Det er præcis en måned siden at der var release på “Her hvor det vender”.  Der er masser af PR-arbejde der venter på at blive gjort, men visse ting er sket. Og så har jeg fået en sand mangfoldighed af positive reaktioner på albummet fra nær og fjern, som jeg er blevet meget glad for. Og at næsten alle albummets skæringer har været nævnt som favorit-numre bland de positive responser synes jeg både er fedt og sjovt.
Selv mere indadvendte numre “Lidt for meget” og ”Lidt fra oven” er blevet nævnt, den sidste endda som med-inspirator til et jobskifte.

Og så er der DR’s P5.  Jeg er kommet på deres playlister for få dage siden!  Tak af hjertet til playlisteudvalget! Albummet er i DR’s kartotek og P5 synes så godt om ”Bare hun vil være min kæreste” at den efterhånden er blevet spillet en god håndfuld gange på vidt forskellige tidspunkter af døgnet.

Det er aldeles fedt og forleden sagde Rikke Frahm så i sit program ”P5 Morgen” med smil i stemmen:

”Ny sang fra Svend Seegert og han er ikke kræsen. Har en bred smag i denne her ”Bare hun vil være min kæreste”.

Og hun har selvfølgelig ret på sangens egne præmisser. Jeg’et – fortælleren har, båret af stigende desperation, en vældig bred smag og er ikke kræsen. Så langt så godt.  Jeg kan jo krydse fingre for, at flere af sangene bliver luftet på DR5. Forude venter selvfølgelig et stormløb på MTV, CNN, playlisterne på Spotify mv, Radio Luxembourg og Radio Merkur …

Eller måske jeg bare skal starte her i Aarhus …

Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være lys eller mørk eller begge dele
Hun ku’ være sådan een der går rundt og har det hele
Hun ku’ også bare være sig selv
Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være føjelig og blid som en sommervind
Hun ku’ være ærbar og strid, eller hedde Madeleine
Hun ku’ også bare være lidt småtriviel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Næsten helt alene
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At savne en veninde

Hun ku’ være smækker og sød som en æbleskive
Hun ku’ være lækker og blød, eller bare fuld af liv
Hun ku’ os bare være en ældre model
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Som den grimme ælling
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At være sendt til tælling

Hun ku’ ha øjne der lå som et tryllespejl
Et smil så smukt som en snekke for fulde sejl
Hun ku’ osse bare være lidt småkriminel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ være katolik og tro på Muhammed
Hun ku’ være ret antik, men rar at være sammen med
Hun ku’ være kronisk præmenstruel (…)
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ såmænd os’ bare være helt almindelig
Så længe hun hovedsageligt var kvindelig
Hun ville alligevel være noget for sig selv
Bare ved at være min kæreste

Release – Her hvor det vender

Så skete det. Barnet blev født. Processen blev fuldbragt. It’s done and dusted.

“Her hvor det vender” blev endelig efter en tretrins-præget release-udsættelse sendt på gaden og på internettet.

Og release-partyet på en til bristepunktet fyldt Fairbar blev præget af god energi, fedt samspil et væld af søde gaver og CD-signering.

Det var superfedt at så mange var mødt op, og det var også fantastisk, at mange så mange af albummets medvirkende var til stede. Simon Høirup lagde sit lækre guitarspil ind på flere numre, Rebekka Neergaard og Stine Rahbek Villadsen lagde kor på, og som rosinen “in the end of the sausage” kom Klaus Glüsing med sin tenorsax på til titelnummeret “Her hvor det vender”.

Faktisk var bassisten på 11 ud af de 12 numre også til stede, men han var optaget af at være forsanger, tovholder og guitarist. :-D

Jeg får helt lyst til at lave et album mere, også selvom det hviskes mig i øret fra forskellige sider, at singler og ep’er er ”the shit” for tiden … Det må der evalueres på. Og selvom man oven på indspilninger, mixning og mastering, samt coverdesign und alles, godt kan trænge til at ”have benene op og lave ingenting” venter det glade arbejde med at kontakte lokalradioer, regionalradioer, medier etc etc … Med den ”gode historie” i lommen som gulerod – ved siden af musikken forstås.
Input modtages gerne, da jeg ikke er helt tilfreds med det foreløbige brainstorm-resultat:

”Verdens ældste unge solo-debutant”

”Han var 15 år om at skrive speciale, 15 år om at udgive sine sange – hvad bliver det næste?”

”Retro-cykelrytter udgiver 11 sange på dansk, selv om hans hold hedder Squadra Molteni”

Fra gangstativ til mikrofonstativ”

Tjahh bum bum … Der skal nok ledes lidt mere efter den rigtige vinkel. Tak igen til alle tilstedeværende!

Her hvor det vender – på den brede led.

Pligtaflevering

Jeg har altid (især i teorien) været helt på det rene med, at det man låner på biblioteket skal leveres tilbage og helst (bl.a. men ikke kun på grund af ens privatøkonomi) til tiden. I mit (mine?) tidligere liv, har det i perioder været et lidt belastet forhold jeg havde til disse ellers enkle præmisser. Og faktisk praktiserede jeg i udstrakt grad brugerbetaling lang tid før det kom på mode at tale om hos nyliberale og andre. Det danske biblioteksvæsen burde have en buste stående af mig. Det er mange år siden – men man kunne selvfølgelig have frygtet at en term som “pligtaflevering” kunne have taget pippet fra mig selv i min nuværende modne og selvfremskredne alder. Det der skulle “pligtafleveres” til Det Kongelige Danske Bibliotek (tidl Statsbiblioteket) var to fysiske eksemplarer af mit snart udgivne album “Her hvor det vender”. Og lad mig gøre det helt klart – jeg behøvede ingen trusler for at få afleveringen effektueret. Ja, jeg skulle nærmest kæmpe for at få den effektueret – men nu er det gjort, og selv om de (næsten) er en ikonisk vedbend fattigere, i hvert fald i Aarhus-afdelingen, er de nu to eksemplarer af et sangskrivnings-monument rigere! (jow jow)

Mens vi venter på Godot

Kære alle.

Alle gode gange tre siger man jo, når noget ikke er lykkedes de første to gange. Så here we go: Der bliver IKKE nogen release-event eller party for mit album ”Her hvor det vender” den 14. januar.
Grunden er denne gang selvfølgelig coronarestriktions-relateret. Jeg nærede på et tidspunkt et (viser det sig) naivt håb om, at udsigten til lempede restriktioner ville antage en lysere eller grønnere kulør, men det skal man vist være mere end rød-grøn farveblind for at tro på sker inden næste fredag.

Jeg har selvfølgelig i den anledning overvejet at omdøbe mit album og har vaklet mellem følgende muligheder:

”Her hvor vi venter”
”Her hvor vi venter på Godot”
”Her hvor det sner”
”Her hvor der virkelig gror mos på en rullesten”
”Here There & Everywhere”
”Her hvor jeg hikker”
”Her hvor jeg står i kø til min 5. booster”
”Her hvor jeg går i frø”
”Her hvor der er tid til at køre nogle billeder igennem photoshop og lign., så man har noget at illustrere sin forsinkelses-opdatering med”

Jeg har efter indgående overvejelser dog valgt at blive ved den oprindelige titel ”Her hvor det vender”. Både fordi at det gør det, og fordi, at det er titlen på albummets næstsidste sang.
Jeg ville egentlig gerne have ventet med denne opdatering, til jeg med sikkerhed vidste hvornår denne ”tredje gang lykkens gang” release-event finder sted, men jeg beder lige om nogle dages respit med hensyn til den endelige dato! Men lige nu ligner det (i mit hoved om ikke andet) en release i uge 6 eller 8. Eller måske allerede i slutningen af januar! Så stay tuned! (forbliv (op)stemt).
Og god weekend!

21. marts 2021

”Her hvor det vender” er, i hvert fald ind til videre, titlen på mit kommende album. Og albummet er min erfaring til trods faktisk et debut-album! ”Debut” forstået som at det er det første fulde og officielle album med sange fra min egen hånd nogensinde! I hvert fald i dette liv …

Der har som nogle vil vide været sange nok til et album i en efterhånden længere årrække og sangene er gennem disse år blevet ofte luftet og slebet til gennem live-optrædener mestendels på østjyske scener og i det århusianske sangskriver-miljø men nu er det ganske snart virkelighed! Det med et færdig-indspillet album altså.

Fordelen ved at vente så længe med at udgive noget er jo, at man kan slå begreberne ”greatest hits” og ”debut-album” sammen, men det er også på samme tid noget af det, der har gjort processen langsommelig. Hvilke sange skulle med, hvordan skulle de lyde for at blive lige så gode som de ”i virkeligheden” er, hvilke musikere ville jeg gerne have med, og hvilken indspilnings-strategi var bedst? Anyway – nu er langt de fleste af disse og andre valg taget og forleden kiggede min gode gamle musikven Simon Høirup forbi og lagde lidt velspillet vintage-stratocaster guitar på reprisen af ”Nu hvor Gud er gået”.

Gode guitarister med fede skjorter hænger jo ikke på træerne. Den eneste guitarist jeg erindrer have været oppe i et træ, faldt ned fra det … Og en turne blev aflyst. Men altså – de hænger mere aktivitetsløse eller i hvert fald nærmest musikjobløse rundt i intetheden grundet det sidste års besynderlige beskaffenhed. Simon har selv brugt denne ”intethed” til at lave et album med egne sange (ja ja – nogle rider samme dag som der sadles), men han havde heldigvis tid og lyst til at lægge vejen forbi Flemming Blochs Mindless Studio hvor mit album er blevet til gennem det sidste par år. Og han spiller heldigvis mindst lige så fedt og melodisk som da vi begge var med i opsætningen af rockballetten ”Vulkanen” for snart 3 årtier siden.

Øvrige medvirkende på det kommende album er:

Peter Dombernowsky på trommer

Rebekka Neergaard, Andrea Brink Siem og Stine Rahbek Villadsen på kor

Klaus Glüsing på sax (Her hvor det vender)

Jonas Pfeiffer på bas (Som var det første gang – En Århussang)

Og nå ja – så mig selv på vokal, guitar, bas, klaver og andre tangenter.

Og selvfølgelig den gode Flemming Bloch som ”studie-vært” og co-producer.

Mere info kommer helt sikkert inden længe – men her er lige lidt et par billeder og ikke mindst en håndholdt iphone-video (med iphone-lyd!) af et af Simons fede takes til ”Nu hvor Gud er gået” reprisen. Mere polerede smagsprøver og anden horn-blæsning følger selvfølgelig snarest.

Well – en lille (sådan da) udenrigspolitisk og alment-moralsk kommentar herfra:

Donald Trump opfører sig, i hvad jeg håber er nederlagets stund, lige så virkelighedsfjernt og virkelighedsfornægtende som man kunne have frygtet. Ja næsten værre … Mens tallene der bekræfter at demokraterne i hobetal har brevstemt og at det ikke er ovre før den tykke dame har sunget, sidder han som en anden reserve-Hitler i sit mere og mere tilsølede Hvide Hus, og udsender hobevis af desperate tweets, hvor han claimer den ene svingstat efter den anden, råber med store bogstaver om SVINDEL og forlanger at optællingen skal standse. Ja, når man peger på andre, peger 4 fingre som bekendt tilbage på én selv. Det er jo både hysterisk morsomt og samtidig helt ude i hampen. Uskønt og så dårligt tabende som det kan blive, er det i hvert fald. En siddende præsident bliver råbende og skrigende hentet hjem fra børnehaven fordi pædagogerne har givet op … Demokratifornægtende og noget i retning af forfatningsstridigt er det vel også.
Og det bekræfter i mine øjne, at enhver der støttede og støtter Trump på grund af hans realpolitik går fundamentalt, farligt og fuldstændig galt i byen. Det er nemlig slet ikke det reale – vores fælles virkelighed og fælles bedste der nogensinde har været hans sigte. Det der var og er i fokus, er ham selv og det realityshow som har været en væsentlig del af hans voksenliv. Hvis ordet ”voksenliv” overhovedet giver mening i forbindelse med Trump.
Hans virke er i bund og grund nedbrydende og hans midler er splittelsen, tvivlen, mistænkeliggørelsen og appellen til det laveste i os alle. Kort sagt: KAOS. Det er et realityspil, hvor det er som om, at han bedst kan mærke sig selv, når han for alvor hænger folk ud, for alvor er svinsk og for alvor taler til det dårligste i os alle. Til hævnfølelse, pegenfingre af andre, til vreden og frygten. Til alt det der gør os til dårligere udgaver af sig selv. Og så er alle realpolitiske ”gevinster” dyrekøbt.
At give en beregnende, skruppelløs og samtidig ekstremt infantil og narcissistisk person som gentagne gange udtrykker foragt for det demokrati han er kommet til magten ved hjælp af, udvidede magtbeføjelser, bare fordi man synes det at det er smart at gøre og fordi man tror at det kan styres, er på mange måde hvad velhavende og magt-tænkende tyskere (samt et værdihungrende skrøbeligt demokrati) gjorde i forhold til en ilter østriger for snart 90 år siden. Og nu har man så prøvet det endnu engang.

Det har ikke denne gang kostet millioner af menneskeliv, men det har kostet nærmest uendelige mængder af anseelse og måske også indflydelse udadtil og et yderligere splittet USA indadtil. Heldigvis ser det ud til, at der kan formuleres en politisk gravskrift over eksperimentet, og om ikke andet så i hvert fald over Trump som præsident.

Tilbage står en opgave med at hele et USA der i forvejen er splittet på masser af måder – en splittelse som Trump af al magt forsøgte puste til og forstærke. Og det vil han i øvrigt sikkert blive ved med fra sit Trump-Tower.
Og mindst lige så vigtigt: En opgave med at med at tale ind i en fælles virkelighed og med at genopbygge ideen om at der findes objektive facts som vi kan diskutere hvad vi vil gøre ved og forholde os til. Og så er der en opgave til os alle: At overvinde den latente ”åndelige dovenhed” og letkøbelighed som er populisternes og demagogernes bedste grobund.
Og demokraterne … Ja man (jeg) har jo lyst til at sparke dem over skinnebenet for to gange i træk at eliminere den kandidat der kunne have fejet gulv med Trump. Nu ser det trods alt ud til at planen med at lade Mr Normal være den der slår Trump med et mulehår lykkes. Og det engang så hæderkronede republikanske parti står tilbage med (tør man håbe) moralske og politiske tømmermænd. De ledsagende billeder? En illustration af at hvor dybt republikanerne er sunket – Lincoln og Eisenhower var jo republikanere af den gode slags og så et pudsigt historisk apropos. Det er i dag præcis 425 år siden at Guy Fawkes blev pågrebet lige inden han sprængte det engelske parlament i luften.

Og lad os også i den anledning håbe at Donald Trump bliver ”pågrebet” og stemt hjem inden han sprænger det amerikanske demokrati og den amerikanske anstændighed helt og aldeles i luften.  Der er såmænd skrammer nok at hele som det er.

Bond – James Bond!

Sean Connery er død 90 år gammel. Suk og træls – for nu at sige det på århusiansk. Men 90 må være ok og der var jo ikke flere film i vente.

Han er blevet kaldt verdens bedst kendte skotte, verdens bedste James Bond og tilbage i 1998 det 20 århundredes mest sexede mand. (…)

Uanset hvad – så tak for karismaen, for smilet, for øjnene, for replikkerne, for de gode ben og for den bløde og med alderen let læspende skotske accent.  Personligt vil jeg især huske ham for de roller hvor han fik lov at vise en bredere og mindre endimensionel manderolle end datidens Bond-film kunne rumme. Finding Forrester, Rosens Navn og The Untouchables er fine eksempler synes jeg.

Han havde som få andre skuespillere en evne til at brænde igennem på lærredet og ”stjæle scenen” selv i biroller. Men på en måde der gjorde helheden bedre og vel til tider gjorde de film han spillede i bedre end de var. Tak også for det.

Og så det er jo altid lidt fedt når mennesker bliver flottere med alderen. :-)

John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Ringo Starr – det lyder lidt federe end Richard Starkey :-)

7. juli 2020

Ringo Starr fylder 80. Han er verdens mest berømte trommeslager og berømmelsen kommer jo fortjent af at have været trommeslager i The Beatles. Så egentlig kunne man jo bare lukke snakken dér og ønske tillykke. Men nu er jeg jo i gang – så here goes:

Beatles var et band med ufattelig talentrigdom og uforlignelig synergi. Hvad enten det var et af musikhistoriens største held eller det var meant to be, så var det en konstellation som behøvede alle led. (Inklusive George Martin såmænd) Og som en helt nødvendig mørtel i denne overflod af kreativ energi havde The Beatles heldigvis Ringo. Han var på sin vis gruppens ”mister normal”, med en god jordforbindelse der kunne modsvare de øvrige medlemmers flyvskhed. Men man skal ikke tage fejl. Hans uundværlighed var ikke bare af gruppedynamisk karakter.

Hans trommespil som det engang i de tidlige 80’ere var blevet moderne at se lidt ned på, har gennem de sidste mange år vundet stadig større anerkendelse også blandt andre kendte trommeslagere. Et gennemgående træk i lovprisningerne er at ”Ringo spiller for sangen”. Og det er jo altså yderst vigtigt når det der gør ens band unikt vitterligt ER sangene. Han tager bestik af melodien og spiller ind i hvad han føler den har behov for. Og der er faktisk flere eksempler på at han kunne være lige så innovativ en trommeslager som McCartney var som bassist.

Gode eksempler er Ticket To Ride, She Said She Said, Come Together og på mere stilfærdig vis ”In My Life”. Og når man først begynder at lytte, er det interessant hvor mange Beatles-numre der har Ringos helt egne stil som en vigtig del af dna’et.

At det handlede om sangene og ikke om trommerne for Ringo illustreres jo smukt af, at den eneste trommesolo i Beatlestiden (i øvrigt ret fed) er en han nærmest skulle overtales til at spille. Det er fra slut-medleyet på Abbey Road – og meget betegnende er også den blevet en del af musikhistorien.

Og lad mig så lige til slut slå fast : Nej John Lennon har aldrig (i Lennonsk spøg eller alvor) sagt at Ringo end ikke var den bedste trommeslager i The Beatles. (Det stammer fra en amerikansk komiker, hvis navn jeg ikke erindrer.) Han var ikke den eneste, men han var helt afgjort den bedste.

4. maj – 75 år senere

4. maj 2020

Jeg er vokset op i et hjem med bil og klaver.

Og jeg har i hele mit liv været ret vild med begge dele. Skæbnen og mig selv har villet det sådan, at jeg er i besiddelse af flere klaverer end biler, i hvert fald når man regner modelbilerne fra.

Men altså – da jeg var barn tog mine forældre mig tit med på biltur og noget af det en bil kunne bruges til dengang i de sene 1960’ere var at køre en aftentur den 4. maj og se hvor mange lys der var i vinduerne rundt omkring Holstebro – både på landet hvor vi boede og inde i selve Holstebro.

Det var en tur fyldt med hygge og stemning og jeg kunne mærke at dagen var noget særligt, både fordi min far var historisk interesseret og en gudbenådet formidler og fordi besættelsestiden betød noget specielt for begge mine forældre. De var blevet gift i oktober 44 da man jo godt vidste hvor det bar hen på den lange bane, men hvor det også for alvor var blevet farefyldt ikke bare at rette ind.

Og da min far havde været aktiv i modstandsbevægelsen siden 40/41 fik de to vielses-attester: En til dem selv og lysere tider, og en til at vise til de tyske myndigheder. Kaj Nielsen hed min far med hornbriller og vindusglas. Ellers hed han Peter C. Seegert. Sådan er der så meget.

Jeg mener at kunne huske, at der i 1970 var ekstra mange der havde lys i vinduerne fordi det var 25 år siden, men synes også at kunne huske, at det allerede dengang var en tradition der måske var under afvikling. Og det er den jo selvfølgelig også her 50 år senere.

Jeg kører ingen bilture i aften – og mit vindue kan ikke ses af forbipasserende bilister ude på en 50 år forsinket biltur, men så har vi jo Facebook. Så here goes – og 2 hvide og 2 røde lys er pudsigt nok hvad jeg havde at fejre 4. maj med.

Inger Seegert & Peter C. Seegert. Alle går med hat. Vi er i de tidlige efterkrigsår. Sidste halvdel af 40′erne.

Datoen og dagen – tirsdag den 29. oktober har 90 års fødselsdag. Forstået på den måde, at det var tirsdag den 29. oktober 1929 at Wall Street-krakket nåede sit højdepunkt. Jeg vil undlade at kloge mig alt for meget på det, men bølgeskvulpene fra det var som bekendt langstrakte. Og følgevirkningerne var med til at styrke Hitlers nazist-parti og hans magtovertagelse i 1933, efter at de ellers havde været ved at tabe pusten i slutningen af 20′erne. At de overhovedet havde fået chancen i 20′ernes forarmede Tyskland skyldtes til dels nogle tåbeligt høje krigsskade-erstatninger som de allierede havde stillet Tyskland over for efter afslutningen af 1. verdenskrig. Og 2. verdenskrig blev på den måde anden halvdel af en lang tragedie.

Det er alt sammen laaang tid siden og så alligevel ikke. For det første ved jeg at min farfar nødtvungent deltog i 1. verdenskrig fordi han med resten af sin dansksindede familie boede i Flensborg. Han røg som reservekavalerist eller noget i den retning til vestfronten eller i hvert fald Frankrig, men kom helskindet hjem igen. Og da det glippede med Flensborg og Danmark i 1920, slog de sig ned nord for grænsen i Løgumkloster. Så langt så godt.

Jeg mener at vide, at min fars ældste bror – min onkel Willy havde slået sig ned i USA i midten af 1920′erne og drev det til at være afdelingsleder i et stormagasin i New York eller Chicago. Han rejste dog hjem drevet af depressionen efter Wall Street-krakket og blev antikvitetshandler i København. Så langt så godt.

Min far blev født i 1917 og nåede ikke meget af 1. verdenskrig, men var som modstands-aktiv under besættelsen, under jorden i (tror jeg) 4 år, og da mine forældre blev gift i 1944 kom der to vielses-attester ud af det. En med de ægte navne og en til at vise de tyske myndigheder. Det blev vist ikke nødvendigt, eller gik i hvert fald godt, så – så langt så godt kan man sige, også her. Men på den vis er både første og anden verdenskrig og en bestemt sort tirsdag for 90 år siden noget som både kom til at hænge sammen, og som spillede en rolle for mine nærmeste aner. Det er da meget sjovt synes jeg …

Et ikonisk cover fylder 50

Verdens smukkest fotograferede og mest ikoniske fodgængerovergang ligger i London. Den ligger, hvad mange ikke ved, tæt på et kryds hvor vejen splitter op i to, og derfor var jeg i 1991 eller 92, da jeg selv opsøgte den (og fik Peter Engelund Skoven til at tage et billede af mig), lidt desorienteret. Det er jo selvfølgelig Beatles’ Abbey Road fodgængerovergangen (ingen overkørsler her tak) jeg fabler om og den er, hvis jeg ikke tager meget fejl, endnu mere ikonisk i dag, end for de næsten tre årtier siden hvor jeg selv på en tur med kunsthistorie-kammeraterne, pressede den ind som et must mellem Tate Gallery, National Museum og andre gallerier, hvis beliggenhed og indhold jeg for længst har glemt.

Abbey Road 8. august 1969

Men Abbey Road overgangen og det ikoniske cover er her endnu og i min bevidsthed på linje med Rembrandt og Van Gogh … Selvfølgelig ikke fordi at kunsten i billedet er verdenskunst, men så alligevel. Det er i hvert fald pop-kunst, hvis jeg må udvide det 60′er begreb en anelse. Det er et af verdens fineste album-covers nogensinde, og tror jeg, med lethed det mest citerede. Blå mystiske George, casual barfodede Paul med smøg i højre hånd, elegant klædte Ringo og løveagtigt behårede John i front. Sjovt fordi John vel ER på vej videre rent mentalt, samtidig med at han ikke mere er den ledende beatle – og ja, masser af skøre symbolikker. Beatles-nørder ved selvfølgelig at VW’ens nummerplade LMW 281F af konspirationsteoretikere af den yderst vidtløftige slags, skal læses som LMW 28 IF – ford Paul næste gang ville fylde 28 HVIS han altså ikke var død ved et biluheld 2 år før … Hans bare fødder skulle så være et hint (som om man ville give det, hvis det virkelig skulle have været tilfældet), fordi at det at være barfodet i Indien (vistnok) er et dødssymbol, eller noget …. jow jow …Og så havde man fundet en venstrehåndet standin, der så ligesådan ud og havde samme stemme … og ér man i gang med den dødsrute er George graver, Ringo bedemand og John Jesus!

Well – men billedet ER smukt. Og det fylder 50 år i dag den 8. august. Det er et af de sidste billeder af The Beatles sammen og det er i mine øjne et lyst lykkeligt billede, lidt som selve albummet. George Martin var, efter ikke at have været med på Let It Be, tilbage som producer og med-beatle, og det er som om at de var bevidste om, at svanesangen skulle være en sang med klang, med dedikation, med tætte fyldte harmonier og på sin vis et testamente. Af den gode slags.

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Tour de France starter i morgen – og for at fejre det med mig selv, kørte jeg en eftermiddagstur på 115 km. Der var masser af sol, masser af blæst, men lad det være sagt med det samme: Jeg gik i udbrud fra første kilometer og så mig yderst sjældent tilbage. Jeg kom da også alene i mål uden at være indhentet af andet end mine egne forventninger til gennemsnitsfarten – men vejen førte både op til Col de la Himmelbjerget og over Col de la Yding Skovhøj, så jeg arbejder med at acceptere at snittet kun næsten blev 30 km/t … Nå – men der blev ingen billeder taget, så jeg har til gengæld lånt et på nettet af den ikoniske, legendariske, uovertrufne (find selv på superlativer) Eddy Merckx, som vandt sin første tour i 1969 (samme år som min “næsten” så legendariske S.C.O. blev bygget). Merckx sprængte alle rammer, alle forestillinger og konventioner ved at vinde både pointtrøjen, bjergtrøjen og den gule førertrøje. Og hans debut-tour blev vundet med en margen på næsten 18 minutter ned til nr 2. Og derfor – som en markering af 50 året for den bedrift, som sætter mit eget ridt i dag lidt i skyggen, starter Touren i år i Bruxelles. Allors – vive la tour – vive la France, Vive la grande Eddy, Vivi Flindt etc etc

Eddy Merckx, Tour de France 1969, en smuk mand uden cykelhjelm

Refleksioner over et tiltrængt valgresultat.

Bum – så skete der endelig noget, der var værd at skrive hjem eller til sig selv om. Så – here goes:
I mine øjne er det først og fremmest historien om et velkomment farvel til den vel måske mest forhadte regering siden 2. verdenskrig og den mest inkompetente ditto siden systemskiftet i 1901. Eller noget …

Det var en regering med en statsminister, der aldrig rigtig blev valgt til og i sidste regeringsperiode kun kom til magten via politisk spilfægteri fra et (dengang) yderste højre, der ikke turde tage ansvar da de blev bedt om det.
Statsministeren havde og har stadig en rekordlang række af dårlige sager rækkende helt tilbage til ungdomsårene i VU, og meget betegnende udpegede han ministre efter hvem han skyldte noget, og efter hvem det forekom ham magtpolitisk smart at udnævne. Det var nemlig aldrig politikken eller visionerne der drev ham. Det var magten – ”nøglerne til statsministeriet” som han fetichistisk (og i virkeligheden ret selvafslørende) kaldte det. Resultatet var en regering med ministre uden faglighed, og hvad endnu værre er, ministre uden samvittighed og uden moralsk kompas.

Der blev ført tåbelig symbolpolitik og symbollovgivning, grænsekontrol der (trods masser af huller) koster millioner, vildsvinehegn der ikke virker og som en syrlig prik over i’et havde vi en såkaldt integrationsminister der diskede op med lys og lagkager når ekstra hårde lovforslag på flygtningeområdet blev gennemført. Skattevæsenet sejlede, det offentlige sejlede – og miljøpolitikken som på sin vis ikke eksisterede, blev dikteret af arkaiske landbrugs-interesser.

Så farvel og tak. Tak for ikke at være her som regering længere.

En anden men selvfølgelig relateret historie er DF’s totale nedsmeltning. De blev jo nærmest overhalet højre om af både Støjberg og Mette Frederiksen – og desuden har deres nærmest patologiske fornægtelse af at det er nødvendigt at forholde sig til klima og ligestilling nok været lidt af en selvmålsscorende boomerang. Oven i dette kommer Pia Kjærsgaards ufatteligt uværdige fremtoning som folketingets formand, men om det decideret har kostet DF-stemmer aner jeg ikke.
En tredje historie er, at valget var et jordskred når det gælder klimapolitikken. Og Mette Frederiksen bør nok erindre, at det er de klima-fokuserede støttepartier hun kan takke for sit flertal, for S fik trods det gevaldige herre/højresving færre stemmer end for 4 år siden.
En fjerde historie er at Alternativet slap fra noget så kættersk som ikke at foreslå Mette Frederiksen som statsministerkandidat, med livet i behold. Det vil mange kalde et selvmål, men jeg kalder det modigt og konsekvent. Og jeg anbefaler at man læser det 80 siders program de gik til valg på. Det er tankevækkende og rummer også tiltag til en ny måde at tale og tænke politik på. (etc etc – forkortet af redaktionen …)

Der er også historien om Liberal Alliance – som procentmæssigt var en endnu større taber end DF – men den kan andre fortælle.

Det helt fede er: At Rasmus Paludan og hans nynazistiske projekt ikke kom ind. Det havde været nærmest Trumpsk utåleligt – og at medierne ikke fik held med at booste ham ind via “breaking news” etc tjener vælgerne til ære. Det er også ubetaleligt fedt ikke at skulle se det fanatiske lys i Inger Støjbergs øjne når der kom nye stramninger, ikke at skulle overvære Martin Henriksens frikadelle-nationalisme, ikke at skulle tåle Joachim B. Olsens dumheder artikuleret i folketinget og ikke at skulle have “Lille Lars fra Græsted” og hans regering i spidsen for Danmark. Og så selvfølgelig at befolkningen har pålagt den kommende regering at føre grøn politik.

(fra Facebook)

Forår og cykling er fedt – også i forskellige kombinationer. I Belgien kørtes et af årets fem ”monumenter”: Flandern Rundt (Ronde van Vlaanderen) og lidt uden for Århus kørtes et fint motionsløb der med hilsen til den flamske klassiker kalder sig ”Ronde van Borum”. Dette fine tiltag er startet og tovholdt af journalist, fotograf og cykel-entusiast Uggi Kaldan, og det får næste år deltagelse af en belgisk legende i form af Johan Museeuw, (dobbelt Flandern Rundt-vinder) så lidt interaktion er der faktisk mellem de to begivenheder.
Squadra Molteni var (selvfølgelig) repræsenteret i Borum-runden – denne gang med ikke mindre end 10 ryttere der placerede sig pænt fordelt ”rundt omkring”. Og ja, vi var selvfølgelig først i ”på stål og i uld-kategorien”. For alles vedkommende blev der (i uld) gået til stålet, og samtidig var det en officiel debut til den ny-restaurerede holdbus der med kærlig, kyndig og selvopofrende hånd er gjort køreklar af Grane Maaløe.
Dagens soigneur og ”poselangerske” var Maria Winther – og hun udgjorde sammen med Grane og hans fantastiske Citroën HY dagens stilistiske højdepunkt.
Har pt ikke styr på min egen placering, men har en ide om at jeg gennemførte dagens 74 yderst kuperede km med omkring 33 km/t i snit. Det har jeg personlig godkendt som et fint resultat, ekvipagens samlede alder taget i betragtning (109 år), og i den til lejligheden selvopfundne kategori ”+59” blev jeg vist rigtig godt placeret.

Svend Seegert og Kasper Sørensen – høj puls og skarpt højresving.

Efter løbet var der belgisk øl og almindelig munterhed + obligatorisk gruppefoto.
Og nåh ja – i Belgien var dagens mand (udover den italienske vinder) danske Kasper Asgreen, der som en verdensklassehjælperytter kørte for holdkammerater, der aldrig viste hvad de skulle have vist, og til sidst kørte han efter en overdådig indsats alene afsted og sled sig til en vild andenplads.
En stjerne er født …

Squadra Molteni – et retrocykelhold og en smuk Citroën.

Kreative og rekreative interaktioner i 2018

Kære alle

Året rinder ud og der er tradition for status.

Jeg vil springe alle politiske fortrædeligheder over – lokale såvel som globale, og gå direkte til noget mere bæredygtigt og opløftende.

Jeg vil nemlig sige TAK. Og gerne med mindst lige så store bogstaver som sidste år. At nogen overhovedet har lyst til at være i et fællesskab med én selv, er noget man let kan komme til at tage for givet, men når man (jeg) tænker efter, er taknemlighed en central følelse. Det er rigtig fint at kunne vælge og at turde spørge – men det er altså også rigtig fint at blive valgt og at blive spurgt. Og så er det jo fantastisk, at nogle gider spille og skrive musik med mig, og at så mange gider lytte når jeg fremfører mine egne sange. I mindre ydmyge øjeblikke tænker jeg, at det er meget naturligt(!), men alligevel.

Som nogle vil vide holder jeg af cykling – gerne på stål og i uld, og at der en håndfuld gange i årets løb er lejlighed til at gøre det med verdens sejeste eller skøreste cykelhold Squadra Molteni er også fantastisk. Og det er jo i tilgift en gave at have gode arbejdskammerater, en sød familie, dejlige børn og verdens sødeste kæreste.

Så altså – TAK!!! Vi er jo alle noget unikt hver især, men vi er det kun i kraft af hinanden … (forkortet af redaktionen) :-p

Godt Nytår.

Og til allersidst en hilsen til søens folk, Margrethe nævner dem jo alligevel aldrig – og til min søn der på grund af geografiske forhold tager 6 timers forskud på årsskiftet. :-)

#mindreulighed2019, #medmenneskelighed2019, #detvarmehjerteogdetkøligeoverblik2019 #kvalitetfremforkvantitet2019, #dialogfremformonolog2019 #brobygningfremforgrøftegravning2019

(oprindeligt postet på Facebook)

Eva og slangen – et arketypisk motiv. Her i Joakim Skovgaards ret nutidige og, synes jeg, sanselige penselføring fra 1909. Billedet hænger på ARoS og er det billede min sang i søndagens ARoS/Århus Sangskriverværksted koncert tager afsæt i.
I min optik er Eva helten der tør springe ud. Som når engle bliver dødelige fordi de tør. Det såkaldte “syndefald” er ikke et fald – det er et uendeligt spring ud i livet, i nærværet, sanseligheden og i forgængeligheden.

Sangen til Eva

Hun havde gået rundt i talløse år
Med helt uskyldigt udslået hår
Alt var godt og hun gik og sang
Men inderst lå en vågnende trang

Sangen var kort skønt uendeligt lang
Hun var slet ikke kommet i gang
Hun vandred i haven på kryds og på tværs
Men fandt ej et eneste vers

Tag dig din tid sagde – slangen til Eva
Brug dit vid på noget – du kan le ad
Sæt dig et mål sagde – Slangen til Eva
Hvad har du fået? Har du forstået?

I en vis forstand havde hun mand
Han passede dyr i det ganske land
Hun kaldte ham Adam, for det var hans navn
Og lyden af det vækkede et savn

På sin daglige gang mødte hun én
der syngende hang fra den nederste gren
Han brugte ord, der satte sig spor
Og sporet ledte over brændte broer

Tag dig en bid sagde – slangen til Eva
Brug dit vid på noget – du kan give af
Sæt dig et mål sagde – slangen til Eva
Hvor langt vil du gå? Og hvor tør du stå?

Fortsættelse, færdiggørelse og i tonesætning følger i morgen på Torvet (Niveau 4) på ARoS. Koncerten med 14 forskellige sangskriveres bud på sange skrevet med afsæt i den permanente udstilling “Human Nature” starter kl 13, er ganske gratis og bliver med garanti varieret og mangefarvet.

Jeg har i samarbejde med Birgit Pedersen fra ARoS et sjovt lille projekt i støbeskeen. Ja faktisk er projektet egentlig færdigstøbt men visse af sangene er ikke helt færdigstøbt endnu. Det handler nemlig om en koncert der afholdes på ARoS søndag den 25. november kl 13. (Gratis adgang)
Koncerten bliver (apropos kunst) mangefarvet, både fordi der er op til 15 sangskrivere fra Århus Sangskriverværksted med, og fordi de hver spiller en sang der på den ene, anden eller tredje måde tager afsæt i et selvvalgt værk fra ARoS’ permanente udstilling Human Nature.
Human Nature byder på 200 års stof til eftertanke og refleksion over livet i en tematisk ophængning under overskrifter som Natur, Religion, Filosofi og Psykologi. Udstillingen spænder i “sagens natur” stilmæssigt vidt og det tror jeg også koncerten kommer til at gøre. Som sangskriver har man kunne bruge sit valgte værk som udgangspunkt for parafrasering, som afsæt videre eller som umiddelbar stemningsmæssig inspirationskilde. Eller som noget fjerde eller femte.
Som publikum vil man få det valgte værk projiceret op og vist mens sangen spilles og på den måde samles trådene fint, ikke mindst fordi koncerten finder sted på ARoS. :-)
Mit eget bidrag tager afsæt i en bestemt kvinde og et dyr der gjorde en forskel …
Tak til Birgit og ARoS, til de medvirkende sangskrivere fra ÅSV og til Claus Jensen for video

Suk – vore nationalskjalde og digtere er lige så dødelige som alle os andre.

Og ligesom Benny Andersen frabad sig “Danmarks-ikoniseringen”, havde Kim Larsen et forbeholdent forhold til at blive udnævnt til noget som helst. ”Ordner hænger man på idioter” har han sagt. Det er jo faktisk et P.A. Heiberg citat fra 1790, men at citere Heiberg viser lidt af hans spændvidde.

I mine øjne var han folkelig uden at please, og fremragende uden at være fortænkt. En livslang demonstration af at det enkle ikke behøver at være banalt. Han gjorde det aldrig sværere end det behøvede at være, men havde samtidig sin helt egen musikalske intuition og sin helt egen musikalske signatur.

Og at mange af hans sange har børne-appel er på mange måde et kvalitets-stempel.

Så tak for sangene til Kim.

Og nyd evt. den flabede og kærlige charme han hylder Dronning Margrethe med i dette klip fra 2010.

Live fra Råhuset 27. september 2015. På datoen 3 år siden i skrivende stund.

Special guest star: Finn Poulsen på kromatisk mundharmonika, som den lyder når den er bedst.

Vi havde aldrig spillet sammen før, havde ikke øvet og kendte ikke hinanden på forhånd. Finn kendte heller ingen af mine sange, men spurgte på basis af en lille guitar-jam inden koncerten om han måtte spille med (på mundharmonika) på et nummer undervejs i mit sæt. Jeg sagde ja, da jeg allerede havde registret en usædvanlig stor musikalitet og lydhørhed hos Finn og da det det kun blev bekræftet da han kom på scenen, spillede han med mig det meste af sættet. Senere samme aften lagde jeg lidt improviseret pianospil ind over et af hans numre, som jeg meget passende heller ikke kendte, så det var en aften præget af lydhørhed og store ører. :-)

Mening

Jeg har benene op, laver ingenting
DR update kører i ring
Jeg kan høre polemik fra nær og fjern
En sær mosaik af tidens tern
Folk demonstrerer for demokrati
de agiterer for hvad de kan li’.
Der er det du troed’ havde mistet sin glød
Der er løsrevne ord og mennesker i nød

Men – er der en mening(?)
Yin og Yang i forening

Der’ en snak med en fyr fra PET
Han er slet ikk i tvivl om hvad der skal til
Han siger vi er truet af terror her til lands
Men er det der blir kuet, ik’ din kritiske sans?
For når fjenden er spottet er rollerne fordelt
Men resten plottet får vi ikke helt
Vi kan daske rundt og drikke Pepsies
Var det ik’ på tide med lidt skepsis?

Og – med lidt mening
Et yin og yang i forening

Og de siger dit spørgsmål går over gevind
Når du be’r om en sandhed befriet for spind
Og der er dem der siger man er besværlig,
Når man ber dem om at være ærlige
Det ku’ vær tand for tand, men vi behøver hinanden
Isoler en mand og han taber sin forstand
Og spurgte du mig om et våben
Så ville jeg sige – kom og vær åben!

Og gi det en mening
Yin og yang i forening

Fortsættelse følger på Fairbar i aften, hvor der er åben mikrofon arrangeret af Fairbar og Århus Sangskriverværksted i fællesskab. Det skal nok blive fint. Rasmus Due Olesen er aftenens vært, og jeg sidder ved lydpulten. Og ja – så giver jeg også et par numre eller tre, når jeg nu er dernede. Deriblandt sikkert ovenciterede “Mening”. Og så kan man få slutningen med. Og tonerne!

Jeg har som næsten aldrig før omtalt (her i bloggen i hvert fald) en 49 år gammel SCO verdensmestercykel model professionel. Den har været skilt ad i et stykke tid, da jeg har forsøgt at finde den rigtige måde at reparere den dens ikoniske metalrøde lak på. Det er stadig work in progres, da det skal gøres nænsomt og uden decideret omlakering. Til trods for projektets uafsluttede tilstand, brugte jeg dog lørdag og et par timer af natten til søndag på at skrue den sammen, og deltage i et sjovt cykelløb – Chasing Cancellara i Silkeborg bakker 8 timer senere. Cyklen holdt, og vi fangede godt nok ikke Cancellara, som i øvrigt havde en brækket fod som undskyldning for ikke at stille op, men til gengæld kørte vi fra Bjarne Riis samt en masse andre. Og 36,4 km/t i snit må være godkendt – alder, materiel og rute taget i betragtning.

Tjek evt den ekstremt sandfærdige beretning om dagen ud her: Squdara Molteni – Chasing Cancellara

Squadra Molteni – Chasing Cancellara 2018

Som en fjer i hatten er jeg nødt til at dele denne selfie. Ikke at jeg selv har taget den – næh nej. Intet kunne ligge mig æhh fjernere. (eller noget) Her er det en dobbelt OL-guldvinder, der tager en selfie i selskab med 4 velklædte cyklister. :-)

Fabian Cancellara & Squadra Molteni

Folkekære digtere (også selv om de helst vil kaldes mellemfolkelige) er ikke det værste man har. Nu har vi så desværre ikke Benny Andersen mere. Men vi har heldigvis hans ord. Læs f. eks her hvor netop det mellemfolkelige er temaet:

I begyndelsen

I begyndelsen var isen
derpå kom indvandrerne
de første jægere sydfra
det var tider dengang
kneb det med rensdyrsteg
tog man til takke med østers

Da danerne blev trætte af at bo i Sverige
flyttede de meget passende til Danmark
og sådan er det gået slag i slag
lige siden

De ankom til fods
til hest
til søs
men det gælder dem alle
kyndige købmænd og stoute stenhuggere
gæve gøglere og hårdføre håndværkere
aktive arkitekter og ledige lejesoldater:
de var med til at danne Danmark

Mange kom af egen drift
mens andre var blevet drevet på flugt
eller simpelthen deporteret hertil
men det gælder dem alle
franske huguenotter og russiske jøder
hollandske gartnere på Amager
polske roearbejdere på Lolland
kartoffeltyskere i Jylland:
de var med til at danne Danmark

Og navnene lever videre
navnene bag stavnsbåndets ophævelse
Reventlow og Moltke
Grundlovens stiftere
Lehmann og Monrad
Tscherning og Andræ
gode gamle indvandrernavne som
efterhånden lyder ganske danske

At Jylland i vore dage ikke
ligger hen som en ørken
har på en ejendommelig
men meget dansk måde
noget at gøre med Dalgas Boulevard

Danske forfattere
har navne som Jacobsen
Andersen og Jensen
Kristensen og Jæger
men også navne som Oehlenschlæger
Pontoppidan
Paludan
Panduro
uanset navnet
blev dansk mere dansk
for hver linje de skrev

I begyndelsen var isen
derpå kom vi indvandrere
fra alle verdenshjørner
vi ryddede og dyrkede
pløjede og plejede
byggede og bryggede
splejsede og svejsede
vi trodsede og tabte
vi rejste os og skabte
et land som er en gnalling
på det store verdenskort
med knap en promille af klodens milliarder
og dog med et ret anseligt ry
for fred og fordragelighed
omsorg og opfindsomhed
hensyn og humor
som gir folk i fjerne lande milde øjne

Og Danmarkshistorien er langtfra forbi
trods indvandrerstop
har vi noget at se frem til:
hvilke nye navne vil om tyve tredive år
lyder lige så fortroligt danske
som Meyer og Passer
Utzon og Borge
Schmeichel og Schade gør i dag?

I begyndelsen var isen
men den er smeltet forlængst
nu er det os der er her
og fremtiden begynder lige nu.

Fra digtsamlingen: Denne kommen og gåen – 1993 – Borgen
Af Benny Andersen

Dagens dårlige nyhed i min horisont, er at uforlignelige Aretha Franklin er død. Det er trist, men fantastisk at hun var her. Hør hende lige her fra en 2015 koncert. Carole King er meget begejstret – men det er jo også hendes sang! Aretha synger i hvert fald så tårerne triller og hårene rejser sig.

Jeg talte lidt med Gud
her den anden dag
Han sagde lige ud
at han havde trukket sig tilbage.
Og fra at være omnipotent
så var han nu bare livstilskonsulent

Sådan kort fortalt,
så ku’ han stadig alt
men det var blevet lidt for normalt
at alt endte galt
Dét at sætte ting i system
var endt med at bli’e til et problem

For hver evig eneste gang han havde skabt et paradis
Så var det bare endt, med lykke lagt på is

Så nu hvor Gud er gået – i hi
Har vi så mon fået – noget at sige?
Nu hvor Gud er gået – i stå
Har vi så mon fået – noget vi kan nå?

Det han virkelig ville
det var at skabe liv
Der selv ku’ finde lykke
uden at yppe kiv
Hans tanker om hvordan det ku’ blive
de var forblevet fri fantasi

For hver evig eneste gang han havde skabt et paradis
Så var det bare endt, med krig og skibsforlis

Så nu hvor Gud er gået – i hi
Har vi så mon fået – noget at sige?
Nu hvor Gud er gået – i stå
Har vi så mon fået – noget vi kan nå?

Fortsættelse følger (måske) i aften på Fairbar. Der er nemlig åben scene for sangskrivere afholdt i fælleskab af Fairbar og Århus Sangskriverværksted. Det starter kl 20.00, og bliver det som det plejer (og det plejer det) bliver det hyggeligt, mangefarvet og varieret og udvalget af øl er ca. lige så mangefarvet og varieret. Inger Fogh er vært – hun synger så englene synger med, og jeg er lydmand – og giver også et par numre. Heriblandt (måske) “Nu hvor Gud er gået.

Jeg har tilbragt lidt af min weekend med at gense “En forårsdag i Helvede” – Jørgen Leths episke film om den cykelløbet Paris-Roubaix. Den er stadig fænomenal, legendarisk, episk (find selv på), og blev, som en del af programmet på Aarhus Bike Show meget passende fremvist på ARoS. Det bedste var dog, at jeg fik hilst på min barndoms største danske cykel-koryfæer, Niels Fredborg og Ole Ritter. De diskede begge op med fine historier fra og om dengang både mænd og cykelstel var lavet af stål. Og Ole Ritters selvbiografi “Ritter” fortalt til Flemming Enevold er fin læsning, hvis man er tilvelfortalt cykelsportshistorie fra det virkelige liv.

En lille hilsen fra det virkelige liv.

En OL guldmedalje fra det virkelige liv.

“Jeg sad og så ud af mit vindu’
Da de banked’ på min dør
Jeg skyndte mig at sige, at jeg var hindu
Og havde været det mange gange før!
De så på mig med deres øjne
Og de sagde – Hør nu her:
Du lever vist på lidt for mange løgne
Det du søger har vi lige her

|: Og de spurgte mig om hvad jeg ville
Hvor jeg skulle hen med mit liv
Jeg sagde, at det nok nærmest var en form for tidsfordriv. :|

Jeg så en kvinde, der var spinkel
Hun kom vist fra Harboøre
Jeg skyndte mig at sige, at jeg var single
Og havde været det mange gange før
Hun så på mig og mine øjne
Og hun sagde – Hør nu her:
Du lever vist med lidt for mange løgne
Det du søger ligger ganske nær

|: Og hun spurgte mig om hvad jeg ville,
Hvor jeg skulle hen med mit liv
Jeg sagde, at det nok nærmest var en form for tidsfordriv. :|”

Fortsættelse følger i aften på Gyngen i Mejlgade, hvor jeg (da det er onsdag, og da der er den månedlige ÅSV sangskriverkoncert), diverterer med 5 numre fra mit repertoire. Aftenens tema bliver for mit vedkommende præget af opbyggelige ord og toner om dit og dat – og vejen frem.

I øvrigt kan bl.a. høres: Michael Hamilton og Misha Hoekstra.

Kom glad og plej eventuelle solskolninger med en øl fra fad.

Ham her ville være fyldt 75 år i dag. Han var den yngste Beatle, men samtidig en på flere måder både søgende, ærlig og velvoksen sjæl i et ungt menneske. Han formåede også at stå frem som integreret musiker og sangskriver, selv i det naturligt fokustagende selskab som John Lennon og Paul McCartney udgjorde. Jeg så et sted, at den sang flest mennesker har udnævnt til deres yndlings-Beatlessang er “Here Comes The Sun”. Uanset hvad var han en uundværlig del af “the fab four”, (det var de jo alle) og her er han i et fint klip fra 1987, hvor han i selskab med Ringo, Phil Collins, Eric Clapton, Jeff Lynne, Elton John, den allestedsnærværende Ray Cooper og andre fremfører sin “While My Guitar Gently Weeps”. Fin performance selv på trods af et genstridigt mikrofonstativ… :-) Bonusinfo/anbefaling: Martin Scorseses dokumentar om George “Living In The Material World” kan(kunne) vist stadig ses på Netflix. Den er lang men uhyre anbefalelsesværdig.

Kreative og rekreative relationer 2017

Et godt ord, er ordet ”tak”. Det kaldes ofte et “lille ord”, og er det jo også kvantitativt. Tre bogstaver er ikke meget, men jeg synes alligevel, at det er et stort ord, når det bruges. Og når et år rinder ud, er det vel værd at sige tak for det gamle.
I hvert fald vil jeg med og af hjertet sige tak til de mennesker jeg har interageret med i årets løb. Der har været inspireret co-writing og sammenspilning af musik, dedikeret samvær med musikkolleger, kilometer-ædende cykling på stål og i uld, og inspireret samvær med både ganske nye og gode gamle venner. Tak også til min tålmodige familie og min allersødeste kæreste der rummer mig, som den jeg er.

Måtte 2018 blive året hvor en rytter med en smuk stil vinder touren, hvor arkitekter med andre visioner end skyskraberi vinder byrådenes og stadsarkitekternes hjerter (og hjerner), hvor ministre ansættes efter evne i stedet for efter hvem der skyldes noget, hvor Danmark og dets regering indser, at vi lever i en global verden med et globalt ansvar. Måtte 2018 også blive et år hvor der blev rokket ved den omstændighed, at det ikke er velstand verden mangler men en ordentlig og mindre absurd måde at fordele den på.

Det værste og bedste er, at det starter med os selv hver især…

Så derfor: Skål og Godt Nytår.

Skål på et levende, engageret og dedikeret nærvær i forhold til hvad vi hver især går rundt og laver. Skål på mindre ulighed, på medmenneskelighed, det varme hjerte og det kølige men engagerede overblik. Skål på kvalitet frem for kvantitet, eller at det i det mindste går hånd i hånd. Skål på dialogen frem for monologen og på brobygning frem for grøftegravning og i det hele taget bare skååål. :-)

26. oktober 2017

Om et par timer spiller jeg klaver på Café Hack. Som i denne sammenhæng sædvanligt aner jeg ikke hvad jeg skal spille. Alt opstår på stedet, og hvis skuespillerne (som så absolut er aftenens improviserende hovedpersoner) bryder ud i sang, komponerer man en sang på stedet, i fælles og i nuet opstået (u)enighed. “Blot til Lyst” hedder de erfarne improviserende skuespillere, og en lille håndfuld gange hvert år, når deres normale aldeles kompetente pianist Søren Jensen ikke kan være deres musikalske makker, får jeg tjansen. Det er forskelligt fra gang til gang, men derfor altid superunderholdende også som pianist, fordi man skal være nærværende konstant. Og konstant nærværende. I aften bliver om muligt endnu mere festlig, fordi det er “ALL STARS” aften bl.a. med deltagelse af Henrik Krogh og John Batz, som jeg har lavet revy med i forrige århundrede! Det kan vist kun blive godt. :-)

Paul McCartney fylder 75

Det er Paul McCartneys fødselsdag.

Da han var 16(!) skrev han om at blive 64 ”many years from now”, og nu fylder han altså 75.
Jeg vil ikke tøve med at kalde ham verdens største nulevende sangskriver, og jeg kunne let lokkes til at bruge større ord. :-)

Han har skrevet sange som Yesterday, Hey Jude, Let It Be, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, Penny Lane, The Long And Winding Road, For No One, Maybe I’m Amazed, Got To Get You Into My Life, And I Love Her, Get Back, Helter Skelter, I Will, Can’t Buy Me Love, Lady Madonna, Paperback Writer, og mange mange andre.

Han har desuden skrevet et hav af sange med andre – først og fremmest selvfølgelig John Lennon – de var faktisk fælles om ikke så lidt, men blandt andre samarbejdspartnere kan nævnes Michael Jackson, Stevie Wonder, Elvis Costello, Carl Perkins, Kanye West og Riannah. (der er utvivlsomt flere..)

Den vægtigste del af hans sangskat stammer fra Beatles-tiden, men en af de smukkeste sange han har lavet synes jeg faktisk er ”Here Today” – hans underspillede og fine sang til John Lennon.

Paul er her heldigvis endnu, og at han stadig gider at tage verden rundt og spille sine sange for 3-4 generationer af medsyngende fans og almindelige musik-elskere, synes jeg både er fedt og generøst. Hans stemme ER slidt af de mange års udforskning af grænselandet mellem Yesterday, Helter Skelter og Oh Darling, men sangene er friske og i ordets bedste forstand evigt-grønne evergreens.
Og når han en dag ikke er her mere, vil sangene, fællesskabet, glæden ikke mindst den sprudlende musikalske glæde være her endnu.

Og det vil den også være many years from now.

In memoriam

Peter Bastians i konventionel forstand for tidlige død har allerede fået virkeligt mange fine ord med på vejen. Med rette synes jeg. Han var for mig et fyrtårn bestående af blændende musikalitet, dybt og seriøst engagement, charmerende gadedrengs-charme og et helt usædvanligt talent for formidling. Både af musik, af musikalsk erkendelse og af kulturkritisk stillingtagen.

Han turde og kunne i 80’erne tale om musik, musikoplevelse og musikudøvelse på tværs af gængse akademiske normer, hvilket for mange og i hvert fald mig udgjorde en sprudlende og alternativ oase af dedikeret indsigt.

Hans formidlingsevne og musikalitet gik på tværs af genrer, og han var ikke bange for at lege og være gammel vismand. Han turde tale om værdien af inden i sig selv at komme i kontakt med behovet for noget højere. Han turde også tale om ”musikfaste”, om at blive selektiv i hvad man udsætter sig for, og samtidig turde udsætte sig selv for noget man ikke forstår en dyt af. Både musikalsk og menneskeligt.

Jeg kan rigtig godt lide nedenstående citat – plukket fra et interview med Martin Spang Olsen i 2012. (det kan findes på youtube)

”Hvis vi er interesseret i tilværelsen, i at være til stede, så påkalder vi os tilværelsens interesse, og det betyder simpelthen, at vi kommer i spil. Og når du kommer i spil, ja så er der fare på færde. Who cares – det er ligesom hele pointen. I det øjeblik du beslutter dig til, at ”nu vil jeg flytte mig”, så løber du en frygtelig risiko. Du risikerer at lave fejl, det kan ikke undgås. Du er nødt til at indstille dig på, at det at lukke op for tilværelsen på tilværelsens præmisser og ”lander på planeten”, kan give mærker i lakken. Men pointen er jo ikke om der kommer mærker i lakken, pointen er, om du vil gemme dig i et garderobeskab eller deltage i tilværelsen, sådan som den fungerer.”

Peter Bastian kom i hvert fald i spil, og fik skrammer. Jeg tvivler på, at han vidste hvordan et garderobeskab ser ud indefra, men heldigvis vidste han så meget andet, som han bragte i spil.

Tak for det.

Lost – en smuk menage a troi

Jeg brugte for nylig (og i lighed med tidligere år) en halv uge i selskab med godt 30 andre kreative og musikalske sjæle i alle aldre fra både ind og udland i en spejderhytte i de vilde og (sådan da) ufremkommelige skove 4 km fra Give. Det ER faktisk længere væk end det lyder, og i hvert fald er det så isoleret fra ens dagligdag, at den kreative synergi og gensidige inspiration blomstrer og vokser. En vigtig ingrediens er det, der på moderne sangskriverdansk kaldes co-writing. Det går ud på – i samarbejde med en eller flere andre – at stykke en sang sammen på sådan ca. no time, eller i hvert fald ganske kort tid. Og denne sang var faktisk kun ganske få timer gammel, da vi spillede den som den lyder her, generøst optaget af Jens Stage. En co-write af de sjældnere i øvrigt – fordi vi var og er tre. Det kan ofte være svært, men her var det en gave. Så tak for dét til Corinne Stratton og Chris Brown.

Og dog …

2016 – du var på mange måder en bitch. Et annus horribilis. En lang række af triste ting, dødsfald blandt ikoner, nogle uafvendelige, andre alt for tidlige, både her og hisset, og hvor det politiske cirkus vendte sig fra tvivlsomt til værre. Det sidste har jeg personligt forsøgt at leve med ved bl.a. at selvbestalte mig som kultur-kritiker, ”politisk kommentator” og smagsdommerisk skyskraberhader. Facebook kan bruges til mange ting…  Jeg har selvfølgelig også brugt det til den sædvanlige gang selvpromovering omkring mine musikalske udfoldelser og andet kreativt, hvilket jeg sikkert også (til almindelig advarsel) vil gøre næste år.

2016 var dog også året hvor Per Stig Møller skrev en virkelig velformuleret og selverkendende klumme om hvordan sammenhængskraften i et samfund mistes, når det er den økonomiske fællesnævner der styrer alt, lige fra børnehaver til offentlig transport og postvæsen og den offentlige velfærd bredt. Og det var året hvor man i Østrig IKKE valgte en højrenationalistisk regering. There is a crack in everything…

2016, interaktioner kreativt og rekreativt

Personligt bød 2016 på berigende inspireret samspil og interaktion med mine mange musikalske venner, kilometerslugende cykelture ud i det blå, gadeløb og motorvejsindviende holdkørsel med de stolte stilister fra det gæve cykelhold Squadra Molteni, samt ikke mindst legende, lattermildt og seriøst samvær med mine nærmeste.

Godt, empatisk og lysbringende nytår til jer alle, og lad os for resten sende en hilsen til søens folk, hvis Margrethe skulle glemme dem.

Refleksioner fra hoften over et amerikansk præsidentvalg

Fuckfjæset vandt. Den dårligste frisure nord for sydpolen vandt. Den dårlige smag vandt. Vreden og den uartikulerede protest mod establishmentet vandt og fornuften, etikken og den almindelige værdighed tabte. Det er amerikanernes brexit, det er amerikanernes udgave af DF i Sønderjylland, det er svært at fatte og tabet af international anseelse er endog ufattelig svært at overskue. Præsidenten for verdens mægtigste nation bliver en opportunistisk og aldeles fact-ignorerende klumpedumpe, som det er særskilt svært at nære umiddelbar respekt for, for slet ikke at tale om den dybere af slagsen.

At Trump er en notorisk lystløgner og en skurvognspralende mandschauvinist er desværre ikke engang det værste. Det mest bekymrende er hans polariserende og ekstremt popularistiske italesættelse af minoriteter og det mildt sagt naivistiske syn på international politik tilsat noget, der ligner en kronisk og personlig uligevægtighed præget af ekstrem narcissisme. At manden, der har ført sig selv frem som self-made med blot et lille lån af sin far på bare 7 mill. $ til at starte med, og som ”kun” har ca. 3.500 sagsanlæg og omkring 10 fallitter på kontoen, er nået langt, med så lidt både i form af personlig integritet, pålidelighed og konkrete politiske ideer, er tankevækkende. På den i vinden blæsende måde.
Trump er sandsynligvis den præsidentkandidat der har fornærmet flest forskellige grupper og grupperinger i USA i sin kandidatur. Han er også den kandidat der suverænt er sluppet af sted med flest løgne ved bare at gentage dem. Mest bemærkelsesværdigt er han nok også den kandidat der har begået flest utilgivelige brølere, både politisk, fact-relateret og moralsk uden at støde på afgørende grund i sin fremfærd.

He spoke his mind, but his mind isn’t right, som børn og andre uden grus i øjnene sagde. At det er lykkedes for ham, er, sagt på jævnt jysk, træls – både for dem der støttede Hillary, og for os der på afstand håbede på en tillidsvækkende og bare jævnt troværdig præsiden for jorden mægtigste stat. Man kunne håbe, at Trump der måske gik ind i kampen uden mål om at vinde andet end profil og profit, vågner op som Jeppe i baronens seng, og erkender at han ikke er på højde med opgaven, og derfor bakker ud, hvilket han ikke kan, men som derfor i hvert fald fatter opgavens betydning – og lidt som Jakob Haugaard der blev valgt til folketinget på medvind på cykelstierne og andet godt, erkender sin egen uformåen, og kommer i kontakt med det han ikke kan og ikke ved. Desværre blev Trump valgt på noget ligeså luftigt som på forhånd lovet medvind, og man må krydse fingre for, at det hold han sætter omkring sig forstår, at det kræver mere end at bygge mure og lave trutmund, at være amerikansk præsident.

For demokraterne og for os andre står spørgsmålet rungende tilbage: Kunne en duknakket 74 årig og ufatteligt velkommunikerende senator med både hjerte og hjerne på rette sted – en troværdig politiker der forstod den underliggende vrede hos den marginaliserede lavere middelklasse have gjort det bedre mod Trump? Det kunne han efter al sandsynlighed, og så havde man været lige så stolt og glad som for 8 år siden.
Nu kan vi blot håbe på, at den måde Trump vil gøre USA great again på, ikke er ødelæggende. Hverken for USA eller for alle os andre.

Artikel skrevet til DMF Århus’s medlemsblad Basunen, december 2015.

desEjner Mk1 – den første. Foto: Ejner Miranda-Dam

Jeg er sprunget på havelågen, der nok burde have haft mere luft i dækkene, og har trampet mig op ad Viborgvej, og ud i Århus V’s erhvervslivs-område. Herude blandt trafiklys, tankstationer, vimpler og vejskilte, findes nemlig noget der hedder Lydlageret. Og i denne ”kulturelle oase” tager Ejner Miranda-Dam imod med et tilbud om kaffe og klar til en snak om – nørderi.

Ejner Miranda-Dam er noget af en institution i det århusianske musikmiljø, ”en iværksætter, der før de fleste andre ser, hvilken vej musikken blæser” som Stiften skrev i et portræt. Han var med til at gøre Fatter Eskil i Skolegade til en højborg for blues, soul og rock og fik discobølgen til at rulle med bandet Le Freak. Han var en del af Booze Brothers, har drevet Vestergade 58 gennem 3 år, været eventmager, musikbooker, lyd-afvikler og meget andet. Og i dag driver han Lydlageret sammen med partneren Søren Flecks.

Det er dog ikke hele denne vildtvoksende buket af musik-relateret virksomhed der er hovedemnet i dag, men derimod en nytilkommet lille blomst, som på både Ejners egen og på Lydlagerets hjemmeside kan findes under fanebladet ”nørderi”. Denne lidt kryptiske overskrift dækker over hjemmebygning af pladespillere, så musikrelevansen er klar, men emnet så tilpas overraskende, at det har vækket min og redaktionens nysgerrighed.

Spottet i et hjørne af Lydlageret: Ejners vaskeægte veteran Vespa. Foto: Svend Seegert

Man skal kunne røre ved tingene

Som indledning får jeg en rundvisning på Lydlageret – et sted i stadig udvikling, og som pt rummer masser af lydudstyr, lydudlejning, øverum, et planlagt analogt studie, og et konferencelignende lokale der kan bruges til forskellige ting, fra aftner for pladespiller-nørder, til clinics omkring digitale mixere, lydudstyr, kabler etc. Vel at mærke i praksis og på den fysiske måde, så folk selv kan lytte og høre forskellen, som Ejner påpeger. ”Man skal kunne røre ved tingene”.

Og så er vi tilbage i Ejners hule, et lille værksted domineret af pladespillere, reservedele til samme, værktøjer, og en gammel forstærker, der har overlevet at blive oversvømmet af skoldhed kaffe fra værkstedets uundværlige kaffemaskine. Baggrundmusikken er Pink Floys ”The wall” – på vinyl selvfølgelig.

I dag vil jeg bygge en pladespiller

Det med pladespillere – hvor længe har du gjort det og hvad kom det af?

”Ikke ret lang tid. Jeg overtog min brors pladespiller som 12-årig, men har dog ikke altid brugt den. Og så en dag i foråret vågnede jeg og tænkte: ”I dag vil jeg bygge en pladespiller.” Jeg ved ikke hvorfra det kom, eller hvad der var den umiddelbare impuls. Det kom bare. Så tog jeg op i Silvan og købte en træplade og gik i gang med at måle, bore og skære. Jeg læste lidt på nettet, og brugte det værktøj jeg lige havde. Resultatet blev i begejstringen ikke helt lige, men det har ændret sig siden, i takt med at jeg har fået bedre og mere værktøj.”
”Der er masser af motorer og andre dele man kan købe, også nye, f. eks. på ebay, hvor det dog hurtigt bliver dyrt. Så jeg har opkøbt en masse gamle pladespillere og bruger delene fra dem. Derfor har jeg nu masser af motorer, pladetallerkner og andre dele liggende. Dét der spiller lige nu for eksempel er en B&O pladetallerken, en Rega pick-up arm og motoren fra en Phillips.”

Snakken går videre og bliver undervejs konkret teknisk, om motorer, om hvordan plade-tallerken akslen passer ned i – og roterer i sit aflange leje, til tider med blot en enkelt kugle i bunden, om diamant-bor, mellemhjul, pladetallerkner med dæmpende materialer i forskellige lag og meget andet.

Rustne håndvægte

Modsætninger mødes… foto: Svend Seegert

Indtil videre har Ejner kreeret 4 pladespillere, plus de to der pt. er forsøgs-opstillet i værkstedet og leverer baggrundsmusikken. Så at tale om en egentlig pladespiller-produktion er nok at overdrive lidt. Ejner kalder det selv en pre-produktion. ”Jeg har endnu ikke solgt nogen men har et par konkrete bestillinger – den ene til Street Coffee nede i Vestergade, som gerne vil have, at jeg bygger en ”kaffe-pladespiller” til dem, hvordan det så end bliver, og Chili-Klaus har bestilt en, som jeg selv må bestemme hvordan ser ud. ”
Pre-produktionen omfatter så eksotiske ting som en køkken-pladespiller med en køkkenbordplade som plint/basis, en pladespiller med basis af marmor, og så har Ejner gang i en ”håndvægtepladespiller”, der skal bestå af tre enkeltstående og til dels seperate dele. Lavet med gamle rustne håndvægte som basis for både pick-up arm og pladetallerken.
”Efterhånden ved jeg jo, hvor man skal placere tingene i forhold til hinanden mht til vinkler og afstand og sådan, men jeg her vil gerne prøve et lidt andet koncept. En pladespiller i moduler, hvor elementerne er adskilte i moduler, enkeltstående og det er faktisk det jeg eksperimenterer med i håndvægts-opstillingen.”

En pladespiller for kvinder

”Det er den ene af to ting jeg arbejder på lige nu. Det andet er at jeg gerne vil lave en pladespiller for kvinder! Hvad skal der til, for at en kvinde gider at have en pladespiller til at stå, og til for at den bliver brugt? Jeg tror, at kvinder tit tænker om pladespillere, at det er et grimt skrummel. Det kan selvfølgelig være mine fordomme…”

Så du tænker en større skulpturel værdi, eller?

Måske er det dét, og måske er det farver, måske størrelsen, og måske skal det være et stykke kunst…

Hvad er meningen egentlig?

Vinklerne fra en Rega pladespiller i brug som reference. Foto: Svend Seegert

”Det er der også andre der har spurgt om – og faktisk er meningen og essensen ikke at sælge – meningen er at nørde. Eksempelvis kender mange musikere dét, at man starter med at spille musik. Det er hyggeligt, man nørder, og øver sig, og det er fint, men pludselig vågner man op og opdager, at man spiller 120 jobs om året. Det, der var en rekreativ og kreativ hobby, er pludselig blevet et job.
Så jeg har ledt efter en hobby, noget hvor jeg både skulle bruge hænder og elektronik, men også noget der inddragede andre materialer, og så faldt jeg over det her, fordi det er sjovt. Jeg kan tage ud på mit værksted en aften, fordybe mig og totalt glemme tid og sted. Skal jeg bruge noget, går jeg ud og leder, eller skiller noget ad, for at finde den dims jeg skal bruge. Og hvis jeg i den proces er nødt til at bruge materialer og dele alternativt og anderledes, end de er tænkt, øger det kun glæden.”

Ingen kopier

Der har der været mange forbi, som siger at jeg også skal lave en til dem en dag, men jeg har ikke lyst til at masseproducere. Jeg gider kun lave én af hver af hver – som så får et serienummer, men tror ikke det vil være sjovt anden gang. Jeg har spillet rigelige mængder af kopi-musik i mit liv, så hvorfor fortsætte i forbindelse med pladespillere?

Den perfekte pladespiller – findes ikke

Justering af hastighed på en DC-motor.                 Foto: Svend Seegert

”Noget af det spændende ved det her er, at der ikke findes nogen perfekt pladespiller. Dybest set er det umuligt at få en pickup til at afspille noget perfekt, og hvis man undersøger pladespiller-nørders præferencer, er der næsten ikke to, der er enige. Nogle synes, at pladetallerkenen skal være tung, andre at den skal være let. Nogle synes, at armen skal være af kulfiber og andre noget andet – nogle sværger til ac-motorer og andre kan ikke lide tykt træ. Det er som med en guitarist med en guitar til 55.000; hans jack-kabel er købt i 1984, og går ned til pedaler, som også er forbundet af tilfældige kabler, og herfra op i hans forstærker, med et andet kabel han har haft i 20 år. Til allersidst sidder der så en Shure sm 57 mikrofon til 700 kr foran hans forstærker, som transporterer lyden videre til et PA anlæg… Det er altid et eller andet stort kompromis, og bliver aldrig bedre end det svageste led, men hvis det lyder rigtigt, er alt jo godt. Og det kan også komme til at lyde for rent, hvilket jo er grunden til, at digitale medier somme tider tilføjet analoge elementer og udgange etc, for at illudere noget varmere mindre digitalt.
Der er en masse teori om, hvad der er bedst, som jeg selvfølgelig sat mig ind i, men samtidig forsøger jeg at forholde mig frit til det. Lyder det godt, ER det godt. Hvis det ikke lyder godt, er det en ommer.”

Plads til begejstring

”Det er også hyggeligt – man møder en masse søde hi-fi entusiaster. Jeg var for eksempel i Silkeborg og købe en pladespiller, alt var aftalt på forhånd, og alligevel snakkede vi bare i 3 timer. Det var super-hyggeligt, og dér bliver nørderi et rigtig positivt ord. Og dét hænger alt sammen rigtig godt med hvordan vi forsøger at have det herude på Lydlageret. Det skal selvfølgeligt hænge sammen økonomisk, men det er også rigtig vigtigt, at der er tid til at lege og gå i dybden med nogle ting, fordi vi har lyst, ikke fordi der er penge i det. Ellers bliver det for surt.

Jagten på det enkle

Blikfang med bækken. Det burde egentlig ikke lyde godt, men hvem ved. Foto: Svend Seegert

Søgen efter enkelhed går igennem alle Ejners pladespiller-projekter. Andre idéer til designs inddrager cisterne-låg fra et toilet, og bækkenet fra et trommesæt som basis. ”Bækken-idéen er nu ikke med det formål at lave god lyd, men som blikfang. I øvrigt er alt jo i virkeligheden muligt. Man kan falde over et tykt lækkert gammelt stykke træ, som ville se SÅ fedt ud som plint. Helt enkelt og råt.
Mit eneste design-problem er hvor jeg sætter afbryderen, for jeg synes at den er grim. Jeg vil ikke ha’ den. På dem jeg har lavet hidtil, har jeg faktisk skullet rykke stikket ud og ind. Så det venter på, at jeg bestemmer mig for en løsning – en afbryder på stikket eller ledningen, eller en der sidder nedenunder somehow. I hvert fald skal det ikke være sådan noget plastic-noget der larmer i helheden.
Når jeg skiller en billig pladespiller ad, er der typisk alle mulige ekstra-dele for at betjeningen kan fungere. Løftestænger, mellemhjul, metaldimser der får en bestemt knap til at trykke på et eller andet. Jo mindre af det der er, desto bedre i mit univers. Men jeg kan godt lide tanken om at lave en pladespiller der bare kører uden de store problemer de næste 50 år, og også efter at jeg ikke er her mere.”

Menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv

Afslutningsvis inviterer Ejner på en espresso mere, og reflekter videre omkring kvalitet, forstærkersnak og ting fra 70’erne og 80’erne, der lød helt ufattelig godt uden at være digitalt, og måske igen fordi det IKKE var digitalt. ”Der skal være lidt forvrængning.” fastslår han. ”Forvrængning er en del af menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv!”
På vej hjem sender jeg en venlig tanke til Lydlageret og dets potentiale, til Ejner for espresso og en inspirerende snak, og til Lars Kiehn for at have henledt min opmærksomhed på Ejners ”nørderi”. Jeg er i mærkbar modvind, men Viborgvej er nu ned ad bakke – et nobelt kompromis. Jeg har dog stadig for lidt luft i dækkene, og husker på, at ingen kæde, ingen guitarlyd og ingen pladespiller er stærkere end det svageste led.

www.ejner.dk

www.lydlageret.dk

1. september 2015

Improvisation har igennem en længere årrække fået mere og mere fokus som et frugtbart kreativt udgangspunkt i både musik og teater. Og mængden af akademisk forskning såvel som praktiske håndbøger i ”how to improvise” i det ene eller det andet er nærmest eksploderet. Mængden af bøger og web-sider der beskæftiger sig med improvisation og sangskrivning er også omfattende, for nu at sige det mildt. At improvisation har relevans for komposition og sangskrivning, er dog i virkeligheden en gammel nyhed, og komponister og sangskrivere lige fra Bach og Mozart, til Paul McCartney og John Mayer har brugt improvisation som en integreret del af deres kreativitet.

Mozart – improviserende komponist

For mange sangskrivere er improvisation en uadskillelig og helt selvfølgelig del af det at skrive sange, og for andre er det måske knap så selvfølgeligt. Så da Søren Lyhne og Misha Hoekstra fra Århus Sangskriverværksted for nyligt foreslog mig at afholde en workshop, omkring musikalsk improvisation som sangskriver-værktøj, slog jeg til. Og i tilgift kom der denne lille opsamling på det bagvedliggende tankegods og erfaringsgrundlag, samt en berøring af hvordan man kan improvisere melodier, akkordrundgange, riffs eller andet frem i samspil og modspil til rammer man selv sætter op.

Improvisation – hvorfor?

Kort sagt fordi dét at improvisere kan være en uudtømmelig kilde til musikalsk materiale, der holder, fordi det bunder i noget der kom nærmest af sig selv, i stedet for at være blevet “konstrueret”. I inspirerede øjeblikke kan de indfald og ideer der springer ud af ens improvisationer have eller meget hurtigt få så megen substans, at det i virkeligheden kunne gøre det ud for en hel komposition, men typisk er der løse ender tilbage, der indbyder til mere bevidste overvejelser. Der er m.a.o. en vekselvirkning mellem ubevidst musikalsk impuls, intuitivt udstukne retninger og mere bevidste refleksionsprægede bearbejdelser.

To PLAY music

Den legende intuitive del af denne vekselvirkning mellem bevidst og ubevidst, er således i høj grad improvisations-afhængig. Improvisation og leg er nemlig tæt forbundet, og nedenstående handler derfor også om hvordan man kan øve sig i at arbejde i et legende univers, præget af flow og umiddelbarhed. Der kan i øvrigt, i modsætning til hvad mange umiddelbart tænker, være en nærmest flydende overgang mellem komposition og improvisation, og for eksempel kalder pianisten Keith Jarrett improvisation for ”instant composition”.

Musikalske rammer – er bolden inde eller ude?

Til en start skal det slås fast, at improvisation IKKE bare er at spille ud i det blå, at finde på. Al improvisation, ligesom al leg, kræver et udgangspunkt – en ramme at forholde sig til. Rammen er rammen omkring det man foretager sig. Den er til, for at man ved, om bolden er inde eller ude.

Måske kan man selv være rammeholder, for eksempel ved at spille klaver eller guitar mens man improviserer med sin stemme, men det kræver, at man kan gøre det med lethed, sådan at det nærmest kører af sig selv. Hvis man er meget øvet, skaber man den og ændrer den løbende mens man spiller. Men for at legen og improvisationen kan flyde, er det vigtigt, at der ikke bruges for megen energi på at holde den.

Den musikalske ramme kan være et beat, en trommerytme, en akkordrække man mangler en melodi til, en melodi der mangler akkorder, ja måske bare et takt-antal. En del af rammen kan være at vide, hvad man IKKE vil, men der vil så alligevel være et eller andet andet der presser sig på som udgangspunkt.

Hvordan?

Improviserende guitarist

Hvis man ikke er ubesværet rutineret på sit instrument, eller bare gerne vil slippe for at være ramme mens man skal improvisere, er der selvfølgelig andre metoder. Har man sit eget band eller medspiller er det godt, men det kræver selvfølgelig, at bandet eller makkeren er med på legen. Moderne musik-værktøjer, så som loop-maskiner og sequenser/audio programmer som Logic, Cubase og Band in a box, er yderst oplagt. Man kan vælge et trommeloop, der fænger, eller måske kan man selv indspille eller sammensætte en akkordrundgang, der skal improviseres op ad.

Det er vigtigt at rammen ikke er uforståelig. Der skal kunne spilles på og til den, så derfor skal den give mening, og det er nærmest et must, at der er noget appellerende ved den. Noget der gør, at man gider høre den igen og igen, mens man improviserer melodier og musikalske figurer frem. Rammen om ens udfoldelser, kan selvfølgelig være en blanding af de her beskrevne – og ofte vil man ændre dem undervejs – som børn ændrer reglerne i leg, hvis de får lyst og er enige om det.

Sanselighed

Det legende og intuitive i improvisation, vil ofte give en større grad af sanselighed og umiddelbarhed i det man arbejder med. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil have det man laver til at have umiddelbar appel for andre. Det er IKKE det samme som klichéer, men heller ikke nødvendigvis det modsatte. Man skal m.a.o. have henført sig selv, for at kunne gøre sig håb om at henføre andre. Det er klart, at musikalske præferencer, stil, og hvad man i det hele taget vil, er medbestemmende for hvem man henfører. En totalt henført freejazz/avangarde musiker henfører ikke nødvendigvis Frk. Hansen på fjerde, men det der ”kom af sig selv”, og som var fedt både i sin fødsel og i sin gentagelse, rummer en ofte uafviselig sanselighed og autenticitet, som på sin vis er indiskutabel, netop fordi det ikke er konstrueret.

License to play

Paul McCartney – improviserende komponist        Foto: Linda McCartney

Det er uhyre vigtigt at have ja-hatten på, og at give sig selv, det jeg har valgt at kalde, license to play. Denne ”licens” indbefatter nemlig licens til at lege, til at fejle, til at fjolle, osv. Det er vigtigt, at man glædes ved sit eget udtryk, og sin egen kreativitet. At man tror på processen, og på at man ikke drukner, selvom man kaster sig ud på dybt musikalsk vand.

Det er udbredt at tænke skalaer, når man øver improvisation, og i nogle jazz-sammenhænge udgør det en stor del af tilgangsvinklen. Det kan man også fint bruge, både i jazz, pop og rock, men man kan altså også lade være, og i hovedsagen forlade sig på sit øre. Dette gælder ikke mindst sang-improvisationer. Man kan sige, at for mange vil et skala-teoretisk overblik være en hjælp og på den måde en del af den givne ramme, men for andre, vil det være givtigt (og lettest) at holde processen mere intuitiv og “fri for teori”.

Go with the flow

Det er vigtigt at acceptere det niveau, man er på, og vigtigt at være taknemlig for det – det er nemlig ikke en forhindring for at stræbe efter mere. Jo mere og oftere man improviserer, desto lettere er det. Hen ad vejen bliver man også bedre til at mærke, om noget føles rigtigt og godt eller ej. Hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. Hold ikke krampagtigt fast i noget, der ikke føles som flow, men smid det hellere væk. Spil, tæsk løs på guitaren eller spil mediterende toner. Til tider er det ekstremt frigørende, helt eller delvist at gøre noget andet, end det du plejer. Og glem frygten for fejl. Mange fede ting opstår, fordi man spiller forkert eller rammer en anden akkord, end man havde tænkt sig…

Sørg for at få nedskrevet eller ofte bedre optaget det der sker, mens det sker, m.a.o. LIGE NU, og ikke hvad du om en time eller om 10 minutter tror, at du gjorde lige nu. Det der adskiller det fede, du har gang i lige nu, fra det du har gjort 100 gange før, er måske så lidt eller så uvant, at det er væk igen, før du aner det.

Skidt og kanel

Det er vigtigt at huske, at selv om noget kommer ud af en utroligt fed improviserende proces, er det ikke ensbetydende med, at det er genialt, guddommelig light eller bare anvendeligt. Til tider er intet af det umiddelbart brugbart, men det er til en start også helt fint. Bare dét at øve sig i åbenhed og modtagelighed er vigtigt. Så hvis noget overhovedet er forbudt i denne proces, er det at sammenligne sig selv kritisk med andre og andet. Denne og andre former for fejlsøgning hører til senere og andre steder i et kompositionsforløb. F. eks i den mere rationelt analyserende tilslibning af det materiale der er kommet i improvisations-processen.

Så altså – selvom man i den improviserende proces kan – og i en hvis forstand skal blive forelsket i det man har gang i, er det altid en rigtig god idé, at lade det ligge nogle dage, og så vende tilbage til det, lytte til optagelser, spille med og undersøge om magien indfinder sig igen. Hvis den gør, er man med Tim Christensens ord ”on to something”. John Mayer fortæller om samme proces, at han spørger sig selv: ”Is this something?”

Det er vigtigt at slå fast, er at improvisation, ikke er noget, der fordrer et bestemt musikteoretisk niveau hos den enkelte musiker. Men jo mere man ved om skalaer, tonearter, blue notes, forskellige stilarter etc, og jo flere kompositions-tekniske fifs man kender og er vant til at bruge, desto bredere bliver ens buket af muligheder – desto flere veje vil man kunne spille sig selv hen ad.

Improvisation og ord.

Denne artikel fokuserer på musikalsk improvisation, men i sangskrivning og sang kan ord selvfølgelig spille en rolle i den improviserende proces. Og selv i decideret tekstskrivnings-sammenhæng kan improvisation være et frugtbart værktøj. En god verbal skriftlig improvisationsøvelse er dét, sangskriver-guruen Pat Pattison kalder ”speed-writing”. Det handler om dagligt at dedikere 10 minutter til skrivning uden stop eller refleksion. Emnet er ligegyldigt og alt – gentagelser, platheder, citater, ævl og bævl – er tilladt. Det eneste, der ikke er tilladt, er at stoppe skrivestrømmen. Rammen er altså 10 minutters skrivetvang. Om der kommer genialiteter, banaliteter eller ubrugeligt bras ud af det, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det kan være med til at frisætte ens verbale kreativitet og få ordene til at flyde.

Nye veje frem

Legende og improviserende Kristian – bolden og banen. Foto: Svend Seegert

Det er som sagt vigtigt, at ens ramme har appel. Samtidig har det betydning, hvordan man bruger den. Man kan spille helt efter reglerne og det kan være fint, men man kan også udfordre rammen lidt, når man har lært den at kende. Krydderier er ofte lækkert oven i alt det sikre… En udfordring af rammen kan starte bevidst, og via et musikteoretisk ræsonnement, men kan også være mere intuitivt baseret. Og er man øvet, kan det faktisk være begge dele på samme tid.

Hvis rammerne i en leg bliver for kedelige, finder man på noget nyt. Sådan gør børn instinktivt, og sådan bør den improviserende musiker også gøre. Bliver den 4 eller 8 takters periode du har brugt som ramme for kedelig, jamen så lav om på akkorderne, twist et eller andet, eller prøv med et ulige antal takter. Eller find en anden takt-art til dit trommeloop. Spiller man selv rammen, kan det være en improviserende leg bare at lave den om og gøre den mere interessant. Så er den altid nødvendige ramme, dét man gjorde lige før, men som man er ved at finde en vej ud af. Hermed også sagt, at improvisation og efterfølgende refleksion ofte interagerer mere flydende og i flere lag, end ovenfor beskrevet.

Afslutningsvis vil jeg opfordre til at sige f… til Janteloven, og til at tage den århusianske musiker og hjerneforsker Peter Vuusts syv ”bud” for personlig kreativitet og innovation til sig: Tro på dig selv, tænk stort, tænk enkelt, brug andre, stjæl fra andre, spring over hvor gærdet er lavest og øve, øve øve.

——————————-

PS: Man kan finde meget mere omkring improvisation (også forfattet af undertegnede) her.

Artikel skrevet til DMF Århus’ medlemsblad Basunen, februar 2015

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – Flemming Blochs Mindless Studio ligger godt gemt i udkanten af Århus’ øgadekvarter. Igennem en baggård, ind ad en dør man først ser, når man er der, og så op ad en trappe der hverken er glamourøs eller handicapvenlig. Bag den næste dør begynder tingene dog at falde på plads, og man står pludselig i studiets største indspilningslokale.

Mindless Studio – udefra

Der er reoler med bøger, vintage trommesæt, klaver, würlitzer piano, orgler og meget andet godt. Igennem et hyggeligt lille køkken, og et diminutivt mellemlokale, og så er man i kommandocentralen i Mindless Studio. Og her finder jeg chefen selv, klar til en snak om ham, studiet og om kreativitet og processer. Der er musikgrej og instrumenter alle vegne, men mangfoldigheden er garneret af noget, der ligner sans for stemning, hygge og en vis form for orden, selv om Flemming betoner, at det med orden mere er af nød end lyst.

Hvordan kom du ind i musik – var det et ”hjem med klaver”?

”Nej – det var et hjem med et trommesæt. Min far var trommeslager, og da jeg kom til verden i slutningen af 60’erne var han ude at spille pigtråd hver weekend, og ofte var både jeg, min mor og min lillebror med ude. Med tiden fik jeg lov til både at stille trommerne op og til at spille på dem. Jeg begyndte også at spille el-orgel og gik til undervisning i flere år. Da jeg blev ældre, kom jeg med i forskellige skolebands og begyndte også at købe keyboards, selv om det kun var brugte ting der var råd til.”

Fusionsjazz, hvidt læderslips og computere.

Flemming fortsatte med at spille keys og fusionsjazz i nogle bands,”med hvidt læderslips og hele molevitten”. Desuden havde hans far en Fona-forretning, og det betød at Flemming og hans lillebror som nogle af de første fik en Commodore 64, og et primitivt midi interface. Midi var det sidste nye, og Flemming fik sin første synthesizer med midi og indspillede og afspillede via midi på computeren. Siden gik det slag i slag. Flemming købte flere dimser og lidt senere en Atari computer og kørte Steinbergs pro 16 og 24 på den. Alt sammen stadig på hobbybasis. ”I 90’erne fik jeg en Mac med Yamaha-lydkort, hvilket betød at jeg pludselig kunne optage lyd, og afspille det synkront med mine synthesizere og rytmebokse. Og så var det, at jeg fik stedet her, i starten var det bare det her rum til at stille grejet op i og et lille hjemmestudie, og så boede jeg med min daværende kæreste ovre på den anden side af gaden.”

Bitter musikskolelærer eller Feedback?

Sideløbende med alt dette havde udsigten til, hvad han med et smil kalder, ”en lang og lovende fremtid som bitter musikskolelærer” fået Flemming til at tage en kandidatgrad i idehistorie på universitetet. Men om vejen frem skulle være akademisk, eller om det skulle handle om at lave musik var usikkert, også selv om det at lave musik, var drengedrømmen.

”Så skete der dét at jeg gennem Turid Nørlund fik kontakt til Feedback studiet ude i Viby. Hun havde gjort rent hos dem, fået studietid i betaling, og var endt med at lave en del kor-ting og andet for dem, og hun sagde, at jeg ”da bare skulle derud og arbejde”. Jeg kendte ikke nogen derude, men hun tog mig med til et morgenmøde med Jakob Riis og sagde ”Du skal ansætte ham her, han er pissegod!” Jakob Riis, et utroligt venligt menneske sagde, ”Nå hmm, jamen det lyder da spændende. Kan du starte i morgen? Vi har lige et projekt…” Dagen efter sad jeg med min hjemmestudie-erfaring ved en 44 kanalers SSL-pult, som jeg ikke kendte, to båndoptagere, som jeg heller ikke kendte, samt en utrolig masse grej og et krydsfelt, som jeg slet heller ikke kendte noget til.”

Livlinen var reparations-teknikeren Jakob Erland som hjalp Flemming til at få styr på det, og det gik faktisk så fint, at han sad der de næste 4-5 år. Ikke fastansat, men så fast at han kunne leve af det, og desuden kunne fortsætte med at købe udstyr og grej til sin egen lille biks. Omkring 2002-3 havde teknologien dog efterhånden gjort mindre studier i stand til at levere næsten alt det, der før skulle et stort studie til, så mange store studier fik økonomiske problemer. Således også Feedback, der af samme grund fik svært ved at vedligeholde og udvikle tingene og grejet.

London og international pendling

I takt med denne udvikling blev Flemming Blochs eget lille studie langsomt udvidet med flere rum og faciliteter. Desuden kom han via internettet ind i et netværk af studieteknikere, producere og filmkomponister, mv., som udvekslede erfaringer og brugte hinanden til forskellige produktioner.

”Vi var en 25-30 stykker, der dagligt loggede på den samme server. Det udviklede sig til, at vi mødtes en to-tre gange om året, typisk i London, og på den måde fik jeg ret hurtigt en erfaring, som man normalt ville skulle arbejde i mange år for at få. Jeg kom til desuden at arbejde med musik og med grupper f.eks. Massive Attack, som jeg ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Jeg fik også arbejde i et studie i London og levede de næste 3-4 år en pendlertilværelse mellem Århus og London.”

Flemming Bloch – fortællende

Pendlertilværelsen havde dog sin pris, og på et tidspunkt besluttede Flemming sig for at rykke hjem og denne gang ”helt hjem” og bare være sig selv med eget studie. Den beslutning blev kun lettere af, at det også i England var blevet sværere for de store studier at overleve og lettere for studier som hans eget at levere professionelle produktioner.

”Jeg fandt ud af, at det jeg gerne ville lave i mit eget studie, var musik jeg godt kunne lide. Musik jeg kunne se udfordringer i, noget der var interessant, og noget jeg gerne selv ville høre. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det løber rundt, og alt i alt er det jo en privilegeret situation at sidde her som 46 årig og leve af det, jeg drømte om som barn. Det er der nok i virkeligheden ikke så mange, der gør. Så jeg har været heldig med netværket, og heldig med urimeligt uerfaren at træde ind i et stort professionelt studie som Feedback og så have et arbejde dagen efter.”

Musikalsk altmuligmand og medspiller

Du er musikalsk altmuligmand og byder gerne ind med ideer i løbet af processen. Er det et kendetegn for dig?

”Ja – der er ikke mange projekter, som jeg har lavet de sidste 10 år, jeg ikke selv spiller på. Så hvis man gerne vil et sted hen, hvor der bare sidder en tavs mand og optager helt uden at komme med input, er det nok ikke mig man skal have fat i. Jeg har en holdning til, hvordan ting skal lyde. Det kan selvfølgelig føles intimiderende, at andre blander sig i ens guldkorn, men sjovt nok er der en ret tydelig tendens til, at jo mere studieerfaring folk har, desto mere hilser de mine inputs velkommen. Det ER selvfølgelig sket, at tingene går i retning af hårknude, men så er det jo mit arbejde at få det hele tilbage på rette spor igen.

I øvrigt er det for mange musikere svært at forholde sig til, at de ikke skal spille så meget, som de kan, og at de skal ikke lave det sværeste de kan, når de laver plade. Hellere spille to toner med overskud, der sidder lige der hvor de skal, end to tusind der hele tiden halter en anelse. Hvis der spilles med underskud, eller man bruger al sin energi på det tekniske, og der ikke er noget overskud tilbage til at lave musik, kommer lytteren på arbejde, og i længden taber man sin lytter på gulvet.

Desuden glemmer mange, at det for langt de fleste lyttere handler om sangen og melodien. Den almindelige lytter hører en der synger, og så er der ”noget musik” bagved. Og jeg ser det som min opgavet at repræsentere lytteren når jeg optager og producerer. Det bør handle om, hvordan sangen bliver leveret bedst muligt, om at give plads til hinanden, om helhed og ikke så meget om det enkelte instrument. I hvert fald ikke, hvis det enkelte instrument komme til at stå i vejden for sangen, altså vokalen, teksten og melodien. Tydelighed er et vigtigt begreb her. Jeg kan godt lide tydelighed i udtrykket.”

Øjeblikkets magi

Hvordan er det med improvisation i forbindelse med producerrollen? Jeg ved, at du lægger vægt på det beslægtede begreb ”leg” og på hvad du selv har kaldt ”øjeblikkets magi”.  

Mindless Studio – indefra

”Det er lidt dobbelt. I det øjeblik jeg går i gang med et nummer med et band, og de har spillet det for mig i øvelokalet eller noget, har jeg allerede en relativ klar ide om, hvor det i store træk skal hen, men vejen derhen kan byde på mange uforudsete oplevelser. Og hvert nyt lag, ja hver ny detalje føjer noget til helheden, som igen gør, at man skal lytte med friske ører og vurdere, hvad det næste naturlige skridt er. Det sker jo alt sammen i fælles ping pong, og det er nok det, jeg holder allermest af i mit job – at spille arrangements-mæssig bold med et band og at realisere det, de gerne vil opnå, også selvom de måske ikke engang er klar over, at det er der, de eller deres musik vil hen. Man kaster sig i fællesskab ud på dybt vand, men kommer i land, og laver noget i øjeblikket som opstår i en vekselvirkning af ideer og inputs, og noget som i sig selv er større end delene, musikerne og mig, til sammen. Og det ER virkelig øjeblikkets magi, og det er vildt fedt.

Det er en proces, der både kræver et element af styring og en stor portion åbenhed både af producer og musiker. Åbenhed overfor processen. Det kan lyde, som om jeg er enormt proces-orienteret, men det ved folk, der har været her, at jeg faktisk ikke er, og det er der jo heller ikke råd til! Man har et begrænset antal timer til at lave et nummer…”

Men det er godt at holde af processen, at kende den og dens ressourcer…

”Præcis, den er superfed men samtidig er resultatet dét der er vigtigst. At arbejde på den måde kræver som sagt stor åbenhed fra musikerens eller bandets side. Hvis jeg beder et band om at spille lige i stedet for shuffle, og de på trods af indledende protester gør det, så skal der selvfølgelig mod til at træde ud på den tynde is. Det fede ved det er, at så skal alle lige pludselig til at slå ørerne ud. Hvis det er gode musikere sker der ofte noget mere interessant, end hvis de bare spiller det, de har øvet sig på og altid gør.”

Mindre snak – mere musik

Har professionelle studier en fremtid? Eller vil det ende med at alle laver deres ting hjemme?

”Jeg tror, at studier der er trimmet til forholdene, har en fremtid. Den grundtekniske erfaring gør en stor forskel, som især bliver tydelig, når man f. eks. får ting ind til mix udefra, som ikke er i orden optageteknisk. Optagelse af trommer og akustiske instrumenter kan være svært, med mindre man som mig har gjort det nærmest hver dag de sidste 20 år. Så selvom man vil producere selv, kan der stadig være rigtig gode grunde til at gå ind i et studie og få optaget i hvert fald nogle af de mere komplicerede dele. Også fordi det at starte et mix med ting der rent teknisk er i orden, er så meget bedre end at starte med noget der hele tiden skal ”reddes”, eller er optaget dårligt.”

Det er på tide for intervieweren at slutte af. Flemming Bloch er, som andre der brænder, for det de laver, velformuleret og reflekteret omkring sin metier, og han spørger: ”Må jeg sige en sidste ting?” ( Yes… )

”I situationen er det så meget lettere at prøve noget af i stedet for at snakke om det. Uanset om det er i studiet eller i øvelokalet. Diskussioner kræver energi og ender i diskussioner. Og det bør jo handle om hvad der lyder bedst, og ikke hvem der har de bedste argumenter. Så derfor er et af mine mottoer:”

”Mindre snak – mere musik.”

Author’s cut af artikel oprindeligt skrevet til DMF Århus’ tidsskrift Basunen. Denne udgave er publiceret marts 2015 med enkelte senere tilføjelser.

Playing for Integration, Irland september 2012. Foto. Katarina Juvančič

Vi er på noget der næsten ligner en stroppetur. Den pensionerede katolske præst trækker os med en gennemsnitsfart der ligner en motionsløbers igennem de maleriske og utroligt stemningsfulde omgivelser ved Glendaloch i Wicklow Mountains Irland. ”Vi” er 25 sangskrivere på sangskriver-summit i Donard små 50 km fra Dublin. Sangskriverne er fra vidt forskellige dele af Europa, og alle deltagere i det EU-støttede Playing for Integration. Vi er næsten alle aldre, men dog er ingen af os så gamle som den 72 årige præst, vi har lidt svært ved at følge i det kuperede terræn.

Den travle præst har samtidig nærvær og gennemslagskraft nok til at fortælle smukt og indlevende om det, han tager os igennem. Glendalough er et gammelt kristent pilgrimsted med en historie og et klosterkompleks med ruiner, der daterer sig mere end 1500 år tilbage, og stedet nærmest emmer af historie og gode fortællinger.

Michael Rodgers, pensioneret præst – fortællende

Præsten er ikke længere særlig interesseret i religion som institution eller trosretning. Det handler om ”growth”, vækst og han minder på flere måder om den vaskeægte druide der guidede os gennem en session i en ældgammel stencirkel dagen før. Og han anbefaler som den hedenske druide, at vi ikke glemmer at nyde en pint eller to, prefarebly Guinness.

Christof, Dietmar, Lucjan, Jakob, Bi, Ronan, Dejan, Svend, alle sangskrivere – lyttende

I bussen på vej hjem til vores inkvartering sidder vi to og to, og snakker om, hvad vi har oplevet, mens landskabet glider forbi. Jeg sidder og snakker med Misha Hoekstra – amerikaner bosat i Aarhus, og på sædet bagved udveksler Katarina Juvančič og Claudia Schwarz fra hhv. Slovenien og Østrig indtryk. Meningen er nemlig, at vi tager dagens oplevelser som afsæt til en co-write, der hvis den lykkes skal med til den afsluttende offentlige concert dagen efter. Egentlig er fire til en co-write to for mange, men det lykkes ikke desto mindre at få en virkelig fin og inspireret sang ud af det fælles fokus og de fælles kreative udfoldelser.

Sangen blev dagen efter fremført og applauderet på den store scene i et fyldt Civic Theater i Tallaught, i selskab med en masse andre fine co-writes, og efterfulgt af en smuk koncert med John Spillane, en af Irlands bedste sangskrivere og performere. En fin afslutning på nogle dage præget af gensidig inspiration, kreativt fællesskab, og af det som både præsten og druiden talte om – nemlig vækst.

Fra spidse albuer til fælles flow

At være sangskriver og singersongwriter har ellers ofte været forbundet med en til tider albuespids konkurrence om at tilkæmpe sig en plads på den i forvejen ikke altfor imponerende del af musikmarkedet der udgøres af folk fra denne genre. Den gensidige faglige respekt har ikke sjældent været ledsaget af en holden på sine hemmeligheder, der i stor udstrækning har været forbundet med angsten for at nogle skulle lure ens egne tricks og tilgangsvinkler af, og med dem i lommen lave noget der måske var lige så godt, eller (ohh ve) bedre end det man selv lavede.

I de senere år er der dog kommet andre og mere positive boller på suppen også i den danske andedam. Flere anerkendte sangskrivere som f. eks Annette Bjergfeldt og Brett Perkins har skrevet bøger og undervist i sangskrivning og det er kommet på programmet både på efterskoler og højskoler som f. eks Engelsholms Højskole. I Århus har lysten til at udvikle sin sangskrivning i konstruktivt fællesskab fået frit løb i Århus Sangskriverværksted (ÅSV), som siden den spæde start i 1998 har udviklet sig til en bæredygtig og dynamisk forening bestående af sangskrivere i alle aldre, af begge køn og strækkende sig fra glade amatører op til performere på højt professionelt niveau.

Tyskland 2013, Guy Fletcher, Dan Plews. Foto: Playing for Integration

Dette netværk fik i 2011 en saltvandsindsprøjtning af international karakter, da ÅSV (igangsat af bl.a Jonas Dahl og Lars Graulund begge fra ÅSV) deltog i før nævnte ”Playing for Integration”, (p4i) et projekt der bestod af fællesfaglige sangskriver summits i hvert af de 8 lande der deltog, og hvor workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter var de gennemgående temaer. Samarbejdet strakte sig ind i efteråret 2013, og har for mange af de deltagende sangskrivere haft stor betydning.

For Dan Plews, englænder og i selskab med en håndfuld andre engelske sangskrivere deltager i ÅSV’s vinterlejr i 2013, 14 og 15, har Playing for Integration samarbejdet sat stadigt aktive spor.

”Til tider kan et andet sæt øjne og ører forvandle en ellers tvivlsom sang, og når man ikke skriver sit på modersmål kan man komme til at sige ting på ”ny og interessante måder”. På den måde kan sproglige barrierer komme til at få en positiv virkning. Desuden giver co-writing med sangskrivere fra andre lande ofte øget  indblik i andres sprog og kultur, hvilket igen er med til at belyse din egen baggrund, og ”forces compromise on everyone” .

Katarina Juvančič, nævnt i indledningen formulerer det således:

”Jeg tror, at vi alle erfarede, at det at skrive sange trancenderer etniske, sociale, kulturelle og politiske grænser, fordi sange først og fremmest er ”the expressions of a soul”. De er udtryk for intimitet, følelser og grundmenneskelige forestillinger som er fælles for alle.

Man kan lidt opsummerende sige, at den flow, synergi og kreative opblomstring der nævnes ovenfor også normalt opstår i lokale workshops og undervisningsforløb, men mod- og medspil på tværs af landegrænser giver det hele en ekstra dimension og en større horisont. Et ekstra og internationalt pift om man vil.

Open source

Playing for Integration (P4i) EU-støttet projekt under ”Grundtvig Partnership – Lifelong Learning Programme – 2011-2013.”
Grundlægger og ide-udvikler Christof Fink, Østrig.
Deltagende lande: Danmark, Irland, England, Tyskland, Polen, Rumænien, Slovenien og Østrig.
Samarbejdet og de 8 workshops, én i hvert land, resulterede dels i en sangbog med co-writes fra de forskellige workshops, og en guide med retningslinier for afholdelse af internationale kreative workshops. De forskellige workshops havde forskellige temaer og tilgangsvikler men havde samtidig workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter som fællesnævnere.

For Peter Andrej, slovensk musiker og sangskriver, har Playing for Integration desuden betydet en større bevidsthed om værdien og mulighederne omkring et fortsat og vedligeholdt sangskriverfællesskab. Han er medarrangør af den slovenske musik og sangskriver-festival Kantfest International, hvor flere af Playing for Integration deltagerne efterhånden har spillet. Han betoner sin respekt for ÅSV’s måde at organisere sig på som sangskriver, og brænder for et udviklet samarbejde på tværs af landegrænser. På det lidt ledende spørgsmål ”Does the term ’open source’ bear any resemblence to the exchange of ideas that took place during P4i?” svarer han kategorisk,  ”Certainly does, that was the best part!”.

Melodica Festival
Samarbejdet har også haft flere berøringsflader med Melodica Festival, som er et vidtforgrenet festival-netværk med sangskriverfestivaller i vidt forskellige dele af verden og også i Aarhus. Festivalerne er med interaktion imellem de forskellige optrædende med til at vedligeholde og udvikle de internationale bånd mellem sangskrivere fra nær og fjern. Melodica Aarhus har i 2013 og 2014 desuden haft en koncert der udelukkende bestod af co-writes på tværs af landegrænser af de optrædende kunstnere. Et eksempel på dét er undertegnedes tidligere omtalte co-write med Jenny Thiele fra 2013.

Så, selvom Playing for Integration-projektet er historie, er der er stadig gang i udveksling af kreativitet og input mellem sangskrivere både i Aarhus, andre steder, og på tværs af landegrænser. I 2015 har dette afspejlet sig på ÅSV’s vinterlejr som udover Dan Plews fik deltagelse af 5 andre englændere.

14. december 2014

Nutildags er mit normale stage-piano et japansk og velbygget Roland RD 700 GX. Det udmærker sig ved at have fine klaverlyde, ved at have nogle tangenter der er helt i særklasse, men det er dog desværre meget kedeligere i designet end f. eks Nord Stage serien, som er lækker, rød og svensk.(!) Anyway – disse linjer er dedikeret til et ganske anderledes stagepiano eller rettere sagt en ”workstation” (det var et ret moderne udtryk for 20 år siden) nemlig min trofaste Ensoniq KS-32. Og den er faktisk lavet i USA!

Søren Korshøj, Svend Seegert, Kætter Kvartet, Tarm Festival 2000
Foto: Bo Petersen

Amerikanske og innovative Ensoniq er blandt kendere kendt for at lave en af de første næsten rimeligt prissatte og fungerende samplere Mirage tilbage i 1985. Der er en forbindelse mellem Ensoniq og Commodore 64, såvel som mellem Ensoniq og Apple, der ikke skal uddybes her, men jeg husker stadig de forbløffende og fuldstændig ægte (sådan da) klaverlyde, der elektrisk forstærket en tilfældig dag i ’85 strømmede ud af ”New Music”s døre i Klostergade i Århus.

Ensoniq KS-32

Det var lifligt og en revolution, også for en ung fattigrøv som mig selv, der ikke lige havde råd til revolutionen. Ensoniq udviklede sampler-konceptet hen ad vejen, og lavede også samplings-baserede synths i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. KS-32 var præcis sådan én. Men udover at være synthesizer, var den også stagepiano og havde en indbygget sequenser. (sequenser er en midibaseret måde at optage musik på, ikke at forveksle med audio) Den kom frem i 1992, og det også der, at jeg købte en. Den var et kvantespring fra slet ikke at have et stage-piano eller digital-klaver, og den blev fra dag ét brugt ivrigt både som stagepiano og som workstation. KS-32’s indbyggede sequenser var tid og sted taget i betragtning, ret avanceret, og tillod med lidt opfindsomhed 16 parallelle midispor – altså 16 forskellige instrumenter der spillede på samme tid. Og ved at have lyde og ”trommesæt” nok til at sporene kunne udnyttes. Det er helt klart, at mange af lydene med “nutidsører” er plastik-agtige og på visse måder helt utilstrækkelige, men man kan vænne sig til meget, især når alternativet er slet ikke at have nogle lyde. :-)

Den har som navnet indikerer 32 stemmers polyfoni. Den kan altså i teorien spille 32 toner på en gang. Og det burde selv med anvendelse af pedal være nok for de fleste pianister. Men hvis 16 spor spiller på samme tid, hvad de f. eks kan gøre hvis man vil afspille noget man har lavet på sequenseren og visse lyde bruger 2 eller 3 ”stemmer” kan de 32 stemmer hurtigt blive brugt op…
Ikke desto mindre var de muligheder, som denne sequenser gav mig et rent slaraffenland, og jeg begyndte straks at komponere og arrangere alt fra rock-sange, revyviser, og jingler til klassiske stykker og komisk inspireret stumfilmsmusik på min KS-32. Som for eksempel denne lille muntre bagatel:

Jeg har senere brugt Logics midisektion til komposition og arrangement, og sammenlignet med dette er KS-32’erens editeringsmuligheder uhyre begrænsede, og displayet var allerede i 1992 bemærkelsesværdigt lille. Dog var arkitekturen i editeringsmulighederne ret intuitiv, og med lidt øvelse og flair kunne man faktisk skabe nogle meget fine musik-skitser, som for eksempel dette lille jazzklassiske stykke:

Kætter Kvartet Keyboard

KS 32’eren er som model for længst gået heden ligesom Ensoniq der fremstillede den. Men den er stadig en elskelig og innovativ ”maskine” og tjente i mange år som mit keyboard i Kætter Kvartet hvor jeg både var pianist og bassist i samme moment. Pianist mestendels i højre hånd og bassist hovedsagelig med venstre hånd. :-)
Dens uhyre smidige opsætning af presets, og mulighed for op til 8 valgfrie splits i samme preset, gjorde den uhyre velegnet som live instrument. Min foretrukne klaverlyd var lidt metallisk, men fungerede godt live, og ved at double et par baslyde opnåede jeg en baslyd som når musikken spillede angiveligt har fået selv bassister til at stå og kigge efter bassisten i bandet. Det krævede alt sammen nogle særlige instrukser til lydmanden, men det virkede.

Kætter Kvartet, Gimle, Roskilde 2011. foto: Franseska Mortensen

Hærværk – eller den man elsker tugter man…

Og så var den faktisk forbløffende robust. Eneste lidt skrøbelige ting ved den er tangenternes vægtning, som til tider kan falde af, hvis man virkelig hamrer igennem. I dens yngre dage har den prøvet at blive tabt på gulvet, at blive transporteret et utal af gange uden flightcase, og som prikken over i’et og stadig uden flightcase at blive katapulteret fra en cykelanhænger der påkørte en helle med 30 km/t, op i luften og lande kurende på asfalten, selvfølgelig ned ad bakke og selvfølgelig med tangenterne nedad. Og selvfølgelig i Århus C i myldretiden. Det kostede nogle lidt sprukne paneler og en del gaffa at lappe sammen, men den spillede troligt videre, trods denne yderst alternative behandling. Til sidst efter mange års tro og hård tjeneste, begyndte den dog at blive lige lovlig leddeløs og ustabil, så i forbindelse med Kætter Kvartets reunion i 2010 og 11 havde jeg faktisk forestillet mig at spille på enten en Roland som ovennævnte eller en Nord Stage. Det viste sig dog at være lidt af en umulighed, at få dem til at gøre det jeg var vant til at kunne gøre mht til splits og forskellige lyde, så det endte med, at jeg anskaffede jeg en dublet KS-32, som ikke havde spillet over 500 jobs, og som ikke var blevet kastet rundt med. Og som efter genuploadning af de gamle presets  fik et fortjent ”Digital Genuine Kætter Keyboard” badge.
Drømmekeyboardet er for mig derfor hverken japansk, svensk eller amerikansk, men alle tre ting på en gang. Svejaparikansk måske. Eller rettere sagt Svendsk! Rødt og smukt og med fede lyde som en Nord Stage, med tangenter og nogle af lydene fra mit Roland, og så med den geniale arkitektur og setup-smidighed som er KS-32’erens største adelsmærke.

Jeg vil slutte alle disse til dels lovprisende ord af med en lille epilogisk ting – den er vist fra 1995 eller deromkring. :-)

”Svendsoniq”?? Det var trommeslager og percussionist Peter Dombernowskys elegante omdøbning af mit på det tidspunkt allerede lidt antikverede instrument. Vi har spillet et hav af revy-jobs, og senere (helt op i seneste årti) en anseelig mængde dansemusik-jobs. Jeg har flere gange tænkt, om jeg ikke burde forsøge at lokke Peter til igen at spille med på noget af min egen musik, og denne gang noget, der ikke er komponeret til en revy. Både fordi han er god, alsidig og musikalsk, men selvfølgelig mest fordi han ved, hvad tingene skal hedde. Om det flasker sig, vil tiden vise. :-) Gad vide hvad han i givet fald vil døbe min Martin guitar…

Edit: Tiden viste så, at Peter Dombernowsky endte med at spille med på 8 numre på mit 2022 album “Her hvor det vender”. :-)

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013

Jeg har spillet musik så længe jeg kan huske, og har kreeret musik, siden jeg var teenager. Der gik dog mange år, før jeg blev bare nogenlunde tilfreds med mine sangtekster, så jeg var længe afhængig af at have tekstforlæg, eller have nogen til at sætte ord på mine melodier. Det var fint som revy-kapelmester, og også fint i anden co-write sammenhæng. Men ikke så fint i forhold til selv at stå som sangskriver.

Sjovt nok, var det til dels en utilfredshed med de ord, som en (i øvrigt ganske fortræffelig) co-writer ville lægge på en af mine melodier, (hvor jeg for en gangs skyld selv HAVDE fundet et omkvæd med tekst) der satte mig i gang, og siden da, har jeg i stor udstrækning været min egen tekstforfatter, eller sagt på en anden måde “fuldbyrdet sangskriver”. Jeg har dog i 2012 og 13 co-writet med folk fra nær og fjern, hovedsageligt gennem mit engagement i Århus Sangskriver Værksted og det har både været inspirerende og resulteret i en 5-6 sange som jeg synes er rigtig gode, og som jeg regner med at skrive mere om senere.

Jeg har gennem tiden givet emnet sangskrivning en del overvejelser, og kreerede i 2012 et lille og stadig aldeles ufuldendt skrift om sangskrivning og performance. (opdateret juli 2013).

(download/read)

Du kan der læse om MUSIK og ORD, følelse og intellekt, håndværk og inspiration, “License To Play“, ting der skaber sammenhæng, disciplin, musen og den kreative proces, og du kan evt. samle nogle små tips og tricks op, som du ikke kendte, eller som du havde glemt, at du kendte. Du kan også læse om autenticitet, om at gribe instrumenter du ikke kan spille på, og gøre det alligevel – og du kan også læse nogle, synes jeg selv, velvalgte ord om performance. Der har

Skriftet er oprindelig tænkt som et slags kompendium eller udgangspunkt for et undervisnings-forløb i sangskrivning, men læs og feel free to get inspired, or to disagree.

Chris Lykkegaard – hun hedder også Cohen Stuart somewhere inbetween – spurgte mig engang i tidernes morgen om jeg skrev musik, og ja det gjorde jeg, og hun skrev tekster, og det var ret fjong, for dengang skrev JEG endnu ikke tekster, og i hvert fald slet ikke sang-tekster.

Det kom der nogle virkelig fine sange ud af, og en af dem hedder Jack In The Jewelbox, og den var på repertoiret i den øhh skal vi frit sige legendariske trio Stuart, Seegert & Nilsson. (Robert Nilsson på bas)

Talentet og sangene til trods blev trioen dog aldrig legendarisk i ret manges bevidsthed, måske fordi ingen af os var de fødte bookere og det var derfor en både rigtig og fed fornemmelse at sige goddag til mine gamle co-writes for relativt nylig. Denne gang lidt kættersk med mig selv i front, men det føles alligevel som en tråd der bliver taget op.

Nedenstående er en demo, og videoen ligeledes. Still-billeder med tekst – så det er også et forsøg på at lave levende billeder uden at have dem til rådighed…

Musikken er indspillet hos Anders Borbye i 2012, og jeg siger tak til alle de uafvident medvirkende, (Bedstemor And, Sophia Loren m.fl.) såvel som de vidende.

Monaco i 1965 – Grand Prix Legends

Monaco 1965

Det har ikke noget med musik at gøre. Men det har noget med pc simulering, leg og formel 1 racing at gøre.

Simulatoren hedder Grand Prix Legends – den kom frem helt tilbage i 1998, men har i kraft af grafiske, og fysiske updates fra et nørdet og racing-interesseret community legeglade brugere selv i dag.

Man kan i ret livsfarlige Formel racere fra enten 1965, 67, eller 69 køre på legendariske racerbaner, endda også nogle der ikke har eksisteret i årevis såvel som baner lavet efter fri og vildtvoksende fantasi. Man kan også køre mod hinanden i cyber, og man kan se en lille “tegneserie” her fra et sådant løb, kørt i 2005 tror jeg, som jeg faktisk vandt!! Jo jooohh…

Jeg har for år tilbage brugt en del grafiknørdet kreativitet på de grafiske updates, og været involveret i genskabelsen af “Targa Florio” som er et legendarisk italiensk løb der blev kørt på en yderst snoet og bjergrig “bane” (smalle offentlig veje!) på Sicilien. Jeg har også været primus motor i “The Monaco Rocks Team” – og ved sådan ca. alt om hvordan Monaco så ud i 1967. Og gid det dog så sådan ud endnu…

Sådan er der så meget. :-)

En 10 siders PDF dedikeret Grand Prix Legends og med fokus på de grafiske updates jeg selv har været en del af kan findes HER.

Det første var svært selvom jeg holder meget af nummeret – det sidste drøn-enkelt og velfungerende. Det eneste svære var at stemme guitaren…. Sådan er der så meget.