Same procedure … 2017

31. December 2017

seegert_collage_2017_small

Kreative og rekreative relationer 2017

 

Et godt ord, er ordet ”tak”. Det kaldes ofte et “lille ord”, og er det jo også kvantitativt. Tre bogstaver er ikke meget, men jeg synes alligevel, at det er et stort ord, når det bruges. Og når et år rinder ud, er det vel værd at sige tak for det gamle.
I hvert fald vil jeg med og af hjertet sige tak til de mennesker jeg har interageret med i årets løb. Der har været inspireret co-writing og sammenspilning af musik, dedikeret samvær med musikkolleger, kilometer-ædende cykling på stål og i uld, og inspireret samvær med både ganske nye og gode gamle venner. Tak også til min tålmodige familie og min allersødeste kæreste der rummer mig, som den jeg er.

Måtte 2018 blive året hvor en rytter med en smuk stil vinder touren, hvor arkitekter med andre visioner end skyskraberi vinder byrådenes og stadsarkitekternes hjerter (og hjerner), hvor ministre ansættes efter evne i stedet for efter hvem der skyldes noget, hvor Danmark og dets regering indser, at vi lever i en global verden med et globalt ansvar. Måtte 2018 også blive et år hvor der blev rokket ved den omstændighed, at det ikke er velstand verden mangler men en ordentlig og mindre absurd måde at fordele den på.

Det værste og bedste er, at det starter med os selv hver især…

Så derfor: Skål og Godt Nytår.

Skål på et levende, engageret og dedikeret nærvær i forhold til hvad vi hver især går rundt og laver. Skål på mindre ulighed, på medmenneskelighed, det varme hjerte og det kølige men engagerede overblik. Skål på kvalitet frem for kvantitet, eller at det i det mindste går hånd i hånd. Skål på dialogen frem for monologen og på brobygning frem for grøftegravning og i det hele taget bare skååål. :-)

Tagged with: , ,
Posted in blog, refleksioner