Watch It While It Grows

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

 

Tagged with: , , , , , , , , , , , ,
Posted in blog, komposition, musik, sangskrivning