kreativt katapulterende kættersk keyboard
14. december 2014
Nutildags er mit normale stage-piano et japansk og velbygget Roland RD 700 GX. Det udmærker sig ved at have fine klaverlyde, ved at have nogle tangenter der er helt i særklasse, men det er dog desværre meget kedeligere i designet end f. eks Nord Stage serien, som er lækker, rød og svensk.(!) Anyway – disse linjer er dedikeret til et ganske anderledes stagepiano eller rettere sagt en ”workstation” (det var et ret moderne udtryk for 20 år siden) nemlig min trofaste Ensoniq KS-32. Og den er faktisk lavet i USA!
Søren Korshøj, Svend Seegert, Kætter Kvartet, Tarm Festival 2000
Foto: Bo Petersen
Amerikanske og innovative Ensoniq er blandt kendere kendt for at lave en af de første næsten rimeligt prissatte og fungerende samplere Mirage tilbage i 1985. Der er en forbindelse mellem Ensoniq og Commodore 64, såvel som mellem Ensoniq og Apple, der ikke skal uddybes her, men jeg husker stadig de forbløffende og fuldstændig ægte (sådan da) klaverlyde, der elektrisk forstærket en tilfældig dag i ’85 strømmede ud af ”New Music”s døre i Klostergade i Århus.
Ensoniq KS-32
Det var lifligt og en revolution, også for en ung fattigrøv som mig selv, der ikke lige havde råd til revolutionen. Ensoniq udviklede sampler-konceptet hen ad vejen, og lavede også samplings-baserede synths i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. KS-32 var præcis sådan én. Men udover at være synthesizer, var den også stagepiano og havde en indbygget sequenser. (sequenser er en midibaseret måde at optage musik på, ikke at forveksle med audio) Den kom frem i 1992, og det også der, at jeg købte en. Den var et kvantespring fra slet ikke at have et stage-piano eller digital-klaver, og den blev fra dag ét brugt ivrigt både som stagepiano og som workstation. KS-32’s indbyggede sequenser var tid og sted taget i betragtning, ret avanceret, og tillod med lidt opfindsomhed 16 parallelle midispor – altså 16 forskellige instrumenter der spillede på samme tid. Og ved at have lyde og ”trommesæt” nok til at sporene kunne udnyttes. Det er helt klart, at mange af lydene med “nutidsører” er plastik-agtige og på visse måder helt utilstrækkelige, men man kan vænne sig til meget, især når alternativet er slet ikke at have nogle lyde. :-)
Den har som navnet indikerer 32 stemmers polyfoni. Den kan altså i teorien spille 32 toner på en gang. Og det burde selv med anvendelse af pedal være nok for de fleste pianister. Men hvis 16 spor spiller på samme tid, hvad de f. eks kan gøre hvis man vil afspille noget man har lavet på sequenseren og visse lyde bruger 2 eller 3 ”stemmer” kan de 32 stemmer hurtigt blive brugt op…
Ikke desto mindre var de muligheder, som denne sequenser gav mig et rent slaraffenland, og jeg begyndte straks at komponere og arrangere alt fra rock-sange, revyviser, og jingler til klassiske stykker og komisk inspireret stumfilmsmusik på min KS-32. Som for eksempel denne lille muntre bagatel:
Jeg har senere brugt Logics midisektion til komposition og arrangement, og sammenlignet med dette er KS-32’erens editeringsmuligheder uhyre begrænsede, og displayet var allerede i 1992 bemærkelsesværdigt lille. Dog var arkitekturen i editeringsmulighederne ret intuitiv, og med lidt øvelse og flair kunne man faktisk skabe nogle meget fine musik-skitser, som for eksempel dette lille jazzklassiske stykke:
Kætter Kvartet Keyboard
KS 32’eren er som model for længst gået heden ligesom Ensoniq der fremstillede den. Men den er stadig en elskelig og innovativ ”maskine” og tjente i mange år som mit keyboard i Kætter Kvartet hvor jeg både var pianist og bassist i samme moment. Pianist mestendels i højre hånd og bassist hovedsagelig med venstre hånd. :-)
Dens uhyre smidige opsætning af presets, og mulighed for op til 8 valgfrie splits i samme preset, gjorde den uhyre velegnet som live instrument. Min foretrukne klaverlyd var lidt metallisk, men fungerede godt live, og ved at double et par baslyde opnåede jeg en baslyd som når musikken spillede angiveligt har fået selv bassister til at stå og kigge efter bassisten i bandet. Det krævede alt sammen nogle særlige instrukser til lydmanden, men det virkede.
Kætter Kvartet, Gimle, Roskilde 2011. foto: Franseska Mortensen
Hærværk – eller den man elsker tugter man…
Og så var den faktisk forbløffende robust. Eneste lidt skrøbelige ting ved den er tangenternes vægtning, som til tider kan falde af, hvis man virkelig hamrer igennem. I dens yngre dage har den prøvet at blive tabt på gulvet, at blive transporteret et utal af gange uden flightcase, og som prikken over i’et og stadig uden flightcase at blive katapulteret fra en cykelanhænger der påkørte en helle med 30 km/t, op i luften og lande kurende på asfalten, selvfølgelig ned ad bakke og selvfølgelig med tangenterne nedad. Og selvfølgelig i Århus C i myldretiden. Det kostede nogle lidt sprukne paneler og en del gaffa at lappe sammen, men den spillede troligt videre, trods denne yderst alternative behandling. Til sidst efter mange års tro og hård tjeneste, begyndte den dog at blive lige lovlig leddeløs og ustabil, så i forbindelse med Kætter Kvartets reunion i 2010 og 11 havde jeg faktisk forestillet mig at spille på enten en Roland som ovennævnte eller en Nord Stage. Det viste sig dog at være lidt af en umulighed, at få dem til at gøre det jeg var vant til at kunne gøre mht til splits og forskellige lyde, så det endte med, at jeg anskaffede jeg en dublet KS-32, som ikke havde spillet over 500 jobs, og som ikke var blevet kastet rundt med. Og som efter genuploadning af de gamle presets fik et fortjent ”Digital Genuine Kætter Keyboard” badge.
Drømmekeyboardet er for mig derfor hverken japansk, svensk eller amerikansk, men alle tre ting på en gang. Svejaparikansk måske. Eller rettere sagt Svendsk! Rødt og smukt og med fede lyde som en Nord Stage, med tangenter og nogle af lydene fra mit Roland, og så med den geniale arkitektur og setup-smidighed som er KS-32’erens største adelsmærke.
Jeg vil slutte alle disse til dels lovprisende ord af med en lille epilogisk ting – den er vist fra 1995 eller deromkring. :-)
”Svendsoniq”?? Det var trommeslager og percussionist Peter Dombernowskys elegante omdøbning af mit på det tidspunkt allerede lidt antikverede instrument. Vi har spillet et hav af revy-jobs, og senere (helt op i seneste årti) en anseelig mængde dansemusik-jobs. Jeg har flere gange tænkt, om jeg ikke burde forsøge at lokke Peter til igen at spille med på noget af min egen musik, og denne gang noget, der ikke er komponeret til en revy. Både fordi han er god, alsidig og musikalsk, men selvfølgelig mest fordi han ved, hvad tingene skal hedde. Om det flasker sig, vil tiden vise. :-) Gad vide hvad han i givet fald vil døbe min Martin guitar…
Edit: Tiden viste så, at Peter Dombernowsky endte med at spille med på 8 numre på mit 2022 album “Her hvor det vender”. :-)
