Release update – mens vi venter på Godot

7. januar 2022

svendseegert_Godot

Mens vi venter på Godot

Kære alle.

Alle gode gange tre siger man jo, når noget ikke er lykkedes de første to gange. Så here we go: Der bliver IKKE nogen release-event eller party for mit album ”Her hvor det vender” den 14. januar.
Grunden er denne gang selvfølgelig coronarestriktions-relateret. Jeg nærede på et tidspunkt et (viser det sig) naivt håb om, at udsigten til lempede restriktioner ville antage en lysere eller grønnere kulør, men det skal man vist være mere end rød-grøn farveblind for at tro på sker inden næste fredag.

Jeg har selvfølgelig i den anledning overvejet at omdøbe mit album og har vaklet mellem følgende muligheder:

”Her hvor vi venter”
”Her hvor vi venter på Godot”
”Her hvor det sner”
”Her hvor der virkelig gror mos på en rullesten”
”Here There & Everywhere”
”Her hvor jeg hikker”
”Her hvor jeg står i kø til min 5. booster”
”Her hvor jeg går i frø”
”Her hvor der er tid til at køre nogle billeder igennem photoshop og lign., så man har noget at illustrere sin forsinkelses-opdatering med”

Jeg har efter indgående overvejelser dog valgt at blive ved den oprindelige titel ”Her hvor det vender”. Både fordi at det gør det, og fordi, at det er titlen på albummets næstsidste sang.
Jeg ville egentlig gerne have ventet med denne opdatering, til jeg med sikkerhed vidste hvornår denne ”tredje gang lykkens gang” release-event finder sted, men jeg beder lige om nogle dages respit med hensyn til den endelige dato! Men lige nu ligner det (i mit hoved om ikke andet) en release i uge 6 eller 8. Eller måske allerede i slutningen af januar! Så stay tuned! (forbliv (op)stemt).
Og god weekend!

Tagged with: , ,
Posted in blog, musik, refleksioner, sangskrivning