Det er præcis en måned siden at der var release på “Her hvor det vender”.  Der er masser af PR-arbejde der venter på at blive gjort, men visse ting er sket. Og så har jeg fået en sand mangfoldighed af positive reaktioner på albummet fra nær og fjern, som jeg er blevet meget glad for. Og at næsten alle albummets skæringer har været nævnt som favorit-numre bland de positive responser synes jeg både er fedt og sjovt.
Selv mere indadvendte numre “Lidt for meget” og ”Lidt fra oven” er blevet nævnt, den sidste endda som med-inspirator til et jobskifte.

Og så er der DR’s P5.  Jeg er kommet på deres playlister for få dage siden!  Tak af hjertet til playlisteudvalget! Albummet er i DR’s kartotek og P5 synes så godt om ”Bare hun vil være min kæreste” at den efterhånden er blevet spillet en god håndfuld gange på vidt forskellige tidspunkter af døgnet.

Det er aldeles fedt og forleden sagde Rikke Frahm så i sit program ”P5 Morgen” med smil i stemmen:

”Ny sang fra Svend Seegert og han er ikke kræsen. Har en bred smag i denne her ”Bare hun vil være min kæreste”.

Og hun har selvfølgelig ret på sangens egne præmisser. Jeg’et – fortælleren har, båret af stigende desperation, en vældig bred smag og er ikke kræsen. Så langt så godt.  Jeg kan jo krydse fingre for, at flere af sangene bliver luftet på DR5. Forude venter selvfølgelig et stormløb på MTV, CNN, playlisterne på Spotify mv, Radio Luxembourg og Radio Merkur …

Eller måske jeg bare skal starte her i Aarhus …

Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være lys eller mørk eller begge dele
Hun ku’ være sådan een der går rundt og har det hele
Hun ku’ også bare være sig selv
Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være føjelig og blid som en sommervind
Hun ku’ være ærbar og strid, eller hedde Madeleine
Hun ku’ også bare være lidt småtriviel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Næsten helt alene
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At savne en veninde

Hun ku’ være smækker og sød som en æbleskive
Hun ku’ være lækker og blød, eller bare fuld af liv
Hun ku’ os bare være en ældre model
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Som den grimme ælling
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At være sendt til tælling

Hun ku’ ha øjne der lå som et tryllespejl
Et smil så smukt som en snekke for fulde sejl
Hun ku’ osse bare være lidt småkriminel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ være katolik og tro på Muhammed
Hun ku’ være ret antik, men rar at være sammen med
Hun ku’ være kronisk præmenstruel (…)
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ såmænd os’ bare være helt almindelig
Så længe hun hovedsageligt var kvindelig
Hun ville alligevel være noget for sig selv
Bare ved at være min kæreste

Release – Her hvor det vender

Så skete det. Barnet blev født. Processen blev fuldbragt. It’s done and dusted.

“Her hvor det vender” blev endelig efter en tretrins-præget release-udsættelse sendt på gaden og på internettet.

Og release-partyet på en til bristepunktet fyldt Fairbar blev præget af god energi, fedt samspil et væld af søde gaver og CD-signering.

Det var superfedt at så mange var mødt op, og det var også fantastisk, at mange så mange af albummets medvirkende var til stede. Simon Høirup lagde sit lækre guitarspil ind på flere numre, Rebekka Neergaard og Stine Rahbek Villadsen lagde kor på, og som rosinen “in the end of the sausage” kom Klaus Glüsing med sin tenorsax på til titelnummeret “Her hvor det vender”.

Faktisk var bassisten på 11 ud af de 12 numre også til stede, men han var optaget af at være forsanger, tovholder og guitarist. :-D

Jeg får helt lyst til at lave et album mere, også selvom det hviskes mig i øret fra forskellige sider, at singler og ep’er er ”the shit” for tiden … Det må der evalueres på. Og selvom man oven på indspilninger, mixning og mastering, samt coverdesign und alles, godt kan trænge til at ”have benene op og lave ingenting” venter det glade arbejde med at kontakte lokalradioer, regionalradioer, medier etc etc … Med den ”gode historie” i lommen som gulerod – ved siden af musikken forstås.
Input modtages gerne, da jeg ikke er helt tilfreds med det foreløbige brainstorm-resultat:

”Verdens ældste unge solo-debutant”

”Han var 15 år om at skrive speciale, 15 år om at udgive sine sange – hvad bliver det næste?”

”Retro-cykelrytter udgiver 11 sange på dansk, selv om hans hold hedder Squadra Molteni”

Fra gangstativ til mikrofonstativ”

Tjahh bum bum … Der skal nok ledes lidt mere efter den rigtige vinkel. Tak igen til alle tilstedeværende!

Her hvor det vender – på den brede led.

Pligtaflevering

Jeg har altid (især i teorien) været helt på det rene med, at det man låner på biblioteket skal leveres tilbage og helst (bl.a. men ikke kun på grund af ens privatøkonomi) til tiden. I mit (mine?) tidligere liv, har det i perioder været et lidt belastet forhold jeg havde til disse ellers enkle præmisser. Og faktisk praktiserede jeg i udstrakt grad brugerbetaling lang tid før det kom på mode at tale om hos nyliberale og andre. Det danske biblioteksvæsen burde have en buste stående af mig. Det er mange år siden – men man kunne selvfølgelig have frygtet at en term som “pligtaflevering” kunne have taget pippet fra mig selv i min nuværende modne og selvfremskredne alder. Det der skulle “pligtafleveres” til Det Kongelige Danske Bibliotek (tidl Statsbiblioteket) var to fysiske eksemplarer af mit snart udgivne album “Her hvor det vender”. Og lad mig gøre det helt klart – jeg behøvede ingen trusler for at få afleveringen effektueret. Ja, jeg skulle nærmest kæmpe for at få den effektueret – men nu er det gjort, og selv om de (næsten) er en ikonisk vedbend fattigere, i hvert fald i Aarhus-afdelingen, er de nu to eksemplarer af et sangskrivnings-monument rigere! (jow jow)

Mens vi venter på Godot

Kære alle.

Alle gode gange tre siger man jo, når noget ikke er lykkedes de første to gange. Så here we go: Der bliver IKKE nogen release-event eller party for mit album ”Her hvor det vender” den 14. januar.
Grunden er denne gang selvfølgelig coronarestriktions-relateret. Jeg nærede på et tidspunkt et (viser det sig) naivt håb om, at udsigten til lempede restriktioner ville antage en lysere eller grønnere kulør, men det skal man vist være mere end rød-grøn farveblind for at tro på sker inden næste fredag.

Jeg har selvfølgelig i den anledning overvejet at omdøbe mit album og har vaklet mellem følgende muligheder:

”Her hvor vi venter”
”Her hvor vi venter på Godot”
”Her hvor det sner”
”Her hvor der virkelig gror mos på en rullesten”
”Here There & Everywhere”
”Her hvor jeg hikker”
”Her hvor jeg står i kø til min 5. booster”
”Her hvor jeg går i frø”
”Her hvor der er tid til at køre nogle billeder igennem photoshop og lign., så man har noget at illustrere sin forsinkelses-opdatering med”

Jeg har efter indgående overvejelser dog valgt at blive ved den oprindelige titel ”Her hvor det vender”. Både fordi at det gør det, og fordi, at det er titlen på albummets næstsidste sang.
Jeg ville egentlig gerne have ventet med denne opdatering, til jeg med sikkerhed vidste hvornår denne ”tredje gang lykkens gang” release-event finder sted, men jeg beder lige om nogle dages respit med hensyn til den endelige dato! Men lige nu ligner det (i mit hoved om ikke andet) en release i uge 6 eller 8. Eller måske allerede i slutningen af januar! Så stay tuned! (forbliv (op)stemt).
Og god weekend!

21. marts 2021

”Her hvor det vender” er, i hvert fald ind til videre, titlen på mit kommende album. Og albummet er min erfaring til trods faktisk et debut-album! ”Debut” forstået som at det er det første fulde og officielle album med sange fra min egen hånd nogensinde! I hvert fald i dette liv …

Der har som nogle vil vide været sange nok til et album i en efterhånden længere årrække og sangene er gennem disse år blevet ofte luftet og slebet til gennem live-optrædener mestendels på østjyske scener og i det århusianske sangskriver-miljø men nu er det ganske snart virkelighed! Det med et færdig-indspillet album altså.

Fordelen ved at vente så længe med at udgive noget er jo, at man kan slå begreberne ”greatest hits” og ”debut-album” sammen, men det er også på samme tid noget af det, der har gjort processen langsommelig. Hvilke sange skulle med, hvordan skulle de lyde for at blive lige så gode som de ”i virkeligheden” er, hvilke musikere ville jeg gerne have med, og hvilken indspilnings-strategi var bedst? Anyway – nu er langt de fleste af disse og andre valg taget og forleden kiggede min gode gamle musikven Simon Høirup forbi og lagde lidt velspillet vintage-stratocaster guitar på reprisen af ”Nu hvor Gud er gået”.

Gode guitarister med fede skjorter hænger jo ikke på træerne. Den eneste guitarist jeg erindrer have været oppe i et træ, faldt ned fra det … Og en turne blev aflyst. Men altså – de hænger mere aktivitetsløse eller i hvert fald nærmest musikjobløse rundt i intetheden grundet det sidste års besynderlige beskaffenhed. Simon har selv brugt denne ”intethed” til at lave et album med egne sange (ja ja – nogle rider samme dag som der sadles), men han havde heldigvis tid og lyst til at lægge vejen forbi Flemming Blochs Mindless Studio hvor mit album er blevet til gennem det sidste par år. Og han spiller heldigvis mindst lige så fedt og melodisk som da vi begge var med i opsætningen af rockballetten ”Vulkanen” for snart 3 årtier siden.

Øvrige medvirkende på det kommende album er:

Peter Dombernowsky på trommer

Rebekka Neergaard, Andrea Brink Siem og Stine Rahbek Villadsen på kor

Klaus Glüsing på sax (Her hvor det vender)

Jonas Pfeiffer på bas (Som var det første gang – En Århussang)

Og nå ja – så mig selv på vokal, guitar, bas, klaver og andre tangenter.

Og selvfølgelig den gode Flemming Bloch som ”studie-vært” og co-producer.

Mere info kommer helt sikkert inden længe – men her er lige lidt et par billeder og ikke mindst en håndholdt iphone-video (med iphone-lyd!) af et af Simons fede takes til ”Nu hvor Gud er gået” reprisen. Mere polerede smagsprøver og anden horn-blæsning følger selvfølgelig snarest.

John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Ringo Starr – det lyder lidt federe end Richard Starkey :-)

7. juli 2020

Ringo Starr fylder 80. Han er verdens mest berømte trommeslager og berømmelsen kommer jo fortjent af at have været trommeslager i The Beatles. Så egentlig kunne man jo bare lukke snakken dér og ønske tillykke. Men nu er jeg jo i gang – så here goes:

Beatles var et band med ufattelig talentrigdom og uforlignelig synergi. Hvad enten det var et af musikhistoriens største held eller det var meant to be, så var det en konstellation som behøvede alle led. (Inklusive George Martin såmænd) Og som en helt nødvendig mørtel i denne overflod af kreativ energi havde The Beatles heldigvis Ringo. Han var på sin vis gruppens ”mister normal”, med en god jordforbindelse der kunne modsvare de øvrige medlemmers flyvskhed. Men man skal ikke tage fejl. Hans uundværlighed var ikke bare af gruppedynamisk karakter.

Hans trommespil som det engang i de tidlige 80’ere var blevet moderne at se lidt ned på, har gennem de sidste mange år vundet stadig større anerkendelse også blandt andre kendte trommeslagere. Et gennemgående træk i lovprisningerne er at ”Ringo spiller for sangen”. Og det er jo altså yderst vigtigt når det der gør ens band unikt vitterligt ER sangene. Han tager bestik af melodien og spiller ind i hvad han føler den har behov for. Og der er faktisk flere eksempler på at han kunne være lige så innovativ en trommeslager som McCartney var som bassist.

Gode eksempler er Ticket To Ride, She Said She Said, Come Together og på mere stilfærdig vis ”In My Life”. Og når man først begynder at lytte, er det interessant hvor mange Beatles-numre der har Ringos helt egne stil som en vigtig del af dna’et.

At det handlede om sangene og ikke om trommerne for Ringo illustreres jo smukt af, at den eneste trommesolo i Beatlestiden (i øvrigt ret fed) er en han nærmest skulle overtales til at spille. Det er fra slut-medleyet på Abbey Road – og meget betegnende er også den blevet en del af musikhistorien.

Og lad mig så lige til slut slå fast : Nej John Lennon har aldrig (i Lennonsk spøg eller alvor) sagt at Ringo end ikke var den bedste trommeslager i The Beatles. (Det stammer fra en amerikansk komiker, hvis navn jeg ikke erindrer.) Han var ikke den eneste, men han var helt afgjort den bedste.

Et ikonisk cover fylder 50

Verdens smukkest fotograferede og mest ikoniske fodgængerovergang ligger i London. Den ligger, hvad mange ikke ved, tæt på et kryds hvor vejen splitter op i to, og derfor var jeg i 1991 eller 92, da jeg selv opsøgte den (og fik Peter Engelund Skoven til at tage et billede af mig), lidt desorienteret. Det er jo selvfølgelig Beatles’ Abbey Road fodgængerovergangen (ingen overkørsler her tak) jeg fabler om og den er, hvis jeg ikke tager meget fejl, endnu mere ikonisk i dag, end for de næsten tre årtier siden hvor jeg selv på en tur med kunsthistorie-kammeraterne, pressede den ind som et must mellem Tate Gallery, National Museum og andre gallerier, hvis beliggenhed og indhold jeg for længst har glemt.

Abbey Road 8. august 1969

Men Abbey Road overgangen og det ikoniske cover er her endnu og i min bevidsthed på linje med Rembrandt og Van Gogh … Selvfølgelig ikke fordi at kunsten i billedet er verdenskunst, men så alligevel. Det er i hvert fald pop-kunst, hvis jeg må udvide det 60′er begreb en anelse. Det er et af verdens fineste album-covers nogensinde, og tror jeg, med lethed det mest citerede. Blå mystiske George, casual barfodede Paul med smøg i højre hånd, elegant klædte Ringo og løveagtigt behårede John i front. Sjovt fordi John vel ER på vej videre rent mentalt, samtidig med at han ikke mere er den ledende beatle – og ja, masser af skøre symbolikker. Beatles-nørder ved selvfølgelig at VW’ens nummerplade LMW 281F af konspirationsteoretikere af den yderst vidtløftige slags, skal læses som LMW 28 IF – ford Paul næste gang ville fylde 28 HVIS han altså ikke var død ved et biluheld 2 år før … Hans bare fødder skulle så være et hint (som om man ville give det, hvis det virkelig skulle have været tilfældet), fordi at det at være barfodet i Indien (vistnok) er et dødssymbol, eller noget …. jow jow …Og så havde man fundet en venstrehåndet standin, der så ligesådan ud og havde samme stemme … og ér man i gang med den dødsrute er George graver, Ringo bedemand og John Jesus!

Well – men billedet ER smukt. Og det fylder 50 år i dag den 8. august. Det er et af de sidste billeder af The Beatles sammen og det er i mine øjne et lyst lykkeligt billede, lidt som selve albummet. George Martin var, efter ikke at have været med på Let It Be, tilbage som producer og med-beatle, og det er som om at de var bevidste om, at svanesangen skulle være en sang med klang, med dedikation, med tætte fyldte harmonier og på sin vis et testamente. Af den gode slags.

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Jeg har i samarbejde med Birgit Pedersen fra ARoS et sjovt lille projekt i støbeskeen. Ja faktisk er projektet egentlig færdigstøbt men visse af sangene er ikke helt færdigstøbt endnu. Det handler nemlig om en koncert der afholdes på ARoS søndag den 25. november kl 13. (Gratis adgang)
Koncerten bliver (apropos kunst) mangefarvet, både fordi der er op til 15 sangskrivere fra Århus Sangskriverværksted med, og fordi de hver spiller en sang der på den ene, anden eller tredje måde tager afsæt i et selvvalgt værk fra ARoS’ permanente udstilling Human Nature.
Human Nature byder på 200 års stof til eftertanke og refleksion over livet i en tematisk ophængning under overskrifter som Natur, Religion, Filosofi og Psykologi. Udstillingen spænder i “sagens natur” stilmæssigt vidt og det tror jeg også koncerten kommer til at gøre. Som sangskriver har man kunne bruge sit valgte værk som udgangspunkt for parafrasering, som afsæt videre eller som umiddelbar stemningsmæssig inspirationskilde. Eller som noget fjerde eller femte.
Som publikum vil man få det valgte værk projiceret op og vist mens sangen spilles og på den måde samles trådene fint, ikke mindst fordi koncerten finder sted på ARoS. :-)
Mit eget bidrag tager afsæt i en bestemt kvinde og et dyr der gjorde en forskel …
Tak til Birgit og ARoS, til de medvirkende sangskrivere fra ÅSV og til Claus Jensen for video

Suk – vore nationalskjalde og digtere er lige så dødelige som alle os andre.

Og ligesom Benny Andersen frabad sig “Danmarks-ikoniseringen”, havde Kim Larsen et forbeholdent forhold til at blive udnævnt til noget som helst. ”Ordner hænger man på idioter” har han sagt. Det er jo faktisk et P.A. Heiberg citat fra 1790, men at citere Heiberg viser lidt af hans spændvidde.

I mine øjne var han folkelig uden at please, og fremragende uden at være fortænkt. En livslang demonstration af at det enkle ikke behøver at være banalt. Han gjorde det aldrig sværere end det behøvede at være, men havde samtidig sin helt egen musikalske intuition og sin helt egen musikalske signatur.

Og at mange af hans sange har børne-appel er på mange måde et kvalitets-stempel.

Så tak for sangene til Kim.

Og nyd evt. den flabede og kærlige charme han hylder Dronning Margrethe med i dette klip fra 2010.

Live fra Råhuset 27. september 2015. På datoen 3 år siden i skrivende stund.

Special guest star: Finn Poulsen på kromatisk mundharmonika, som den lyder når den er bedst.

Vi havde aldrig spillet sammen før, havde ikke øvet og kendte ikke hinanden på forhånd. Finn kendte heller ingen af mine sange, men spurgte på basis af en lille guitar-jam inden koncerten om han måtte spille med (på mundharmonika) på et nummer undervejs i mit sæt. Jeg sagde ja, da jeg allerede havde registret en usædvanlig stor musikalitet og lydhørhed hos Finn og da det det kun blev bekræftet da han kom på scenen, spillede han med mig det meste af sættet. Senere samme aften lagde jeg lidt improviseret pianospil ind over et af hans numre, som jeg meget passende heller ikke kendte, så det var en aften præget af lydhørhed og store ører. :-)

“Jeg sad og så ud af mit vindu’
Da de banked’ på min dør
Jeg skyndte mig at sige, at jeg var hindu
Og havde været det mange gange før!
De så på mig med deres øjne
Og de sagde – Hør nu her:
Du lever vist på lidt for mange løgne
Det du søger har vi lige her

|: Og de spurgte mig om hvad jeg ville
Hvor jeg skulle hen med mit liv
Jeg sagde, at det nok nærmest var en form for tidsfordriv. :|

Jeg så en kvinde, der var spinkel
Hun kom vist fra Harboøre
Jeg skyndte mig at sige, at jeg var single
Og havde været det mange gange før
Hun så på mig og mine øjne
Og hun sagde – Hør nu her:
Du lever vist med lidt for mange løgne
Det du søger ligger ganske nær

|: Og hun spurgte mig om hvad jeg ville,
Hvor jeg skulle hen med mit liv
Jeg sagde, at det nok nærmest var en form for tidsfordriv. :|”

Fortsættelse følger i aften på Gyngen i Mejlgade, hvor jeg (da det er onsdag, og da der er den månedlige ÅSV sangskriverkoncert), diverterer med 5 numre fra mit repertoire. Aftenens tema bliver for mit vedkommende præget af opbyggelige ord og toner om dit og dat – og vejen frem.

I øvrigt kan bl.a. høres: Michael Hamilton og Misha Hoekstra.

Kom glad og plej eventuelle solskolninger med en øl fra fad.

Ham her ville være fyldt 75 år i dag. Han var den yngste Beatle, men samtidig en på flere måder både søgende, ærlig og velvoksen sjæl i et ungt menneske. Han formåede også at stå frem som integreret musiker og sangskriver, selv i det naturligt fokustagende selskab som John Lennon og Paul McCartney udgjorde. Jeg så et sted, at den sang flest mennesker har udnævnt til deres yndlings-Beatlessang er “Here Comes The Sun”. Uanset hvad var han en uundværlig del af “the fab four”, (det var de jo alle) og her er han i et fint klip fra 1987, hvor han i selskab med Ringo, Phil Collins, Eric Clapton, Jeff Lynne, Elton John, den allestedsnærværende Ray Cooper og andre fremfører sin “While My Guitar Gently Weeps”. Fin performance selv på trods af et genstridigt mikrofonstativ… :-) Bonusinfo/anbefaling: Martin Scorseses dokumentar om George “Living In The Material World” kan(kunne) vist stadig ses på Netflix. Den er lang men uhyre anbefalelsesværdig.

26. oktober 2017

Om et par timer spiller jeg klaver på Café Hack. Som i denne sammenhæng sædvanligt aner jeg ikke hvad jeg skal spille. Alt opstår på stedet, og hvis skuespillerne (som så absolut er aftenens improviserende hovedpersoner) bryder ud i sang, komponerer man en sang på stedet, i fælles og i nuet opstået (u)enighed. “Blot til Lyst” hedder de erfarne improviserende skuespillere, og en lille håndfuld gange hvert år, når deres normale aldeles kompetente pianist Søren Jensen ikke kan være deres musikalske makker, får jeg tjansen. Det er forskelligt fra gang til gang, men derfor altid superunderholdende også som pianist, fordi man skal være nærværende konstant. Og konstant nærværende. I aften bliver om muligt endnu mere festlig, fordi det er “ALL STARS” aften bl.a. med deltagelse af Henrik Krogh og John Batz, som jeg har lavet revy med i forrige århundrede! Det kan vist kun blive godt. :-)

Paul McCartney fylder 75

Det er Paul McCartneys fødselsdag.

Da han var 16(!) skrev han om at blive 64 ”many years from now”, og nu fylder han altså 75.
Jeg vil ikke tøve med at kalde ham verdens største nulevende sangskriver, og jeg kunne let lokkes til at bruge større ord. :-)

Han har skrevet sange som Yesterday, Hey Jude, Let It Be, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, Penny Lane, The Long And Winding Road, For No One, Maybe I’m Amazed, Got To Get You Into My Life, And I Love Her, Get Back, Helter Skelter, I Will, Can’t Buy Me Love, Lady Madonna, Paperback Writer, og mange mange andre.

Han har desuden skrevet et hav af sange med andre – først og fremmest selvfølgelig John Lennon – de var faktisk fælles om ikke så lidt, men blandt andre samarbejdspartnere kan nævnes Michael Jackson, Stevie Wonder, Elvis Costello, Carl Perkins, Kanye West og Riannah. (der er utvivlsomt flere..)

Den vægtigste del af hans sangskat stammer fra Beatles-tiden, men en af de smukkeste sange han har lavet synes jeg faktisk er ”Here Today” – hans underspillede og fine sang til John Lennon.

Paul er her heldigvis endnu, og at han stadig gider at tage verden rundt og spille sine sange for 3-4 generationer af medsyngende fans og almindelige musik-elskere, synes jeg både er fedt og generøst. Hans stemme ER slidt af de mange års udforskning af grænselandet mellem Yesterday, Helter Skelter og Oh Darling, men sangene er friske og i ordets bedste forstand evigt-grønne evergreens.
Og når han en dag ikke er her mere, vil sangene, fællesskabet, glæden ikke mindst den sprudlende musikalske glæde være her endnu.

Og det vil den også være many years from now.

In memoriam

Peter Bastians i konventionel forstand for tidlige død har allerede fået virkeligt mange fine ord med på vejen. Med rette synes jeg. Han var for mig et fyrtårn bestående af blændende musikalitet, dybt og seriøst engagement, charmerende gadedrengs-charme og et helt usædvanligt talent for formidling. Både af musik, af musikalsk erkendelse og af kulturkritisk stillingtagen.

Han turde og kunne i 80’erne tale om musik, musikoplevelse og musikudøvelse på tværs af gængse akademiske normer, hvilket for mange og i hvert fald mig udgjorde en sprudlende og alternativ oase af dedikeret indsigt.

Hans formidlingsevne og musikalitet gik på tværs af genrer, og han var ikke bange for at lege og være gammel vismand. Han turde tale om værdien af inden i sig selv at komme i kontakt med behovet for noget højere. Han turde også tale om ”musikfaste”, om at blive selektiv i hvad man udsætter sig for, og samtidig turde udsætte sig selv for noget man ikke forstår en dyt af. Både musikalsk og menneskeligt.

Jeg kan rigtig godt lide nedenstående citat – plukket fra et interview med Martin Spang Olsen i 2012. (det kan findes på youtube)

”Hvis vi er interesseret i tilværelsen, i at være til stede, så påkalder vi os tilværelsens interesse, og det betyder simpelthen, at vi kommer i spil. Og når du kommer i spil, ja så er der fare på færde. Who cares – det er ligesom hele pointen. I det øjeblik du beslutter dig til, at ”nu vil jeg flytte mig”, så løber du en frygtelig risiko. Du risikerer at lave fejl, det kan ikke undgås. Du er nødt til at indstille dig på, at det at lukke op for tilværelsen på tilværelsens præmisser og ”lander på planeten”, kan give mærker i lakken. Men pointen er jo ikke om der kommer mærker i lakken, pointen er, om du vil gemme dig i et garderobeskab eller deltage i tilværelsen, sådan som den fungerer.”

Peter Bastian kom i hvert fald i spil, og fik skrammer. Jeg tvivler på, at han vidste hvordan et garderobeskab ser ud indefra, men heldigvis vidste han så meget andet, som han bragte i spil.

Tak for det.

Lost – en smuk menage a troi

Jeg brugte for nylig (og i lighed med tidligere år) en halv uge i selskab med godt 30 andre kreative og musikalske sjæle i alle aldre fra både ind og udland i en spejderhytte i de vilde og (sådan da) ufremkommelige skove 4 km fra Give. Det ER faktisk længere væk end det lyder, og i hvert fald er det så isoleret fra ens dagligdag, at den kreative synergi og gensidige inspiration blomstrer og vokser. En vigtig ingrediens er det, der på moderne sangskriverdansk kaldes co-writing. Det går ud på – i samarbejde med en eller flere andre – at stykke en sang sammen på sådan ca. no time, eller i hvert fald ganske kort tid. Og denne sang var faktisk kun ganske få timer gammel, da vi spillede den som den lyder her, generøst optaget af Jens Stage. En co-write af de sjældnere i øvrigt – fordi vi var og er tre. Det kan ofte være svært, men her var det en gave. Så tak for dét til Corinne Stratton og Chris Brown.

Artikel skrevet til DMF Århus’s medlemsblad Basunen, december 2015.

desEjner Mk1 – den første. Foto: Ejner Miranda-Dam

Jeg er sprunget på havelågen, der nok burde have haft mere luft i dækkene, og har trampet mig op ad Viborgvej, og ud i Århus V’s erhvervslivs-område. Herude blandt trafiklys, tankstationer, vimpler og vejskilte, findes nemlig noget der hedder Lydlageret. Og i denne ”kulturelle oase” tager Ejner Miranda-Dam imod med et tilbud om kaffe og klar til en snak om – nørderi.

Ejner Miranda-Dam er noget af en institution i det århusianske musikmiljø, ”en iværksætter, der før de fleste andre ser, hvilken vej musikken blæser” som Stiften skrev i et portræt. Han var med til at gøre Fatter Eskil i Skolegade til en højborg for blues, soul og rock og fik discobølgen til at rulle med bandet Le Freak. Han var en del af Booze Brothers, har drevet Vestergade 58 gennem 3 år, været eventmager, musikbooker, lyd-afvikler og meget andet. Og i dag driver han Lydlageret sammen med partneren Søren Flecks.

Det er dog ikke hele denne vildtvoksende buket af musik-relateret virksomhed der er hovedemnet i dag, men derimod en nytilkommet lille blomst, som på både Ejners egen og på Lydlagerets hjemmeside kan findes under fanebladet ”nørderi”. Denne lidt kryptiske overskrift dækker over hjemmebygning af pladespillere, så musikrelevansen er klar, men emnet så tilpas overraskende, at det har vækket min og redaktionens nysgerrighed.

Spottet i et hjørne af Lydlageret: Ejners vaskeægte veteran Vespa. Foto: Svend Seegert

Man skal kunne røre ved tingene

Som indledning får jeg en rundvisning på Lydlageret – et sted i stadig udvikling, og som pt rummer masser af lydudstyr, lydudlejning, øverum, et planlagt analogt studie, og et konferencelignende lokale der kan bruges til forskellige ting, fra aftner for pladespiller-nørder, til clinics omkring digitale mixere, lydudstyr, kabler etc. Vel at mærke i praksis og på den fysiske måde, så folk selv kan lytte og høre forskellen, som Ejner påpeger. ”Man skal kunne røre ved tingene”.

Og så er vi tilbage i Ejners hule, et lille værksted domineret af pladespillere, reservedele til samme, værktøjer, og en gammel forstærker, der har overlevet at blive oversvømmet af skoldhed kaffe fra værkstedets uundværlige kaffemaskine. Baggrundmusikken er Pink Floys ”The wall” – på vinyl selvfølgelig.

I dag vil jeg bygge en pladespiller

Det med pladespillere – hvor længe har du gjort det og hvad kom det af?

”Ikke ret lang tid. Jeg overtog min brors pladespiller som 12-årig, men har dog ikke altid brugt den. Og så en dag i foråret vågnede jeg og tænkte: ”I dag vil jeg bygge en pladespiller.” Jeg ved ikke hvorfra det kom, eller hvad der var den umiddelbare impuls. Det kom bare. Så tog jeg op i Silvan og købte en træplade og gik i gang med at måle, bore og skære. Jeg læste lidt på nettet, og brugte det værktøj jeg lige havde. Resultatet blev i begejstringen ikke helt lige, men det har ændret sig siden, i takt med at jeg har fået bedre og mere værktøj.”
”Der er masser af motorer og andre dele man kan købe, også nye, f. eks. på ebay, hvor det dog hurtigt bliver dyrt. Så jeg har opkøbt en masse gamle pladespillere og bruger delene fra dem. Derfor har jeg nu masser af motorer, pladetallerkner og andre dele liggende. Dét der spiller lige nu for eksempel er en B&O pladetallerken, en Rega pick-up arm og motoren fra en Phillips.”

Snakken går videre og bliver undervejs konkret teknisk, om motorer, om hvordan plade-tallerken akslen passer ned i – og roterer i sit aflange leje, til tider med blot en enkelt kugle i bunden, om diamant-bor, mellemhjul, pladetallerkner med dæmpende materialer i forskellige lag og meget andet.

Rustne håndvægte

Modsætninger mødes… foto: Svend Seegert

Indtil videre har Ejner kreeret 4 pladespillere, plus de to der pt. er forsøgs-opstillet i værkstedet og leverer baggrundsmusikken. Så at tale om en egentlig pladespiller-produktion er nok at overdrive lidt. Ejner kalder det selv en pre-produktion. ”Jeg har endnu ikke solgt nogen men har et par konkrete bestillinger – den ene til Street Coffee nede i Vestergade, som gerne vil have, at jeg bygger en ”kaffe-pladespiller” til dem, hvordan det så end bliver, og Chili-Klaus har bestilt en, som jeg selv må bestemme hvordan ser ud. ”
Pre-produktionen omfatter så eksotiske ting som en køkken-pladespiller med en køkkenbordplade som plint/basis, en pladespiller med basis af marmor, og så har Ejner gang i en ”håndvægtepladespiller”, der skal bestå af tre enkeltstående og til dels seperate dele. Lavet med gamle rustne håndvægte som basis for både pick-up arm og pladetallerken.
”Efterhånden ved jeg jo, hvor man skal placere tingene i forhold til hinanden mht til vinkler og afstand og sådan, men jeg her vil gerne prøve et lidt andet koncept. En pladespiller i moduler, hvor elementerne er adskilte i moduler, enkeltstående og det er faktisk det jeg eksperimenterer med i håndvægts-opstillingen.”

En pladespiller for kvinder

”Det er den ene af to ting jeg arbejder på lige nu. Det andet er at jeg gerne vil lave en pladespiller for kvinder! Hvad skal der til, for at en kvinde gider at have en pladespiller til at stå, og til for at den bliver brugt? Jeg tror, at kvinder tit tænker om pladespillere, at det er et grimt skrummel. Det kan selvfølgelig være mine fordomme…”

Så du tænker en større skulpturel værdi, eller?

Måske er det dét, og måske er det farver, måske størrelsen, og måske skal det være et stykke kunst…

Hvad er meningen egentlig?

Vinklerne fra en Rega pladespiller i brug som reference. Foto: Svend Seegert

”Det er der også andre der har spurgt om – og faktisk er meningen og essensen ikke at sælge – meningen er at nørde. Eksempelvis kender mange musikere dét, at man starter med at spille musik. Det er hyggeligt, man nørder, og øver sig, og det er fint, men pludselig vågner man op og opdager, at man spiller 120 jobs om året. Det, der var en rekreativ og kreativ hobby, er pludselig blevet et job.
Så jeg har ledt efter en hobby, noget hvor jeg både skulle bruge hænder og elektronik, men også noget der inddragede andre materialer, og så faldt jeg over det her, fordi det er sjovt. Jeg kan tage ud på mit værksted en aften, fordybe mig og totalt glemme tid og sted. Skal jeg bruge noget, går jeg ud og leder, eller skiller noget ad, for at finde den dims jeg skal bruge. Og hvis jeg i den proces er nødt til at bruge materialer og dele alternativt og anderledes, end de er tænkt, øger det kun glæden.”

Ingen kopier

Der har der været mange forbi, som siger at jeg også skal lave en til dem en dag, men jeg har ikke lyst til at masseproducere. Jeg gider kun lave én af hver af hver – som så får et serienummer, men tror ikke det vil være sjovt anden gang. Jeg har spillet rigelige mængder af kopi-musik i mit liv, så hvorfor fortsætte i forbindelse med pladespillere?

Den perfekte pladespiller – findes ikke

Justering af hastighed på en DC-motor.                 Foto: Svend Seegert

”Noget af det spændende ved det her er, at der ikke findes nogen perfekt pladespiller. Dybest set er det umuligt at få en pickup til at afspille noget perfekt, og hvis man undersøger pladespiller-nørders præferencer, er der næsten ikke to, der er enige. Nogle synes, at pladetallerkenen skal være tung, andre at den skal være let. Nogle synes, at armen skal være af kulfiber og andre noget andet – nogle sværger til ac-motorer og andre kan ikke lide tykt træ. Det er som med en guitarist med en guitar til 55.000; hans jack-kabel er købt i 1984, og går ned til pedaler, som også er forbundet af tilfældige kabler, og herfra op i hans forstærker, med et andet kabel han har haft i 20 år. Til allersidst sidder der så en Shure sm 57 mikrofon til 700 kr foran hans forstærker, som transporterer lyden videre til et PA anlæg… Det er altid et eller andet stort kompromis, og bliver aldrig bedre end det svageste led, men hvis det lyder rigtigt, er alt jo godt. Og det kan også komme til at lyde for rent, hvilket jo er grunden til, at digitale medier somme tider tilføjet analoge elementer og udgange etc, for at illudere noget varmere mindre digitalt.
Der er en masse teori om, hvad der er bedst, som jeg selvfølgelig sat mig ind i, men samtidig forsøger jeg at forholde mig frit til det. Lyder det godt, ER det godt. Hvis det ikke lyder godt, er det en ommer.”

Plads til begejstring

”Det er også hyggeligt – man møder en masse søde hi-fi entusiaster. Jeg var for eksempel i Silkeborg og købe en pladespiller, alt var aftalt på forhånd, og alligevel snakkede vi bare i 3 timer. Det var super-hyggeligt, og dér bliver nørderi et rigtig positivt ord. Og dét hænger alt sammen rigtig godt med hvordan vi forsøger at have det herude på Lydlageret. Det skal selvfølgeligt hænge sammen økonomisk, men det er også rigtig vigtigt, at der er tid til at lege og gå i dybden med nogle ting, fordi vi har lyst, ikke fordi der er penge i det. Ellers bliver det for surt.

Jagten på det enkle

Blikfang med bækken. Det burde egentlig ikke lyde godt, men hvem ved. Foto: Svend Seegert

Søgen efter enkelhed går igennem alle Ejners pladespiller-projekter. Andre idéer til designs inddrager cisterne-låg fra et toilet, og bækkenet fra et trommesæt som basis. ”Bækken-idéen er nu ikke med det formål at lave god lyd, men som blikfang. I øvrigt er alt jo i virkeligheden muligt. Man kan falde over et tykt lækkert gammelt stykke træ, som ville se SÅ fedt ud som plint. Helt enkelt og råt.
Mit eneste design-problem er hvor jeg sætter afbryderen, for jeg synes at den er grim. Jeg vil ikke ha’ den. På dem jeg har lavet hidtil, har jeg faktisk skullet rykke stikket ud og ind. Så det venter på, at jeg bestemmer mig for en løsning – en afbryder på stikket eller ledningen, eller en der sidder nedenunder somehow. I hvert fald skal det ikke være sådan noget plastic-noget der larmer i helheden.
Når jeg skiller en billig pladespiller ad, er der typisk alle mulige ekstra-dele for at betjeningen kan fungere. Løftestænger, mellemhjul, metaldimser der får en bestemt knap til at trykke på et eller andet. Jo mindre af det der er, desto bedre i mit univers. Men jeg kan godt lide tanken om at lave en pladespiller der bare kører uden de store problemer de næste 50 år, og også efter at jeg ikke er her mere.”

Menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv

Afslutningsvis inviterer Ejner på en espresso mere, og reflekter videre omkring kvalitet, forstærkersnak og ting fra 70’erne og 80’erne, der lød helt ufattelig godt uden at være digitalt, og måske igen fordi det IKKE var digitalt. ”Der skal være lidt forvrængning.” fastslår han. ”Forvrængning er en del af menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv!”
På vej hjem sender jeg en venlig tanke til Lydlageret og dets potentiale, til Ejner for espresso og en inspirerende snak, og til Lars Kiehn for at have henledt min opmærksomhed på Ejners ”nørderi”. Jeg er i mærkbar modvind, men Viborgvej er nu ned ad bakke – et nobelt kompromis. Jeg har dog stadig for lidt luft i dækkene, og husker på, at ingen kæde, ingen guitarlyd og ingen pladespiller er stærkere end det svageste led.

www.ejner.dk

www.lydlageret.dk

1. september 2015

Improvisation har igennem en længere årrække fået mere og mere fokus som et frugtbart kreativt udgangspunkt i både musik og teater. Og mængden af akademisk forskning såvel som praktiske håndbøger i ”how to improvise” i det ene eller det andet er nærmest eksploderet. Mængden af bøger og web-sider der beskæftiger sig med improvisation og sangskrivning er også omfattende, for nu at sige det mildt. At improvisation har relevans for komposition og sangskrivning, er dog i virkeligheden en gammel nyhed, og komponister og sangskrivere lige fra Bach og Mozart, til Paul McCartney og John Mayer har brugt improvisation som en integreret del af deres kreativitet.

Mozart – improviserende komponist

For mange sangskrivere er improvisation en uadskillelig og helt selvfølgelig del af det at skrive sange, og for andre er det måske knap så selvfølgeligt. Så da Søren Lyhne og Misha Hoekstra fra Århus Sangskriverværksted for nyligt foreslog mig at afholde en workshop, omkring musikalsk improvisation som sangskriver-værktøj, slog jeg til. Og i tilgift kom der denne lille opsamling på det bagvedliggende tankegods og erfaringsgrundlag, samt en berøring af hvordan man kan improvisere melodier, akkordrundgange, riffs eller andet frem i samspil og modspil til rammer man selv sætter op.

Improvisation – hvorfor?

Kort sagt fordi dét at improvisere kan være en uudtømmelig kilde til musikalsk materiale, der holder, fordi det bunder i noget der kom nærmest af sig selv, i stedet for at være blevet “konstrueret”. I inspirerede øjeblikke kan de indfald og ideer der springer ud af ens improvisationer have eller meget hurtigt få så megen substans, at det i virkeligheden kunne gøre det ud for en hel komposition, men typisk er der løse ender tilbage, der indbyder til mere bevidste overvejelser. Der er m.a.o. en vekselvirkning mellem ubevidst musikalsk impuls, intuitivt udstukne retninger og mere bevidste refleksionsprægede bearbejdelser.

To PLAY music

Den legende intuitive del af denne vekselvirkning mellem bevidst og ubevidst, er således i høj grad improvisations-afhængig. Improvisation og leg er nemlig tæt forbundet, og nedenstående handler derfor også om hvordan man kan øve sig i at arbejde i et legende univers, præget af flow og umiddelbarhed. Der kan i øvrigt, i modsætning til hvad mange umiddelbart tænker, være en nærmest flydende overgang mellem komposition og improvisation, og for eksempel kalder pianisten Keith Jarrett improvisation for ”instant composition”.

Musikalske rammer – er bolden inde eller ude?

Til en start skal det slås fast, at improvisation IKKE bare er at spille ud i det blå, at finde på. Al improvisation, ligesom al leg, kræver et udgangspunkt – en ramme at forholde sig til. Rammen er rammen omkring det man foretager sig. Den er til, for at man ved, om bolden er inde eller ude.

Måske kan man selv være rammeholder, for eksempel ved at spille klaver eller guitar mens man improviserer med sin stemme, men det kræver, at man kan gøre det med lethed, sådan at det nærmest kører af sig selv. Hvis man er meget øvet, skaber man den og ændrer den løbende mens man spiller. Men for at legen og improvisationen kan flyde, er det vigtigt, at der ikke bruges for megen energi på at holde den.

Den musikalske ramme kan være et beat, en trommerytme, en akkordrække man mangler en melodi til, en melodi der mangler akkorder, ja måske bare et takt-antal. En del af rammen kan være at vide, hvad man IKKE vil, men der vil så alligevel være et eller andet andet der presser sig på som udgangspunkt.

Hvordan?

Improviserende guitarist

Hvis man ikke er ubesværet rutineret på sit instrument, eller bare gerne vil slippe for at være ramme mens man skal improvisere, er der selvfølgelig andre metoder. Har man sit eget band eller medspiller er det godt, men det kræver selvfølgelig, at bandet eller makkeren er med på legen. Moderne musik-værktøjer, så som loop-maskiner og sequenser/audio programmer som Logic, Cubase og Band in a box, er yderst oplagt. Man kan vælge et trommeloop, der fænger, eller måske kan man selv indspille eller sammensætte en akkordrundgang, der skal improviseres op ad.

Det er vigtigt at rammen ikke er uforståelig. Der skal kunne spilles på og til den, så derfor skal den give mening, og det er nærmest et must, at der er noget appellerende ved den. Noget der gør, at man gider høre den igen og igen, mens man improviserer melodier og musikalske figurer frem. Rammen om ens udfoldelser, kan selvfølgelig være en blanding af de her beskrevne – og ofte vil man ændre dem undervejs – som børn ændrer reglerne i leg, hvis de får lyst og er enige om det.

Sanselighed

Det legende og intuitive i improvisation, vil ofte give en større grad af sanselighed og umiddelbarhed i det man arbejder med. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil have det man laver til at have umiddelbar appel for andre. Det er IKKE det samme som klichéer, men heller ikke nødvendigvis det modsatte. Man skal m.a.o. have henført sig selv, for at kunne gøre sig håb om at henføre andre. Det er klart, at musikalske præferencer, stil, og hvad man i det hele taget vil, er medbestemmende for hvem man henfører. En totalt henført freejazz/avangarde musiker henfører ikke nødvendigvis Frk. Hansen på fjerde, men det der ”kom af sig selv”, og som var fedt både i sin fødsel og i sin gentagelse, rummer en ofte uafviselig sanselighed og autenticitet, som på sin vis er indiskutabel, netop fordi det ikke er konstrueret.

License to play

Paul McCartney – improviserende komponist        Foto: Linda McCartney

Det er uhyre vigtigt at have ja-hatten på, og at give sig selv, det jeg har valgt at kalde, license to play. Denne ”licens” indbefatter nemlig licens til at lege, til at fejle, til at fjolle, osv. Det er vigtigt, at man glædes ved sit eget udtryk, og sin egen kreativitet. At man tror på processen, og på at man ikke drukner, selvom man kaster sig ud på dybt musikalsk vand.

Det er udbredt at tænke skalaer, når man øver improvisation, og i nogle jazz-sammenhænge udgør det en stor del af tilgangsvinklen. Det kan man også fint bruge, både i jazz, pop og rock, men man kan altså også lade være, og i hovedsagen forlade sig på sit øre. Dette gælder ikke mindst sang-improvisationer. Man kan sige, at for mange vil et skala-teoretisk overblik være en hjælp og på den måde en del af den givne ramme, men for andre, vil det være givtigt (og lettest) at holde processen mere intuitiv og “fri for teori”.

Go with the flow

Det er vigtigt at acceptere det niveau, man er på, og vigtigt at være taknemlig for det – det er nemlig ikke en forhindring for at stræbe efter mere. Jo mere og oftere man improviserer, desto lettere er det. Hen ad vejen bliver man også bedre til at mærke, om noget føles rigtigt og godt eller ej. Hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. Hold ikke krampagtigt fast i noget, der ikke føles som flow, men smid det hellere væk. Spil, tæsk løs på guitaren eller spil mediterende toner. Til tider er det ekstremt frigørende, helt eller delvist at gøre noget andet, end det du plejer. Og glem frygten for fejl. Mange fede ting opstår, fordi man spiller forkert eller rammer en anden akkord, end man havde tænkt sig…

Sørg for at få nedskrevet eller ofte bedre optaget det der sker, mens det sker, m.a.o. LIGE NU, og ikke hvad du om en time eller om 10 minutter tror, at du gjorde lige nu. Det der adskiller det fede, du har gang i lige nu, fra det du har gjort 100 gange før, er måske så lidt eller så uvant, at det er væk igen, før du aner det.

Skidt og kanel

Det er vigtigt at huske, at selv om noget kommer ud af en utroligt fed improviserende proces, er det ikke ensbetydende med, at det er genialt, guddommelig light eller bare anvendeligt. Til tider er intet af det umiddelbart brugbart, men det er til en start også helt fint. Bare dét at øve sig i åbenhed og modtagelighed er vigtigt. Så hvis noget overhovedet er forbudt i denne proces, er det at sammenligne sig selv kritisk med andre og andet. Denne og andre former for fejlsøgning hører til senere og andre steder i et kompositionsforløb. F. eks i den mere rationelt analyserende tilslibning af det materiale der er kommet i improvisations-processen.

Så altså – selvom man i den improviserende proces kan – og i en hvis forstand skal blive forelsket i det man har gang i, er det altid en rigtig god idé, at lade det ligge nogle dage, og så vende tilbage til det, lytte til optagelser, spille med og undersøge om magien indfinder sig igen. Hvis den gør, er man med Tim Christensens ord ”on to something”. John Mayer fortæller om samme proces, at han spørger sig selv: ”Is this something?”

Det er vigtigt at slå fast, er at improvisation, ikke er noget, der fordrer et bestemt musikteoretisk niveau hos den enkelte musiker. Men jo mere man ved om skalaer, tonearter, blue notes, forskellige stilarter etc, og jo flere kompositions-tekniske fifs man kender og er vant til at bruge, desto bredere bliver ens buket af muligheder – desto flere veje vil man kunne spille sig selv hen ad.

Improvisation og ord.

Denne artikel fokuserer på musikalsk improvisation, men i sangskrivning og sang kan ord selvfølgelig spille en rolle i den improviserende proces. Og selv i decideret tekstskrivnings-sammenhæng kan improvisation være et frugtbart værktøj. En god verbal skriftlig improvisationsøvelse er dét, sangskriver-guruen Pat Pattison kalder ”speed-writing”. Det handler om dagligt at dedikere 10 minutter til skrivning uden stop eller refleksion. Emnet er ligegyldigt og alt – gentagelser, platheder, citater, ævl og bævl – er tilladt. Det eneste, der ikke er tilladt, er at stoppe skrivestrømmen. Rammen er altså 10 minutters skrivetvang. Om der kommer genialiteter, banaliteter eller ubrugeligt bras ud af det, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det kan være med til at frisætte ens verbale kreativitet og få ordene til at flyde.

Nye veje frem

Legende og improviserende Kristian – bolden og banen. Foto: Svend Seegert

Det er som sagt vigtigt, at ens ramme har appel. Samtidig har det betydning, hvordan man bruger den. Man kan spille helt efter reglerne og det kan være fint, men man kan også udfordre rammen lidt, når man har lært den at kende. Krydderier er ofte lækkert oven i alt det sikre… En udfordring af rammen kan starte bevidst, og via et musikteoretisk ræsonnement, men kan også være mere intuitivt baseret. Og er man øvet, kan det faktisk være begge dele på samme tid.

Hvis rammerne i en leg bliver for kedelige, finder man på noget nyt. Sådan gør børn instinktivt, og sådan bør den improviserende musiker også gøre. Bliver den 4 eller 8 takters periode du har brugt som ramme for kedelig, jamen så lav om på akkorderne, twist et eller andet, eller prøv med et ulige antal takter. Eller find en anden takt-art til dit trommeloop. Spiller man selv rammen, kan det være en improviserende leg bare at lave den om og gøre den mere interessant. Så er den altid nødvendige ramme, dét man gjorde lige før, men som man er ved at finde en vej ud af. Hermed også sagt, at improvisation og efterfølgende refleksion ofte interagerer mere flydende og i flere lag, end ovenfor beskrevet.

Afslutningsvis vil jeg opfordre til at sige f… til Janteloven, og til at tage den århusianske musiker og hjerneforsker Peter Vuusts syv ”bud” for personlig kreativitet og innovation til sig: Tro på dig selv, tænk stort, tænk enkelt, brug andre, stjæl fra andre, spring over hvor gærdet er lavest og øve, øve øve.

——————————-

PS: Man kan finde meget mere omkring improvisation (også forfattet af undertegnede) her.

Artikel skrevet til DMF Århus’ medlemsblad Basunen, februar 2015

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – Flemming Blochs Mindless Studio ligger godt gemt i udkanten af Århus’ øgadekvarter. Igennem en baggård, ind ad en dør man først ser, når man er der, og så op ad en trappe der hverken er glamourøs eller handicapvenlig. Bag den næste dør begynder tingene dog at falde på plads, og man står pludselig i studiets største indspilningslokale.

Mindless Studio – udefra

Der er reoler med bøger, vintage trommesæt, klaver, würlitzer piano, orgler og meget andet godt. Igennem et hyggeligt lille køkken, og et diminutivt mellemlokale, og så er man i kommandocentralen i Mindless Studio. Og her finder jeg chefen selv, klar til en snak om ham, studiet og om kreativitet og processer. Der er musikgrej og instrumenter alle vegne, men mangfoldigheden er garneret af noget, der ligner sans for stemning, hygge og en vis form for orden, selv om Flemming betoner, at det med orden mere er af nød end lyst.

Hvordan kom du ind i musik – var det et ”hjem med klaver”?

”Nej – det var et hjem med et trommesæt. Min far var trommeslager, og da jeg kom til verden i slutningen af 60’erne var han ude at spille pigtråd hver weekend, og ofte var både jeg, min mor og min lillebror med ude. Med tiden fik jeg lov til både at stille trommerne op og til at spille på dem. Jeg begyndte også at spille el-orgel og gik til undervisning i flere år. Da jeg blev ældre, kom jeg med i forskellige skolebands og begyndte også at købe keyboards, selv om det kun var brugte ting der var råd til.”

Fusionsjazz, hvidt læderslips og computere.

Flemming fortsatte med at spille keys og fusionsjazz i nogle bands,”med hvidt læderslips og hele molevitten”. Desuden havde hans far en Fona-forretning, og det betød at Flemming og hans lillebror som nogle af de første fik en Commodore 64, og et primitivt midi interface. Midi var det sidste nye, og Flemming fik sin første synthesizer med midi og indspillede og afspillede via midi på computeren. Siden gik det slag i slag. Flemming købte flere dimser og lidt senere en Atari computer og kørte Steinbergs pro 16 og 24 på den. Alt sammen stadig på hobbybasis. ”I 90’erne fik jeg en Mac med Yamaha-lydkort, hvilket betød at jeg pludselig kunne optage lyd, og afspille det synkront med mine synthesizere og rytmebokse. Og så var det, at jeg fik stedet her, i starten var det bare det her rum til at stille grejet op i og et lille hjemmestudie, og så boede jeg med min daværende kæreste ovre på den anden side af gaden.”

Bitter musikskolelærer eller Feedback?

Sideløbende med alt dette havde udsigten til, hvad han med et smil kalder, ”en lang og lovende fremtid som bitter musikskolelærer” fået Flemming til at tage en kandidatgrad i idehistorie på universitetet. Men om vejen frem skulle være akademisk, eller om det skulle handle om at lave musik var usikkert, også selv om det at lave musik, var drengedrømmen.

”Så skete der dét at jeg gennem Turid Nørlund fik kontakt til Feedback studiet ude i Viby. Hun havde gjort rent hos dem, fået studietid i betaling, og var endt med at lave en del kor-ting og andet for dem, og hun sagde, at jeg ”da bare skulle derud og arbejde”. Jeg kendte ikke nogen derude, men hun tog mig med til et morgenmøde med Jakob Riis og sagde ”Du skal ansætte ham her, han er pissegod!” Jakob Riis, et utroligt venligt menneske sagde, ”Nå hmm, jamen det lyder da spændende. Kan du starte i morgen? Vi har lige et projekt…” Dagen efter sad jeg med min hjemmestudie-erfaring ved en 44 kanalers SSL-pult, som jeg ikke kendte, to båndoptagere, som jeg heller ikke kendte, samt en utrolig masse grej og et krydsfelt, som jeg slet heller ikke kendte noget til.”

Livlinen var reparations-teknikeren Jakob Erland som hjalp Flemming til at få styr på det, og det gik faktisk så fint, at han sad der de næste 4-5 år. Ikke fastansat, men så fast at han kunne leve af det, og desuden kunne fortsætte med at købe udstyr og grej til sin egen lille biks. Omkring 2002-3 havde teknologien dog efterhånden gjort mindre studier i stand til at levere næsten alt det, der før skulle et stort studie til, så mange store studier fik økonomiske problemer. Således også Feedback, der af samme grund fik svært ved at vedligeholde og udvikle tingene og grejet.

London og international pendling

I takt med denne udvikling blev Flemming Blochs eget lille studie langsomt udvidet med flere rum og faciliteter. Desuden kom han via internettet ind i et netværk af studieteknikere, producere og filmkomponister, mv., som udvekslede erfaringer og brugte hinanden til forskellige produktioner.

”Vi var en 25-30 stykker, der dagligt loggede på den samme server. Det udviklede sig til, at vi mødtes en to-tre gange om året, typisk i London, og på den måde fik jeg ret hurtigt en erfaring, som man normalt ville skulle arbejde i mange år for at få. Jeg kom til desuden at arbejde med musik og med grupper f.eks. Massive Attack, som jeg ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Jeg fik også arbejde i et studie i London og levede de næste 3-4 år en pendlertilværelse mellem Århus og London.”

Flemming Bloch – fortællende

Pendlertilværelsen havde dog sin pris, og på et tidspunkt besluttede Flemming sig for at rykke hjem og denne gang ”helt hjem” og bare være sig selv med eget studie. Den beslutning blev kun lettere af, at det også i England var blevet sværere for de store studier at overleve og lettere for studier som hans eget at levere professionelle produktioner.

”Jeg fandt ud af, at det jeg gerne ville lave i mit eget studie, var musik jeg godt kunne lide. Musik jeg kunne se udfordringer i, noget der var interessant, og noget jeg gerne selv ville høre. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det løber rundt, og alt i alt er det jo en privilegeret situation at sidde her som 46 årig og leve af det, jeg drømte om som barn. Det er der nok i virkeligheden ikke så mange, der gør. Så jeg har været heldig med netværket, og heldig med urimeligt uerfaren at træde ind i et stort professionelt studie som Feedback og så have et arbejde dagen efter.”

Musikalsk altmuligmand og medspiller

Du er musikalsk altmuligmand og byder gerne ind med ideer i løbet af processen. Er det et kendetegn for dig?

”Ja – der er ikke mange projekter, som jeg har lavet de sidste 10 år, jeg ikke selv spiller på. Så hvis man gerne vil et sted hen, hvor der bare sidder en tavs mand og optager helt uden at komme med input, er det nok ikke mig man skal have fat i. Jeg har en holdning til, hvordan ting skal lyde. Det kan selvfølgelig føles intimiderende, at andre blander sig i ens guldkorn, men sjovt nok er der en ret tydelig tendens til, at jo mere studieerfaring folk har, desto mere hilser de mine inputs velkommen. Det ER selvfølgelig sket, at tingene går i retning af hårknude, men så er det jo mit arbejde at få det hele tilbage på rette spor igen.

I øvrigt er det for mange musikere svært at forholde sig til, at de ikke skal spille så meget, som de kan, og at de skal ikke lave det sværeste de kan, når de laver plade. Hellere spille to toner med overskud, der sidder lige der hvor de skal, end to tusind der hele tiden halter en anelse. Hvis der spilles med underskud, eller man bruger al sin energi på det tekniske, og der ikke er noget overskud tilbage til at lave musik, kommer lytteren på arbejde, og i længden taber man sin lytter på gulvet.

Desuden glemmer mange, at det for langt de fleste lyttere handler om sangen og melodien. Den almindelige lytter hører en der synger, og så er der ”noget musik” bagved. Og jeg ser det som min opgavet at repræsentere lytteren når jeg optager og producerer. Det bør handle om, hvordan sangen bliver leveret bedst muligt, om at give plads til hinanden, om helhed og ikke så meget om det enkelte instrument. I hvert fald ikke, hvis det enkelte instrument komme til at stå i vejden for sangen, altså vokalen, teksten og melodien. Tydelighed er et vigtigt begreb her. Jeg kan godt lide tydelighed i udtrykket.”

Øjeblikkets magi

Hvordan er det med improvisation i forbindelse med producerrollen? Jeg ved, at du lægger vægt på det beslægtede begreb ”leg” og på hvad du selv har kaldt ”øjeblikkets magi”.  

Mindless Studio – indefra

”Det er lidt dobbelt. I det øjeblik jeg går i gang med et nummer med et band, og de har spillet det for mig i øvelokalet eller noget, har jeg allerede en relativ klar ide om, hvor det i store træk skal hen, men vejen derhen kan byde på mange uforudsete oplevelser. Og hvert nyt lag, ja hver ny detalje føjer noget til helheden, som igen gør, at man skal lytte med friske ører og vurdere, hvad det næste naturlige skridt er. Det sker jo alt sammen i fælles ping pong, og det er nok det, jeg holder allermest af i mit job – at spille arrangements-mæssig bold med et band og at realisere det, de gerne vil opnå, også selvom de måske ikke engang er klar over, at det er der, de eller deres musik vil hen. Man kaster sig i fællesskab ud på dybt vand, men kommer i land, og laver noget i øjeblikket som opstår i en vekselvirkning af ideer og inputs, og noget som i sig selv er større end delene, musikerne og mig, til sammen. Og det ER virkelig øjeblikkets magi, og det er vildt fedt.

Det er en proces, der både kræver et element af styring og en stor portion åbenhed både af producer og musiker. Åbenhed overfor processen. Det kan lyde, som om jeg er enormt proces-orienteret, men det ved folk, der har været her, at jeg faktisk ikke er, og det er der jo heller ikke råd til! Man har et begrænset antal timer til at lave et nummer…”

Men det er godt at holde af processen, at kende den og dens ressourcer…

”Præcis, den er superfed men samtidig er resultatet dét der er vigtigst. At arbejde på den måde kræver som sagt stor åbenhed fra musikerens eller bandets side. Hvis jeg beder et band om at spille lige i stedet for shuffle, og de på trods af indledende protester gør det, så skal der selvfølgelig mod til at træde ud på den tynde is. Det fede ved det er, at så skal alle lige pludselig til at slå ørerne ud. Hvis det er gode musikere sker der ofte noget mere interessant, end hvis de bare spiller det, de har øvet sig på og altid gør.”

Mindre snak – mere musik

Har professionelle studier en fremtid? Eller vil det ende med at alle laver deres ting hjemme?

”Jeg tror, at studier der er trimmet til forholdene, har en fremtid. Den grundtekniske erfaring gør en stor forskel, som især bliver tydelig, når man f. eks. får ting ind til mix udefra, som ikke er i orden optageteknisk. Optagelse af trommer og akustiske instrumenter kan være svært, med mindre man som mig har gjort det nærmest hver dag de sidste 20 år. Så selvom man vil producere selv, kan der stadig være rigtig gode grunde til at gå ind i et studie og få optaget i hvert fald nogle af de mere komplicerede dele. Også fordi det at starte et mix med ting der rent teknisk er i orden, er så meget bedre end at starte med noget der hele tiden skal ”reddes”, eller er optaget dårligt.”

Det er på tide for intervieweren at slutte af. Flemming Bloch er, som andre der brænder, for det de laver, velformuleret og reflekteret omkring sin metier, og han spørger: ”Må jeg sige en sidste ting?” ( Yes… )

”I situationen er det så meget lettere at prøve noget af i stedet for at snakke om det. Uanset om det er i studiet eller i øvelokalet. Diskussioner kræver energi og ender i diskussioner. Og det bør jo handle om hvad der lyder bedst, og ikke hvem der har de bedste argumenter. Så derfor er et af mine mottoer:”

”Mindre snak – mere musik.”

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013

Jeg har spillet musik så længe jeg kan huske, og har kreeret musik, siden jeg var teenager. Der gik dog mange år, før jeg blev bare nogenlunde tilfreds med mine sangtekster, så jeg var længe afhængig af at have tekstforlæg, eller have nogen til at sætte ord på mine melodier. Det var fint som revy-kapelmester, og også fint i anden co-write sammenhæng. Men ikke så fint i forhold til selv at stå som sangskriver.

Sjovt nok, var det til dels en utilfredshed med de ord, som en (i øvrigt ganske fortræffelig) co-writer ville lægge på en af mine melodier, (hvor jeg for en gangs skyld selv HAVDE fundet et omkvæd med tekst) der satte mig i gang, og siden da, har jeg i stor udstrækning været min egen tekstforfatter, eller sagt på en anden måde “fuldbyrdet sangskriver”. Jeg har dog i 2012 og 13 co-writet med folk fra nær og fjern, hovedsageligt gennem mit engagement i Århus Sangskriver Værksted og det har både været inspirerende og resulteret i en 5-6 sange som jeg synes er rigtig gode, og som jeg regner med at skrive mere om senere.

Jeg har gennem tiden givet emnet sangskrivning en del overvejelser, og kreerede i 2012 et lille og stadig aldeles ufuldendt skrift om sangskrivning og performance. (opdateret juli 2013).

(download/read)

Du kan der læse om MUSIK og ORD, følelse og intellekt, håndværk og inspiration, “License To Play“, ting der skaber sammenhæng, disciplin, musen og den kreative proces, og du kan evt. samle nogle små tips og tricks op, som du ikke kendte, eller som du havde glemt, at du kendte. Du kan også læse om autenticitet, om at gribe instrumenter du ikke kan spille på, og gøre det alligevel – og du kan også læse nogle, synes jeg selv, velvalgte ord om performance. Der har

Skriftet er oprindelig tænkt som et slags kompendium eller udgangspunkt for et undervisnings-forløb i sangskrivning, men læs og feel free to get inspired, or to disagree.

Chris Lykkegaard – hun hedder også Cohen Stuart somewhere inbetween – spurgte mig engang i tidernes morgen om jeg skrev musik, og ja det gjorde jeg, og hun skrev tekster, og det var ret fjong, for dengang skrev JEG endnu ikke tekster, og i hvert fald slet ikke sang-tekster.

Det kom der nogle virkelig fine sange ud af, og en af dem hedder Jack In The Jewelbox, og den var på repertoiret i den øhh skal vi frit sige legendariske trio Stuart, Seegert & Nilsson. (Robert Nilsson på bas)

Talentet og sangene til trods blev trioen dog aldrig legendarisk i ret manges bevidsthed, måske fordi ingen af os var de fødte bookere og det var derfor en både rigtig og fed fornemmelse at sige goddag til mine gamle co-writes for relativt nylig. Denne gang lidt kættersk med mig selv i front, men det føles alligevel som en tråd der bliver taget op.

Nedenstående er en demo, og videoen ligeledes. Still-billeder med tekst – så det er også et forsøg på at lave levende billeder uden at have dem til rådighed…

Musikken er indspillet hos Anders Borbye i 2012, og jeg siger tak til alle de uafvident medvirkende, (Bedstemor And, Sophia Loren m.fl.) såvel som de vidende.

Det første var svært selvom jeg holder meget af nummeret – det sidste drøn-enkelt og velfungerende. Det eneste svære var at stemme guitaren…. Sådan er der så meget.