Det er præcis en måned siden at der var release på “Her hvor det vender”.  Der er masser af PR-arbejde der venter på at blive gjort, men visse ting er sket. Og så har jeg fået en sand mangfoldighed af positive reaktioner på albummet fra nær og fjern, som jeg er blevet meget glad for. Og at næsten alle albummets skæringer har været nævnt som favorit-numre bland de positive responser synes jeg både er fedt og sjovt.
Selv mere indadvendte numre “Lidt for meget” og ”Lidt fra oven” er blevet nævnt, den sidste endda som med-inspirator til et jobskifte.

Og så er der DR’s P5.  Jeg er kommet på deres playlister for få dage siden!  Tak af hjertet til playlisteudvalget! Albummet er i DR’s kartotek og P5 synes så godt om ”Bare hun vil være min kæreste” at den efterhånden er blevet spillet en god håndfuld gange på vidt forskellige tidspunkter af døgnet.

Det er aldeles fedt og forleden sagde Rikke Frahm så i sit program ”P5 Morgen” med smil i stemmen:

”Ny sang fra Svend Seegert og han er ikke kræsen. Har en bred smag i denne her ”Bare hun vil være min kæreste”.

Og hun har selvfølgelig ret på sangens egne præmisser. Jeg’et – fortælleren har, båret af stigende desperation, en vældig bred smag og er ikke kræsen. Så langt så godt.  Jeg kan jo krydse fingre for, at flere af sangene bliver luftet på DR5. Forude venter selvfølgelig et stormløb på MTV, CNN, playlisterne på Spotify mv, Radio Luxembourg og Radio Merkur …

Eller måske jeg bare skal starte her i Aarhus …

Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være lys eller mørk eller begge dele
Hun ku’ være sådan een der går rundt og har det hele
Hun ku’ også bare være sig selv
Bare hun vil være min kæreste

Hun ku’ være føjelig og blid som en sommervind
Hun ku’ være ærbar og strid, eller hedde Madeleine
Hun ku’ også bare være lidt småtriviel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Næsten helt alene
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At savne en veninde

Hun ku’ være smækker og sød som en æbleskive
Hun ku’ være lækker og blød, eller bare fuld af liv
Hun ku’ os bare være en ældre model
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Som den grimme ælling
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
At være sendt til tælling

Hun ku’ ha øjne der lå som et tryllespejl
Et smil så smukt som en snekke for fulde sejl
Hun ku’ osse bare være lidt småkriminel
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ være katolik og tro på Muhammed
Hun ku’ være ret antik, men rar at være sammen med
Hun ku’ være kronisk præmenstruel (…)
Bare hun vil være min kæreste

Jeg har gået alt for længe rundt
Uden helt at lære det
Det kan til tider godt gøre lidt ondt
I mit sarte hjerte

Hun ku’ såmænd os’ bare være helt almindelig
Så længe hun hovedsageligt var kvindelig
Hun ville alligevel være noget for sig selv
Bare ved at være min kæreste

Pligtaflevering

Jeg har altid (især i teorien) været helt på det rene med, at det man låner på biblioteket skal leveres tilbage og helst (bl.a. men ikke kun på grund af ens privatøkonomi) til tiden. I mit (mine?) tidligere liv, har det i perioder været et lidt belastet forhold jeg havde til disse ellers enkle præmisser. Og faktisk praktiserede jeg i udstrakt grad brugerbetaling lang tid før det kom på mode at tale om hos nyliberale og andre. Det danske biblioteksvæsen burde have en buste stående af mig. Det er mange år siden – men man kunne selvfølgelig have frygtet at en term som “pligtaflevering” kunne have taget pippet fra mig selv i min nuværende modne og selvfremskredne alder. Det der skulle “pligtafleveres” til Det Kongelige Danske Bibliotek (tidl Statsbiblioteket) var to fysiske eksemplarer af mit snart udgivne album “Her hvor det vender”. Og lad mig gøre det helt klart – jeg behøvede ingen trusler for at få afleveringen effektueret. Ja, jeg skulle nærmest kæmpe for at få den effektueret – men nu er det gjort, og selv om de (næsten) er en ikonisk vedbend fattigere, i hvert fald i Aarhus-afdelingen, er de nu to eksemplarer af et sangskrivnings-monument rigere! (jow jow)

Mens vi venter på Godot

Kære alle.

Alle gode gange tre siger man jo, når noget ikke er lykkedes de første to gange. Så here we go: Der bliver IKKE nogen release-event eller party for mit album ”Her hvor det vender” den 14. januar.
Grunden er denne gang selvfølgelig coronarestriktions-relateret. Jeg nærede på et tidspunkt et (viser det sig) naivt håb om, at udsigten til lempede restriktioner ville antage en lysere eller grønnere kulør, men det skal man vist være mere end rød-grøn farveblind for at tro på sker inden næste fredag.

Jeg har selvfølgelig i den anledning overvejet at omdøbe mit album og har vaklet mellem følgende muligheder:

”Her hvor vi venter”
”Her hvor vi venter på Godot”
”Her hvor det sner”
”Her hvor der virkelig gror mos på en rullesten”
”Here There & Everywhere”
”Her hvor jeg hikker”
”Her hvor jeg står i kø til min 5. booster”
”Her hvor jeg går i frø”
”Her hvor der er tid til at køre nogle billeder igennem photoshop og lign., så man har noget at illustrere sin forsinkelses-opdatering med”

Jeg har efter indgående overvejelser dog valgt at blive ved den oprindelige titel ”Her hvor det vender”. Både fordi at det gør det, og fordi, at det er titlen på albummets næstsidste sang.
Jeg ville egentlig gerne have ventet med denne opdatering, til jeg med sikkerhed vidste hvornår denne ”tredje gang lykkens gang” release-event finder sted, men jeg beder lige om nogle dages respit med hensyn til den endelige dato! Men lige nu ligner det (i mit hoved om ikke andet) en release i uge 6 eller 8. Eller måske allerede i slutningen af januar! Så stay tuned! (forbliv (op)stemt).
Og god weekend!

Well – en lille (sådan da) udenrigspolitisk og alment-moralsk kommentar herfra:

Donald Trump opfører sig, i hvad jeg håber er nederlagets stund, lige så virkelighedsfjernt og virkelighedsfornægtende som man kunne have frygtet. Ja næsten værre … Mens tallene der bekræfter at demokraterne i hobetal har brevstemt og at det ikke er ovre før den tykke dame har sunget, sidder han som en anden reserve-Hitler i sit mere og mere tilsølede Hvide Hus, og udsender hobevis af desperate tweets, hvor han claimer den ene svingstat efter den anden, råber med store bogstaver om SVINDEL og forlanger at optællingen skal standse. Ja, når man peger på andre, peger 4 fingre som bekendt tilbage på én selv. Det er jo både hysterisk morsomt og samtidig helt ude i hampen. Uskønt og så dårligt tabende som det kan blive, er det i hvert fald. En siddende præsident bliver råbende og skrigende hentet hjem fra børnehaven fordi pædagogerne har givet op … Demokratifornægtende og noget i retning af forfatningsstridigt er det vel også.
Og det bekræfter i mine øjne, at enhver der støttede og støtter Trump på grund af hans realpolitik går fundamentalt, farligt og fuldstændig galt i byen. Det er nemlig slet ikke det reale – vores fælles virkelighed og fælles bedste der nogensinde har været hans sigte. Det der var og er i fokus, er ham selv og det realityshow som har været en væsentlig del af hans voksenliv. Hvis ordet ”voksenliv” overhovedet giver mening i forbindelse med Trump.
Hans virke er i bund og grund nedbrydende og hans midler er splittelsen, tvivlen, mistænkeliggørelsen og appellen til det laveste i os alle. Kort sagt: KAOS. Det er et realityspil, hvor det er som om, at han bedst kan mærke sig selv, når han for alvor hænger folk ud, for alvor er svinsk og for alvor taler til det dårligste i os alle. Til hævnfølelse, pegenfingre af andre, til vreden og frygten. Til alt det der gør os til dårligere udgaver af sig selv. Og så er alle realpolitiske ”gevinster” dyrekøbt.
At give en beregnende, skruppelløs og samtidig ekstremt infantil og narcissistisk person som gentagne gange udtrykker foragt for det demokrati han er kommet til magten ved hjælp af, udvidede magtbeføjelser, bare fordi man synes det at det er smart at gøre og fordi man tror at det kan styres, er på mange måde hvad velhavende og magt-tænkende tyskere (samt et værdihungrende skrøbeligt demokrati) gjorde i forhold til en ilter østriger for snart 90 år siden. Og nu har man så prøvet det endnu engang.

Det har ikke denne gang kostet millioner af menneskeliv, men det har kostet nærmest uendelige mængder af anseelse og måske også indflydelse udadtil og et yderligere splittet USA indadtil. Heldigvis ser det ud til, at der kan formuleres en politisk gravskrift over eksperimentet, og om ikke andet så i hvert fald over Trump som præsident.

Tilbage står en opgave med at hele et USA der i forvejen er splittet på masser af måder – en splittelse som Trump af al magt forsøgte puste til og forstærke. Og det vil han i øvrigt sikkert blive ved med fra sit Trump-Tower.
Og mindst lige så vigtigt: En opgave med at med at tale ind i en fælles virkelighed og med at genopbygge ideen om at der findes objektive facts som vi kan diskutere hvad vi vil gøre ved og forholde os til. Og så er der en opgave til os alle: At overvinde den latente ”åndelige dovenhed” og letkøbelighed som er populisternes og demagogernes bedste grobund.
Og demokraterne … Ja man (jeg) har jo lyst til at sparke dem over skinnebenet for to gange i træk at eliminere den kandidat der kunne have fejet gulv med Trump. Nu ser det trods alt ud til at planen med at lade Mr Normal være den der slår Trump med et mulehår lykkes. Og det engang så hæderkronede republikanske parti står tilbage med (tør man håbe) moralske og politiske tømmermænd. De ledsagende billeder? En illustration af at hvor dybt republikanerne er sunket – Lincoln og Eisenhower var jo republikanere af den gode slags og så et pudsigt historisk apropos. Det er i dag præcis 425 år siden at Guy Fawkes blev pågrebet lige inden han sprængte det engelske parlament i luften.

Og lad os også i den anledning håbe at Donald Trump bliver ”pågrebet” og stemt hjem inden han sprænger det amerikanske demokrati og den amerikanske anstændighed helt og aldeles i luften.  Der er såmænd skrammer nok at hele som det er.

Bond – James Bond!

Sean Connery er død 90 år gammel. Suk og træls – for nu at sige det på århusiansk. Men 90 må være ok og der var jo ikke flere film i vente.

Han er blevet kaldt verdens bedst kendte skotte, verdens bedste James Bond og tilbage i 1998 det 20 århundredes mest sexede mand. (…)

Uanset hvad – så tak for karismaen, for smilet, for øjnene, for replikkerne, for de gode ben og for den bløde og med alderen let læspende skotske accent.  Personligt vil jeg især huske ham for de roller hvor han fik lov at vise en bredere og mindre endimensionel manderolle end datidens Bond-film kunne rumme. Finding Forrester, Rosens Navn og The Untouchables er fine eksempler synes jeg.

Han havde som få andre skuespillere en evne til at brænde igennem på lærredet og ”stjæle scenen” selv i biroller. Men på en måde der gjorde helheden bedre og vel til tider gjorde de film han spillede i bedre end de var. Tak også for det.

Og så det er jo altid lidt fedt når mennesker bliver flottere med alderen. :-)

John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Ringo Starr – det lyder lidt federe end Richard Starkey :-)

7. juli 2020

Ringo Starr fylder 80. Han er verdens mest berømte trommeslager og berømmelsen kommer jo fortjent af at have været trommeslager i The Beatles. Så egentlig kunne man jo bare lukke snakken dér og ønske tillykke. Men nu er jeg jo i gang – så here goes:

Beatles var et band med ufattelig talentrigdom og uforlignelig synergi. Hvad enten det var et af musikhistoriens største held eller det var meant to be, så var det en konstellation som behøvede alle led. (Inklusive George Martin såmænd) Og som en helt nødvendig mørtel i denne overflod af kreativ energi havde The Beatles heldigvis Ringo. Han var på sin vis gruppens ”mister normal”, med en god jordforbindelse der kunne modsvare de øvrige medlemmers flyvskhed. Men man skal ikke tage fejl. Hans uundværlighed var ikke bare af gruppedynamisk karakter.

Hans trommespil som det engang i de tidlige 80’ere var blevet moderne at se lidt ned på, har gennem de sidste mange år vundet stadig større anerkendelse også blandt andre kendte trommeslagere. Et gennemgående træk i lovprisningerne er at ”Ringo spiller for sangen”. Og det er jo altså yderst vigtigt når det der gør ens band unikt vitterligt ER sangene. Han tager bestik af melodien og spiller ind i hvad han føler den har behov for. Og der er faktisk flere eksempler på at han kunne være lige så innovativ en trommeslager som McCartney var som bassist.

Gode eksempler er Ticket To Ride, She Said She Said, Come Together og på mere stilfærdig vis ”In My Life”. Og når man først begynder at lytte, er det interessant hvor mange Beatles-numre der har Ringos helt egne stil som en vigtig del af dna’et.

At det handlede om sangene og ikke om trommerne for Ringo illustreres jo smukt af, at den eneste trommesolo i Beatlestiden (i øvrigt ret fed) er en han nærmest skulle overtales til at spille. Det er fra slut-medleyet på Abbey Road – og meget betegnende er også den blevet en del af musikhistorien.

Og lad mig så lige til slut slå fast : Nej John Lennon har aldrig (i Lennonsk spøg eller alvor) sagt at Ringo end ikke var den bedste trommeslager i The Beatles. (Det stammer fra en amerikansk komiker, hvis navn jeg ikke erindrer.) Han var ikke den eneste, men han var helt afgjort den bedste.

4. maj – 75 år senere

4. maj 2020

Jeg er vokset op i et hjem med bil og klaver.

Og jeg har i hele mit liv været ret vild med begge dele. Skæbnen og mig selv har villet det sådan, at jeg er i besiddelse af flere klaverer end biler, i hvert fald når man regner modelbilerne fra.

Men altså – da jeg var barn tog mine forældre mig tit med på biltur og noget af det en bil kunne bruges til dengang i de sene 1960’ere var at køre en aftentur den 4. maj og se hvor mange lys der var i vinduerne rundt omkring Holstebro – både på landet hvor vi boede og inde i selve Holstebro.

Det var en tur fyldt med hygge og stemning og jeg kunne mærke at dagen var noget særligt, både fordi min far var historisk interesseret og en gudbenådet formidler og fordi besættelsestiden betød noget specielt for begge mine forældre. De var blevet gift i oktober 44 da man jo godt vidste hvor det bar hen på den lange bane, men hvor det også for alvor var blevet farefyldt ikke bare at rette ind.

Og da min far havde været aktiv i modstandsbevægelsen siden 40/41 fik de to vielses-attester: En til dem selv og lysere tider, og en til at vise til de tyske myndigheder. Kaj Nielsen hed min far med hornbriller og vindusglas. Ellers hed han Peter C. Seegert. Sådan er der så meget.

Jeg mener at kunne huske, at der i 1970 var ekstra mange der havde lys i vinduerne fordi det var 25 år siden, men synes også at kunne huske, at det allerede dengang var en tradition der måske var under afvikling. Og det er den jo selvfølgelig også her 50 år senere.

Jeg kører ingen bilture i aften – og mit vindue kan ikke ses af forbipasserende bilister ude på en 50 år forsinket biltur, men så har vi jo Facebook. Så here goes – og 2 hvide og 2 røde lys er pudsigt nok hvad jeg havde at fejre 4. maj med.

Inger Seegert & Peter C. Seegert. Alle går med hat. Vi er i de tidlige efterkrigsår. Sidste halvdel af 40′erne.

Datoen og dagen – tirsdag den 29. oktober har 90 års fødselsdag. Forstået på den måde, at det var tirsdag den 29. oktober 1929 at Wall Street-krakket nåede sit højdepunkt. Jeg vil undlade at kloge mig alt for meget på det, men bølgeskvulpene fra det var som bekendt langstrakte. Og følgevirkningerne var med til at styrke Hitlers nazist-parti og hans magtovertagelse i 1933, efter at de ellers havde været ved at tabe pusten i slutningen af 20′erne. At de overhovedet havde fået chancen i 20′ernes forarmede Tyskland skyldtes til dels nogle tåbeligt høje krigsskade-erstatninger som de allierede havde stillet Tyskland over for efter afslutningen af 1. verdenskrig. Og 2. verdenskrig blev på den måde anden halvdel af en lang tragedie.

Det er alt sammen laaang tid siden og så alligevel ikke. For det første ved jeg at min farfar nødtvungent deltog i 1. verdenskrig fordi han med resten af sin dansksindede familie boede i Flensborg. Han røg som reservekavalerist eller noget i den retning til vestfronten eller i hvert fald Frankrig, men kom helskindet hjem igen. Og da det glippede med Flensborg og Danmark i 1920, slog de sig ned nord for grænsen i Løgumkloster. Så langt så godt.

Jeg mener at vide, at min fars ældste bror – min onkel Willy havde slået sig ned i USA i midten af 1920′erne og drev det til at være afdelingsleder i et stormagasin i New York eller Chicago. Han rejste dog hjem drevet af depressionen efter Wall Street-krakket og blev antikvitetshandler i København. Så langt så godt.

Min far blev født i 1917 og nåede ikke meget af 1. verdenskrig, men var som modstands-aktiv under besættelsen, under jorden i (tror jeg) 4 år, og da mine forældre blev gift i 1944 kom der to vielses-attester ud af det. En med de ægte navne og en til at vise de tyske myndigheder. Det blev vist ikke nødvendigt, eller gik i hvert fald godt, så – så langt så godt kan man sige, også her. Men på den vis er både første og anden verdenskrig og en bestemt sort tirsdag for 90 år siden noget som både kom til at hænge sammen, og som spillede en rolle for mine nærmeste aner. Det er da meget sjovt synes jeg …

Et ikonisk cover fylder 50

Verdens smukkest fotograferede og mest ikoniske fodgængerovergang ligger i London. Den ligger, hvad mange ikke ved, tæt på et kryds hvor vejen splitter op i to, og derfor var jeg i 1991 eller 92, da jeg selv opsøgte den (og fik Peter Engelund Skoven til at tage et billede af mig), lidt desorienteret. Det er jo selvfølgelig Beatles’ Abbey Road fodgængerovergangen (ingen overkørsler her tak) jeg fabler om og den er, hvis jeg ikke tager meget fejl, endnu mere ikonisk i dag, end for de næsten tre årtier siden hvor jeg selv på en tur med kunsthistorie-kammeraterne, pressede den ind som et must mellem Tate Gallery, National Museum og andre gallerier, hvis beliggenhed og indhold jeg for længst har glemt.

Abbey Road 8. august 1969

Men Abbey Road overgangen og det ikoniske cover er her endnu og i min bevidsthed på linje med Rembrandt og Van Gogh … Selvfølgelig ikke fordi at kunsten i billedet er verdenskunst, men så alligevel. Det er i hvert fald pop-kunst, hvis jeg må udvide det 60′er begreb en anelse. Det er et af verdens fineste album-covers nogensinde, og tror jeg, med lethed det mest citerede. Blå mystiske George, casual barfodede Paul med smøg i højre hånd, elegant klædte Ringo og løveagtigt behårede John i front. Sjovt fordi John vel ER på vej videre rent mentalt, samtidig med at han ikke mere er den ledende beatle – og ja, masser af skøre symbolikker. Beatles-nørder ved selvfølgelig at VW’ens nummerplade LMW 281F af konspirationsteoretikere af den yderst vidtløftige slags, skal læses som LMW 28 IF – ford Paul næste gang ville fylde 28 HVIS han altså ikke var død ved et biluheld 2 år før … Hans bare fødder skulle så være et hint (som om man ville give det, hvis det virkelig skulle have været tilfældet), fordi at det at være barfodet i Indien (vistnok) er et dødssymbol, eller noget …. jow jow …Og så havde man fundet en venstrehåndet standin, der så ligesådan ud og havde samme stemme … og ér man i gang med den dødsrute er George graver, Ringo bedemand og John Jesus!

Well – men billedet ER smukt. Og det fylder 50 år i dag den 8. august. Det er et af de sidste billeder af The Beatles sammen og det er i mine øjne et lyst lykkeligt billede, lidt som selve albummet. George Martin var, efter ikke at have været med på Let It Be, tilbage som producer og med-beatle, og det er som om at de var bevidste om, at svanesangen skulle være en sang med klang, med dedikation, med tætte fyldte harmonier og på sin vis et testamente. Af den gode slags.

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Refleksioner over et tiltrængt valgresultat.

Bum – så skete der endelig noget, der var værd at skrive hjem eller til sig selv om. Så – here goes:
I mine øjne er det først og fremmest historien om et velkomment farvel til den vel måske mest forhadte regering siden 2. verdenskrig og den mest inkompetente ditto siden systemskiftet i 1901. Eller noget …

Det var en regering med en statsminister, der aldrig rigtig blev valgt til og i sidste regeringsperiode kun kom til magten via politisk spilfægteri fra et (dengang) yderste højre, der ikke turde tage ansvar da de blev bedt om det.
Statsministeren havde og har stadig en rekordlang række af dårlige sager rækkende helt tilbage til ungdomsårene i VU, og meget betegnende udpegede han ministre efter hvem han skyldte noget, og efter hvem det forekom ham magtpolitisk smart at udnævne. Det var nemlig aldrig politikken eller visionerne der drev ham. Det var magten – ”nøglerne til statsministeriet” som han fetichistisk (og i virkeligheden ret selvafslørende) kaldte det. Resultatet var en regering med ministre uden faglighed, og hvad endnu værre er, ministre uden samvittighed og uden moralsk kompas.

Der blev ført tåbelig symbolpolitik og symbollovgivning, grænsekontrol der (trods masser af huller) koster millioner, vildsvinehegn der ikke virker og som en syrlig prik over i’et havde vi en såkaldt integrationsminister der diskede op med lys og lagkager når ekstra hårde lovforslag på flygtningeområdet blev gennemført. Skattevæsenet sejlede, det offentlige sejlede – og miljøpolitikken som på sin vis ikke eksisterede, blev dikteret af arkaiske landbrugs-interesser.

Så farvel og tak. Tak for ikke at være her som regering længere.

En anden men selvfølgelig relateret historie er DF’s totale nedsmeltning. De blev jo nærmest overhalet højre om af både Støjberg og Mette Frederiksen – og desuden har deres nærmest patologiske fornægtelse af at det er nødvendigt at forholde sig til klima og ligestilling nok været lidt af en selvmålsscorende boomerang. Oven i dette kommer Pia Kjærsgaards ufatteligt uværdige fremtoning som folketingets formand, men om det decideret har kostet DF-stemmer aner jeg ikke.
En tredje historie er, at valget var et jordskred når det gælder klimapolitikken. Og Mette Frederiksen bør nok erindre, at det er de klima-fokuserede støttepartier hun kan takke for sit flertal, for S fik trods det gevaldige herre/højresving færre stemmer end for 4 år siden.
En fjerde historie er at Alternativet slap fra noget så kættersk som ikke at foreslå Mette Frederiksen som statsministerkandidat, med livet i behold. Det vil mange kalde et selvmål, men jeg kalder det modigt og konsekvent. Og jeg anbefaler at man læser det 80 siders program de gik til valg på. Det er tankevækkende og rummer også tiltag til en ny måde at tale og tænke politik på. (etc etc – forkortet af redaktionen …)

Der er også historien om Liberal Alliance – som procentmæssigt var en endnu større taber end DF – men den kan andre fortælle.

Det helt fede er: At Rasmus Paludan og hans nynazistiske projekt ikke kom ind. Det havde været nærmest Trumpsk utåleligt – og at medierne ikke fik held med at booste ham ind via “breaking news” etc tjener vælgerne til ære. Det er også ubetaleligt fedt ikke at skulle se det fanatiske lys i Inger Støjbergs øjne når der kom nye stramninger, ikke at skulle overvære Martin Henriksens frikadelle-nationalisme, ikke at skulle tåle Joachim B. Olsens dumheder artikuleret i folketinget og ikke at skulle have “Lille Lars fra Græsted” og hans regering i spidsen for Danmark. Og så selvfølgelig at befolkningen har pålagt den kommende regering at føre grøn politik.

(fra Facebook)

Kreative og rekreative interaktioner i 2018

Kære alle

Året rinder ud og der er tradition for status.

Jeg vil springe alle politiske fortrædeligheder over – lokale såvel som globale, og gå direkte til noget mere bæredygtigt og opløftende.

Jeg vil nemlig sige TAK. Og gerne med mindst lige så store bogstaver som sidste år. At nogen overhovedet har lyst til at være i et fællesskab med én selv, er noget man let kan komme til at tage for givet, men når man (jeg) tænker efter, er taknemlighed en central følelse. Det er rigtig fint at kunne vælge og at turde spørge – men det er altså også rigtig fint at blive valgt og at blive spurgt. Og så er det jo fantastisk, at nogle gider spille og skrive musik med mig, og at så mange gider lytte når jeg fremfører mine egne sange. I mindre ydmyge øjeblikke tænker jeg, at det er meget naturligt(!), men alligevel.

Som nogle vil vide holder jeg af cykling – gerne på stål og i uld, og at der en håndfuld gange i årets løb er lejlighed til at gøre det med verdens sejeste eller skøreste cykelhold Squadra Molteni er også fantastisk. Og det er jo i tilgift en gave at have gode arbejdskammerater, en sød familie, dejlige børn og verdens sødeste kæreste.

Så altså – TAK!!! Vi er jo alle noget unikt hver især, men vi er det kun i kraft af hinanden … (forkortet af redaktionen) :-p

Godt Nytår.

Og til allersidst en hilsen til søens folk, Margrethe nævner dem jo alligevel aldrig – og til min søn der på grund af geografiske forhold tager 6 timers forskud på årsskiftet. :-)

#mindreulighed2019, #medmenneskelighed2019, #detvarmehjerteogdetkøligeoverblik2019 #kvalitetfremforkvantitet2019, #dialogfremformonolog2019 #brobygningfremforgrøftegravning2019

(oprindeligt postet på Facebook)

Jeg har i samarbejde med Birgit Pedersen fra ARoS et sjovt lille projekt i støbeskeen. Ja faktisk er projektet egentlig færdigstøbt men visse af sangene er ikke helt færdigstøbt endnu. Det handler nemlig om en koncert der afholdes på ARoS søndag den 25. november kl 13. (Gratis adgang)
Koncerten bliver (apropos kunst) mangefarvet, både fordi der er op til 15 sangskrivere fra Århus Sangskriverværksted med, og fordi de hver spiller en sang der på den ene, anden eller tredje måde tager afsæt i et selvvalgt værk fra ARoS’ permanente udstilling Human Nature.
Human Nature byder på 200 års stof til eftertanke og refleksion over livet i en tematisk ophængning under overskrifter som Natur, Religion, Filosofi og Psykologi. Udstillingen spænder i “sagens natur” stilmæssigt vidt og det tror jeg også koncerten kommer til at gøre. Som sangskriver har man kunne bruge sit valgte værk som udgangspunkt for parafrasering, som afsæt videre eller som umiddelbar stemningsmæssig inspirationskilde. Eller som noget fjerde eller femte.
Som publikum vil man få det valgte værk projiceret op og vist mens sangen spilles og på den måde samles trådene fint, ikke mindst fordi koncerten finder sted på ARoS. :-)
Mit eget bidrag tager afsæt i en bestemt kvinde og et dyr der gjorde en forskel …
Tak til Birgit og ARoS, til de medvirkende sangskrivere fra ÅSV og til Claus Jensen for video

Mening

Jeg har benene op, laver ingenting
DR update kører i ring
Jeg kan høre polemik fra nær og fjern
En sær mosaik af tidens tern
Folk demonstrerer for demokrati
de agiterer for hvad de kan li’.
Der er det du troed’ havde mistet sin glød
Der er løsrevne ord og mennesker i nød

Men – er der en mening(?)
Yin og Yang i forening

Der’ en snak med en fyr fra PET
Han er slet ikk i tvivl om hvad der skal til
Han siger vi er truet af terror her til lands
Men er det der blir kuet, ik’ din kritiske sans?
For når fjenden er spottet er rollerne fordelt
Men resten plottet får vi ikke helt
Vi kan daske rundt og drikke Pepsies
Var det ik’ på tide med lidt skepsis?

Og – med lidt mening
Et yin og yang i forening

Og de siger dit spørgsmål går over gevind
Når du be’r om en sandhed befriet for spind
Og der er dem der siger man er besværlig,
Når man ber dem om at være ærlige
Det ku’ vær tand for tand, men vi behøver hinanden
Isoler en mand og han taber sin forstand
Og spurgte du mig om et våben
Så ville jeg sige – kom og vær åben!

Og gi det en mening
Yin og yang i forening

Fortsættelse følger på Fairbar i aften, hvor der er åben mikrofon arrangeret af Fairbar og Århus Sangskriverværksted i fællesskab. Det skal nok blive fint. Rasmus Due Olesen er aftenens vært, og jeg sidder ved lydpulten. Og ja – så giver jeg også et par numre eller tre, når jeg nu er dernede. Deriblandt sikkert ovenciterede “Mening”. Og så kan man få slutningen med. Og tonerne!

Folkekære digtere (også selv om de helst vil kaldes mellemfolkelige) er ikke det værste man har. Nu har vi så desværre ikke Benny Andersen mere. Men vi har heldigvis hans ord. Læs f. eks her hvor netop det mellemfolkelige er temaet:

I begyndelsen

I begyndelsen var isen
derpå kom indvandrerne
de første jægere sydfra
det var tider dengang
kneb det med rensdyrsteg
tog man til takke med østers

Da danerne blev trætte af at bo i Sverige
flyttede de meget passende til Danmark
og sådan er det gået slag i slag
lige siden

De ankom til fods
til hest
til søs
men det gælder dem alle
kyndige købmænd og stoute stenhuggere
gæve gøglere og hårdføre håndværkere
aktive arkitekter og ledige lejesoldater:
de var med til at danne Danmark

Mange kom af egen drift
mens andre var blevet drevet på flugt
eller simpelthen deporteret hertil
men det gælder dem alle
franske huguenotter og russiske jøder
hollandske gartnere på Amager
polske roearbejdere på Lolland
kartoffeltyskere i Jylland:
de var med til at danne Danmark

Og navnene lever videre
navnene bag stavnsbåndets ophævelse
Reventlow og Moltke
Grundlovens stiftere
Lehmann og Monrad
Tscherning og Andræ
gode gamle indvandrernavne som
efterhånden lyder ganske danske

At Jylland i vore dage ikke
ligger hen som en ørken
har på en ejendommelig
men meget dansk måde
noget at gøre med Dalgas Boulevard

Danske forfattere
har navne som Jacobsen
Andersen og Jensen
Kristensen og Jæger
men også navne som Oehlenschlæger
Pontoppidan
Paludan
Panduro
uanset navnet
blev dansk mere dansk
for hver linje de skrev

I begyndelsen var isen
derpå kom vi indvandrere
fra alle verdenshjørner
vi ryddede og dyrkede
pløjede og plejede
byggede og bryggede
splejsede og svejsede
vi trodsede og tabte
vi rejste os og skabte
et land som er en gnalling
på det store verdenskort
med knap en promille af klodens milliarder
og dog med et ret anseligt ry
for fred og fordragelighed
omsorg og opfindsomhed
hensyn og humor
som gir folk i fjerne lande milde øjne

Og Danmarkshistorien er langtfra forbi
trods indvandrerstop
har vi noget at se frem til:
hvilke nye navne vil om tyve tredive år
lyder lige så fortroligt danske
som Meyer og Passer
Utzon og Borge
Schmeichel og Schade gør i dag?

I begyndelsen var isen
men den er smeltet forlængst
nu er det os der er her
og fremtiden begynder lige nu.

Fra digtsamlingen: Denne kommen og gåen – 1993 – Borgen
Af Benny Andersen

Jeg talte lidt med Gud
her den anden dag
Han sagde lige ud
at han havde trukket sig tilbage.
Og fra at være omnipotent
så var han nu bare livstilskonsulent

Sådan kort fortalt,
så ku’ han stadig alt
men det var blevet lidt for normalt
at alt endte galt
Dét at sætte ting i system
var endt med at bli’e til et problem

For hver evig eneste gang han havde skabt et paradis
Så var det bare endt, med lykke lagt på is

Så nu hvor Gud er gået – i hi
Har vi så mon fået – noget at sige?
Nu hvor Gud er gået – i stå
Har vi så mon fået – noget vi kan nå?

Det han virkelig ville
det var at skabe liv
Der selv ku’ finde lykke
uden at yppe kiv
Hans tanker om hvordan det ku’ blive
de var forblevet fri fantasi

For hver evig eneste gang han havde skabt et paradis
Så var det bare endt, med krig og skibsforlis

Så nu hvor Gud er gået – i hi
Har vi så mon fået – noget at sige?
Nu hvor Gud er gået – i stå
Har vi så mon fået – noget vi kan nå?

Fortsættelse følger (måske) i aften på Fairbar. Der er nemlig åben scene for sangskrivere afholdt i fælleskab af Fairbar og Århus Sangskriverværksted. Det starter kl 20.00, og bliver det som det plejer (og det plejer det) bliver det hyggeligt, mangefarvet og varieret og udvalget af øl er ca. lige så mangefarvet og varieret. Inger Fogh er vært – hun synger så englene synger med, og jeg er lydmand – og giver også et par numre. Heriblandt (måske) “Nu hvor Gud er gået.

Jeg har tilbragt lidt af min weekend med at gense “En forårsdag i Helvede” – Jørgen Leths episke film om den cykelløbet Paris-Roubaix. Den er stadig fænomenal, legendarisk, episk (find selv på), og blev, som en del af programmet på Aarhus Bike Show meget passende fremvist på ARoS. Det bedste var dog, at jeg fik hilst på min barndoms største danske cykel-koryfæer, Niels Fredborg og Ole Ritter. De diskede begge op med fine historier fra og om dengang både mænd og cykelstel var lavet af stål. Og Ole Ritters selvbiografi “Ritter” fortalt til Flemming Enevold er fin læsning, hvis man er tilvelfortalt cykelsportshistorie fra det virkelige liv.

En lille hilsen fra det virkelige liv.

En OL guldmedalje fra det virkelige liv.

Kreative og rekreative relationer 2017

Et godt ord, er ordet ”tak”. Det kaldes ofte et “lille ord”, og er det jo også kvantitativt. Tre bogstaver er ikke meget, men jeg synes alligevel, at det er et stort ord, når det bruges. Og når et år rinder ud, er det vel værd at sige tak for det gamle.
I hvert fald vil jeg med og af hjertet sige tak til de mennesker jeg har interageret med i årets løb. Der har været inspireret co-writing og sammenspilning af musik, dedikeret samvær med musikkolleger, kilometer-ædende cykling på stål og i uld, og inspireret samvær med både ganske nye og gode gamle venner. Tak også til min tålmodige familie og min allersødeste kæreste der rummer mig, som den jeg er.

Måtte 2018 blive året hvor en rytter med en smuk stil vinder touren, hvor arkitekter med andre visioner end skyskraberi vinder byrådenes og stadsarkitekternes hjerter (og hjerner), hvor ministre ansættes efter evne i stedet for efter hvem der skyldes noget, hvor Danmark og dets regering indser, at vi lever i en global verden med et globalt ansvar. Måtte 2018 også blive et år hvor der blev rokket ved den omstændighed, at det ikke er velstand verden mangler men en ordentlig og mindre absurd måde at fordele den på.

Det værste og bedste er, at det starter med os selv hver især…

Så derfor: Skål og Godt Nytår.

Skål på et levende, engageret og dedikeret nærvær i forhold til hvad vi hver især går rundt og laver. Skål på mindre ulighed, på medmenneskelighed, det varme hjerte og det kølige men engagerede overblik. Skål på kvalitet frem for kvantitet, eller at det i det mindste går hånd i hånd. Skål på dialogen frem for monologen og på brobygning frem for grøftegravning og i det hele taget bare skååål. :-)

Paul McCartney fylder 75

Det er Paul McCartneys fødselsdag.

Da han var 16(!) skrev han om at blive 64 ”many years from now”, og nu fylder han altså 75.
Jeg vil ikke tøve med at kalde ham verdens største nulevende sangskriver, og jeg kunne let lokkes til at bruge større ord. :-)

Han har skrevet sange som Yesterday, Hey Jude, Let It Be, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, Penny Lane, The Long And Winding Road, For No One, Maybe I’m Amazed, Got To Get You Into My Life, And I Love Her, Get Back, Helter Skelter, I Will, Can’t Buy Me Love, Lady Madonna, Paperback Writer, og mange mange andre.

Han har desuden skrevet et hav af sange med andre – først og fremmest selvfølgelig John Lennon – de var faktisk fælles om ikke så lidt, men blandt andre samarbejdspartnere kan nævnes Michael Jackson, Stevie Wonder, Elvis Costello, Carl Perkins, Kanye West og Riannah. (der er utvivlsomt flere..)

Den vægtigste del af hans sangskat stammer fra Beatles-tiden, men en af de smukkeste sange han har lavet synes jeg faktisk er ”Here Today” – hans underspillede og fine sang til John Lennon.

Paul er her heldigvis endnu, og at han stadig gider at tage verden rundt og spille sine sange for 3-4 generationer af medsyngende fans og almindelige musik-elskere, synes jeg både er fedt og generøst. Hans stemme ER slidt af de mange års udforskning af grænselandet mellem Yesterday, Helter Skelter og Oh Darling, men sangene er friske og i ordets bedste forstand evigt-grønne evergreens.
Og når han en dag ikke er her mere, vil sangene, fællesskabet, glæden ikke mindst den sprudlende musikalske glæde være her endnu.

Og det vil den også være many years from now.

In memoriam

Peter Bastians i konventionel forstand for tidlige død har allerede fået virkeligt mange fine ord med på vejen. Med rette synes jeg. Han var for mig et fyrtårn bestående af blændende musikalitet, dybt og seriøst engagement, charmerende gadedrengs-charme og et helt usædvanligt talent for formidling. Både af musik, af musikalsk erkendelse og af kulturkritisk stillingtagen.

Han turde og kunne i 80’erne tale om musik, musikoplevelse og musikudøvelse på tværs af gængse akademiske normer, hvilket for mange og i hvert fald mig udgjorde en sprudlende og alternativ oase af dedikeret indsigt.

Hans formidlingsevne og musikalitet gik på tværs af genrer, og han var ikke bange for at lege og være gammel vismand. Han turde tale om værdien af inden i sig selv at komme i kontakt med behovet for noget højere. Han turde også tale om ”musikfaste”, om at blive selektiv i hvad man udsætter sig for, og samtidig turde udsætte sig selv for noget man ikke forstår en dyt af. Både musikalsk og menneskeligt.

Jeg kan rigtig godt lide nedenstående citat – plukket fra et interview med Martin Spang Olsen i 2012. (det kan findes på youtube)

”Hvis vi er interesseret i tilværelsen, i at være til stede, så påkalder vi os tilværelsens interesse, og det betyder simpelthen, at vi kommer i spil. Og når du kommer i spil, ja så er der fare på færde. Who cares – det er ligesom hele pointen. I det øjeblik du beslutter dig til, at ”nu vil jeg flytte mig”, så løber du en frygtelig risiko. Du risikerer at lave fejl, det kan ikke undgås. Du er nødt til at indstille dig på, at det at lukke op for tilværelsen på tilværelsens præmisser og ”lander på planeten”, kan give mærker i lakken. Men pointen er jo ikke om der kommer mærker i lakken, pointen er, om du vil gemme dig i et garderobeskab eller deltage i tilværelsen, sådan som den fungerer.”

Peter Bastian kom i hvert fald i spil, og fik skrammer. Jeg tvivler på, at han vidste hvordan et garderobeskab ser ud indefra, men heldigvis vidste han så meget andet, som han bragte i spil.

Tak for det.

Refleksioner fra hoften over et amerikansk præsidentvalg

Fuckfjæset vandt. Den dårligste frisure nord for sydpolen vandt. Den dårlige smag vandt. Vreden og den uartikulerede protest mod establishmentet vandt og fornuften, etikken og den almindelige værdighed tabte. Det er amerikanernes brexit, det er amerikanernes udgave af DF i Sønderjylland, det er svært at fatte og tabet af international anseelse er endog ufattelig svært at overskue. Præsidenten for verdens mægtigste nation bliver en opportunistisk og aldeles fact-ignorerende klumpedumpe, som det er særskilt svært at nære umiddelbar respekt for, for slet ikke at tale om den dybere af slagsen.

At Trump er en notorisk lystløgner og en skurvognspralende mandschauvinist er desværre ikke engang det værste. Det mest bekymrende er hans polariserende og ekstremt popularistiske italesættelse af minoriteter og det mildt sagt naivistiske syn på international politik tilsat noget, der ligner en kronisk og personlig uligevægtighed præget af ekstrem narcissisme. At manden, der har ført sig selv frem som self-made med blot et lille lån af sin far på bare 7 mill. $ til at starte med, og som ”kun” har ca. 3.500 sagsanlæg og omkring 10 fallitter på kontoen, er nået langt, med så lidt både i form af personlig integritet, pålidelighed og konkrete politiske ideer, er tankevækkende. På den i vinden blæsende måde.
Trump er sandsynligvis den præsidentkandidat der har fornærmet flest forskellige grupper og grupperinger i USA i sin kandidatur. Han er også den kandidat der suverænt er sluppet af sted med flest løgne ved bare at gentage dem. Mest bemærkelsesværdigt er han nok også den kandidat der har begået flest utilgivelige brølere, både politisk, fact-relateret og moralsk uden at støde på afgørende grund i sin fremfærd.

He spoke his mind, but his mind isn’t right, som børn og andre uden grus i øjnene sagde. At det er lykkedes for ham, er, sagt på jævnt jysk, træls – både for dem der støttede Hillary, og for os der på afstand håbede på en tillidsvækkende og bare jævnt troværdig præsiden for jorden mægtigste stat. Man kunne håbe, at Trump der måske gik ind i kampen uden mål om at vinde andet end profil og profit, vågner op som Jeppe i baronens seng, og erkender at han ikke er på højde med opgaven, og derfor bakker ud, hvilket han ikke kan, men som derfor i hvert fald fatter opgavens betydning – og lidt som Jakob Haugaard der blev valgt til folketinget på medvind på cykelstierne og andet godt, erkender sin egen uformåen, og kommer i kontakt med det han ikke kan og ikke ved. Desværre blev Trump valgt på noget ligeså luftigt som på forhånd lovet medvind, og man må krydse fingre for, at det hold han sætter omkring sig forstår, at det kræver mere end at bygge mure og lave trutmund, at være amerikansk præsident.

For demokraterne og for os andre står spørgsmålet rungende tilbage: Kunne en duknakket 74 årig og ufatteligt velkommunikerende senator med både hjerte og hjerne på rette sted – en troværdig politiker der forstod den underliggende vrede hos den marginaliserede lavere middelklasse have gjort det bedre mod Trump? Det kunne han efter al sandsynlighed, og så havde man været lige så stolt og glad som for 8 år siden.
Nu kan vi blot håbe på, at den måde Trump vil gøre USA great again på, ikke er ødelæggende. Hverken for USA eller for alle os andre.