Well – en lille (sådan da) udenrigspolitisk og alment-moralsk kommentar herfra:

Donald Trump opfører sig, i hvad jeg håber er nederlagets stund, lige så virkelighedsfjernt og virkelighedsfornægtende som man kunne have frygtet. Ja næsten værre … Mens tallene der bekræfter at demokraterne i hobetal har brevstemt og at det ikke er ovre før den tykke dame har sunget, sidder han som en anden reserve-Hitler i sit mere og mere tilsølede Hvide Hus, og udsender hobevis af desperate tweets, hvor han claimer den ene svingstat efter den anden, råber med store bogstaver om SVINDEL og forlanger at optællingen skal standse. Ja, når man peger på andre, peger 4 fingre som bekendt tilbage på én selv. Det er jo både hysterisk morsomt og samtidig helt ude i hampen. Uskønt og så dårligt tabende som det kan blive, er det i hvert fald. En siddende præsident bliver råbende og skrigende hentet hjem fra børnehaven fordi pædagogerne har givet op … Demokratifornægtende og noget i retning af forfatningsstridigt er det vel også.
Og det bekræfter i mine øjne, at enhver der støttede og støtter Trump på grund af hans realpolitik går fundamentalt, farligt og fuldstændig galt i byen. Det er nemlig slet ikke det reale – vores fælles virkelighed og fælles bedste der nogensinde har været hans sigte. Det der var og er i fokus, er ham selv og det realityshow som har været en væsentlig del af hans voksenliv. Hvis ordet ”voksenliv” overhovedet giver mening i forbindelse med Trump.
Hans virke er i bund og grund nedbrydende og hans midler er splittelsen, tvivlen, mistænkeliggørelsen og appellen til det laveste i os alle. Kort sagt: KAOS. Det er et realityspil, hvor det er som om, at han bedst kan mærke sig selv, når han for alvor hænger folk ud, for alvor er svinsk og for alvor taler til det dårligste i os alle. Til hævnfølelse, pegenfingre af andre, til vreden og frygten. Til alt det der gør os til dårligere udgaver af sig selv. Og så er alle realpolitiske ”gevinster” dyrekøbt.
At give en beregnende, skruppelløs og samtidig ekstremt infantil og narcissistisk person som gentagne gange udtrykker foragt for det demokrati han er kommet til magten ved hjælp af, udvidede magtbeføjelser, bare fordi man synes det at det er smart at gøre og fordi man tror at det kan styres, er på mange måde hvad velhavende og magt-tænkende tyskere (samt et værdihungrende skrøbeligt demokrati) gjorde i forhold til en ilter østriger for snart 90 år siden. Og nu har man så prøvet det endnu engang.

Det har ikke denne gang kostet millioner af menneskeliv, men det har kostet nærmest uendelige mængder af anseelse og måske også indflydelse udadtil og et yderligere splittet USA indadtil. Heldigvis ser det ud til, at der kan formuleres en politisk gravskrift over eksperimentet, og om ikke andet så i hvert fald over Trump som præsident.

Tilbage står en opgave med at hele et USA der i forvejen er splittet på masser af måder – en splittelse som Trump af al magt forsøgte puste til og forstærke. Og det vil han i øvrigt sikkert blive ved med fra sit Trump-Tower.
Og mindst lige så vigtigt: En opgave med at med at tale ind i en fælles virkelighed og med at genopbygge ideen om at der findes objektive facts som vi kan diskutere hvad vi vil gøre ved og forholde os til. Og så er der en opgave til os alle: At overvinde den latente ”åndelige dovenhed” og letkøbelighed som er populisternes og demagogernes bedste grobund.
Og demokraterne … Ja man (jeg) har jo lyst til at sparke dem over skinnebenet for to gange i træk at eliminere den kandidat der kunne have fejet gulv med Trump. Nu ser det trods alt ud til at planen med at lade Mr Normal være den der slår Trump med et mulehår lykkes. Og det engang så hæderkronede republikanske parti står tilbage med (tør man håbe) moralske og politiske tømmermænd. De ledsagende billeder? En illustration af at hvor dybt republikanerne er sunket – Lincoln og Eisenhower var jo republikanere af den gode slags og så et pudsigt historisk apropos. Det er i dag præcis 425 år siden at Guy Fawkes blev pågrebet lige inden han sprængte det engelske parlament i luften.

Og lad os også i den anledning håbe at Donald Trump bliver ”pågrebet” og stemt hjem inden han sprænger det amerikanske demokrati og den amerikanske anstændighed helt og aldeles i luften.  Der er såmænd skrammer nok at hele som det er.

Bond – James Bond!

Sean Connery er død 90 år gammel. Suk og træls – for nu at sige det på århusiansk. Men 90 må være ok og der var jo ikke flere film i vente.

Han er blevet kaldt verdens bedst kendte skotte, verdens bedste James Bond og tilbage i 1998 det 20 århundredes mest sexede mand. (…)

Uanset hvad – så tak for karismaen, for smilet, for øjnene, for replikkerne, for de gode ben og for den bløde og med alderen let læspende skotske accent.  Personligt vil jeg især huske ham for de roller hvor han fik lov at vise en bredere og mindre endimensionel manderolle end datidens Bond-film kunne rumme. Finding Forrester, Rosens Navn og The Untouchables er fine eksempler synes jeg.

Han havde som få andre skuespillere en evne til at brænde igennem på lærredet og ”stjæle scenen” selv i biroller. Men på en måde der gjorde helheden bedre og vel til tider gjorde de film han spillede i bedre end de var. Tak også for det.

Og så det er jo altid lidt fedt når mennesker bliver flottere med alderen. :-)

John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Ringo Starr – det lyder lidt federe end Richard Starkey :-)

7. juli 2020

Ringo Starr fylder 80. Han er verdens mest berømte trommeslager og berømmelsen kommer jo fortjent af at have været trommeslager i The Beatles. Så egentlig kunne man jo bare lukke snakken dér og ønske tillykke. Men nu er jeg jo i gang – så here goes:

Beatles var et band med ufattelig talentrigdom og uforlignelig synergi. Hvad enten det var et af musikhistoriens største held eller det var meant to be, så var det en konstellation som behøvede alle led. (Inklusive George Martin såmænd) Og som en helt nødvendig mørtel i denne overflod af kreativ energi havde The Beatles heldigvis Ringo. Han var på sin vis gruppens ”mister normal”, med en god jordforbindelse der kunne modsvare de øvrige medlemmers flyvskhed. Men man skal ikke tage fejl. Hans uundværlighed var ikke bare af gruppedynamisk karakter.

Hans trommespil som det engang i de tidlige 80’ere var blevet moderne at se lidt ned på, har gennem de sidste mange år vundet stadig større anerkendelse også blandt andre kendte trommeslagere. Et gennemgående træk i lovprisningerne er at ”Ringo spiller for sangen”. Og det er jo altså yderst vigtigt når det der gør ens band unikt vitterligt ER sangene. Han tager bestik af melodien og spiller ind i hvad han føler den har behov for. Og der er faktisk flere eksempler på at han kunne være lige så innovativ en trommeslager som McCartney var som bassist.

Gode eksempler er Ticket To Ride, She Said She Said, Come Together og på mere stilfærdig vis ”In My Life”. Og når man først begynder at lytte, er det interessant hvor mange Beatles-numre der har Ringos helt egne stil som en vigtig del af dna’et.

At det handlede om sangene og ikke om trommerne for Ringo illustreres jo smukt af, at den eneste trommesolo i Beatlestiden (i øvrigt ret fed) er en han nærmest skulle overtales til at spille. Det er fra slut-medleyet på Abbey Road – og meget betegnende er også den blevet en del af musikhistorien.

Og lad mig så lige til slut slå fast : Nej John Lennon har aldrig (i Lennonsk spøg eller alvor) sagt at Ringo end ikke var den bedste trommeslager i The Beatles. (Det stammer fra en amerikansk komiker, hvis navn jeg ikke erindrer.) Han var ikke den eneste, men han var helt afgjort den bedste.

4. maj – 75 år senere

4. maj 2020

Jeg er vokset op i et hjem med bil og klaver.

Og jeg har i hele mit liv været ret vild med begge dele. Skæbnen og mig selv har villet det sådan, at jeg er i besiddelse af flere klaverer end biler, i hvert fald når man regner modelbilerne fra.

Men altså – da jeg var barn tog mine forældre mig tit med på biltur og noget af det en bil kunne bruges til dengang i de sene 1960’ere var at køre en aftentur den 4. maj og se hvor mange lys der var i vinduerne rundt omkring Holstebro – både på landet hvor vi boede og inde i selve Holstebro.

Det var en tur fyldt med hygge og stemning og jeg kunne mærke at dagen var noget særligt, både fordi min far var historisk interesseret og en gudbenådet formidler og fordi besættelsestiden betød noget specielt for begge mine forældre. De var blevet gift i oktober 44 da man jo godt vidste hvor det bar hen på den lange bane, men hvor det også for alvor var blevet farefyldt ikke bare at rette ind.

Og da min far havde været aktiv i modstandsbevægelsen siden 40/41 fik de to vielses-attester: En til dem selv og lysere tider, og en til at vise til de tyske myndigheder. Kaj Nielsen hed min far med hornbriller og vindusglas. Ellers hed han Peter C. Seegert. Sådan er der så meget.

Jeg mener at kunne huske, at der i 1970 var ekstra mange der havde lys i vinduerne fordi det var 25 år siden, men synes også at kunne huske, at det allerede dengang var en tradition der måske var under afvikling. Og det er den jo selvfølgelig også her 50 år senere.

Jeg kører ingen bilture i aften – og mit vindue kan ikke ses af forbipasserende bilister ude på en 50 år forsinket biltur, men så har vi jo Facebook. Så here goes – og 2 hvide og 2 røde lys er pudsigt nok hvad jeg havde at fejre 4. maj med.

Inger Seegert & Peter C. Seegert. Alle går med hat. Vi er i de tidlige efterkrigsår. Sidste halvdel af 40′erne.

Datoen og dagen – tirsdag den 29. oktober har 90 års fødselsdag. Forstået på den måde, at det var tirsdag den 29. oktober 1929 at Wall Street-krakket nåede sit højdepunkt. Jeg vil undlade at kloge mig alt for meget på det, men bølgeskvulpene fra det var som bekendt langstrakte. Og følgevirkningerne var med til at styrke Hitlers nazist-parti og hans magtovertagelse i 1933, efter at de ellers havde været ved at tabe pusten i slutningen af 20′erne. At de overhovedet havde fået chancen i 20′ernes forarmede Tyskland skyldtes til dels nogle tåbeligt høje krigsskade-erstatninger som de allierede havde stillet Tyskland over for efter afslutningen af 1. verdenskrig. Og 2. verdenskrig blev på den måde anden halvdel af en lang tragedie.

Det er alt sammen laaang tid siden og så alligevel ikke. For det første ved jeg at min farfar nødtvungent deltog i 1. verdenskrig fordi han med resten af sin dansksindede familie boede i Flensborg. Han røg som reservekavalerist eller noget i den retning til vestfronten eller i hvert fald Frankrig, men kom helskindet hjem igen. Og da det glippede med Flensborg og Danmark i 1920, slog de sig ned nord for grænsen i Løgumkloster. Så langt så godt.

Jeg mener at vide, at min fars ældste bror – min onkel Willy havde slået sig ned i USA i midten af 1920′erne og drev det til at være afdelingsleder i et stormagasin i New York eller Chicago. Han rejste dog hjem drevet af depressionen efter Wall Street-krakket og blev antikvitetshandler i København. Så langt så godt.

Min far blev født i 1917 og nåede ikke meget af 1. verdenskrig, men var som modstands-aktiv under besættelsen, under jorden i (tror jeg) 4 år, og da mine forældre blev gift i 1944 kom der to vielses-attester ud af det. En med de ægte navne og en til at vise de tyske myndigheder. Det blev vist ikke nødvendigt, eller gik i hvert fald godt, så – så langt så godt kan man sige, også her. Men på den vis er både første og anden verdenskrig og en bestemt sort tirsdag for 90 år siden noget som både kom til at hænge sammen, og som spillede en rolle for mine nærmeste aner. Det er da meget sjovt synes jeg …

Tour de France starter i morgen – og for at fejre det med mig selv, kørte jeg en eftermiddagstur på 115 km. Der var masser af sol, masser af blæst, men lad det være sagt med det samme: Jeg gik i udbrud fra første kilometer og så mig yderst sjældent tilbage. Jeg kom da også alene i mål uden at være indhentet af andet end mine egne forventninger til gennemsnitsfarten – men vejen førte både op til Col de la Himmelbjerget og over Col de la Yding Skovhøj, så jeg arbejder med at acceptere at snittet kun næsten blev 30 km/t … Nå – men der blev ingen billeder taget, så jeg har til gengæld lånt et på nettet af den ikoniske, legendariske, uovertrufne (find selv på superlativer) Eddy Merckx, som vandt sin første tour i 1969 (samme år som min “næsten” så legendariske S.C.O. blev bygget). Merckx sprængte alle rammer, alle forestillinger og konventioner ved at vinde både pointtrøjen, bjergtrøjen og den gule førertrøje. Og hans debut-tour blev vundet med en margen på næsten 18 minutter ned til nr 2. Og derfor – som en markering af 50 året for den bedrift, som sætter mit eget ridt i dag lidt i skyggen, starter Touren i år i Bruxelles. Allors – vive la tour – vive la France, Vive la grande Eddy, Vivi Flindt etc etc

Eddy Merckx, Tour de France 1969, en smuk mand uden cykelhjelm

Paul McCartney fylder 75

Det er Paul McCartneys fødselsdag.

Da han var 16(!) skrev han om at blive 64 ”many years from now”, og nu fylder han altså 75.
Jeg vil ikke tøve med at kalde ham verdens største nulevende sangskriver, og jeg kunne let lokkes til at bruge større ord. :-)

Han har skrevet sange som Yesterday, Hey Jude, Let It Be, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, Penny Lane, The Long And Winding Road, For No One, Maybe I’m Amazed, Got To Get You Into My Life, And I Love Her, Get Back, Helter Skelter, I Will, Can’t Buy Me Love, Lady Madonna, Paperback Writer, og mange mange andre.

Han har desuden skrevet et hav af sange med andre – først og fremmest selvfølgelig John Lennon – de var faktisk fælles om ikke så lidt, men blandt andre samarbejdspartnere kan nævnes Michael Jackson, Stevie Wonder, Elvis Costello, Carl Perkins, Kanye West og Riannah. (der er utvivlsomt flere..)

Den vægtigste del af hans sangskat stammer fra Beatles-tiden, men en af de smukkeste sange han har lavet synes jeg faktisk er ”Here Today” – hans underspillede og fine sang til John Lennon.

Paul er her heldigvis endnu, og at han stadig gider at tage verden rundt og spille sine sange for 3-4 generationer af medsyngende fans og almindelige musik-elskere, synes jeg både er fedt og generøst. Hans stemme ER slidt af de mange års udforskning af grænselandet mellem Yesterday, Helter Skelter og Oh Darling, men sangene er friske og i ordets bedste forstand evigt-grønne evergreens.
Og når han en dag ikke er her mere, vil sangene, fællesskabet, glæden ikke mindst den sprudlende musikalske glæde være her endnu.

Og det vil den også være many years from now.