14. december 2014

Nutildags er mit normale stage-piano et japansk og velbygget Roland RD 700 GX. Det udmærker sig ved at have fine klaverlyde, ved at have nogle tangenter der er helt i særklasse, men det er dog desværre meget kedeligere i designet end f. eks Nord Stage serien, som er lækker, rød og svensk.(!) Anyway – disse linjer er dedikeret til et ganske anderledes stagepiano eller rettere sagt en ”workstation” (det var et ret moderne udtryk for 20 år siden) nemlig min trofaste Ensoniq KS-32. Og den er faktisk lavet i USA!

Søren Korshøj, Svend Seegert, Kætter Kvartet, Tarm Festival 2000
Foto: Bo Petersen

Amerikanske og innovative Ensoniq er blandt kendere kendt for at lave en af de første næsten rimeligt prissatte og fungerende samplere Mirage tilbage i 1985. Der er en forbindelse mellem Ensoniq og Commodore 64, såvel som mellem Ensoniq og Apple, der ikke skal uddybes her, men jeg husker stadig de forbløffende og fuldstændig ægte (sådan da) klaverlyde, der elektrisk forstærket en tilfældig dag i ’85 strømmede ud af ”New Music”s døre i Klostergade i Århus.

Ensoniq KS-32

Det var lifligt og en revolution, også for en ung fattigrøv som mig selv, der ikke lige havde råd til revolutionen. Ensoniq udviklede sampler-konceptet hen ad vejen, og lavede også samplings-baserede synths i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. KS-32 var præcis sådan én. Men udover at være synthesizer, var den også stagepiano og havde en indbygget sequenser. (sequenser er en midibaseret måde at optage musik på, ikke at forveksle med audio) Den kom frem i 1992, og det også der, at jeg købte en. Den var et kvantespring fra slet ikke at have et stage-piano eller digital-klaver, og den blev fra dag ét brugt ivrigt både som stagepiano og som workstation. KS-32’s indbyggede sequenser var tid og sted taget i betragtning, ret avanceret, og tillod med lidt opfindsomhed 16 parallelle midispor – altså 16 forskellige instrumenter der spillede på samme tid. Og ved at have lyde og ”trommesæt” nok til at sporene kunne udnyttes. Det er helt klart, at mange af lydene med “nutidsører” er plastik-agtige og på visse måder helt utilstrækkelige, men man kan vænne sig til meget, især når alternativet er slet ikke at have nogle lyde. :-)

Den har som navnet indikerer 32 stemmers polyfoni. Den kan altså i teorien spille 32 toner på en gang. Og det burde selv med anvendelse af pedal være nok for de fleste pianister. Men hvis 16 spor spiller på samme tid, hvad de f. eks kan gøre hvis man vil afspille noget man har lavet på sequenseren og visse lyde bruger 2 eller 3 ”stemmer” kan de 32 stemmer hurtigt blive brugt op…
Ikke desto mindre var de muligheder, som denne sequenser gav mig et rent slaraffenland, og jeg begyndte straks at komponere og arrangere alt fra rock-sange, revyviser, og jingler til klassiske stykker og komisk inspireret stumfilmsmusik på min KS-32. Som for eksempel denne lille muntre bagatel:

Jeg har senere brugt Logics midisektion til komposition og arrangement, og sammenlignet med dette er KS-32’erens editeringsmuligheder uhyre begrænsede, og displayet var allerede i 1992 bemærkelsesværdigt lille. Dog var arkitekturen i editeringsmulighederne ret intuitiv, og med lidt øvelse og flair kunne man faktisk skabe nogle meget fine musik-skitser, som for eksempel dette lille jazzklassiske stykke:

Kætter Kvartet Keyboard

KS 32’eren er som model for længst gået heden ligesom Ensoniq der fremstillede den. Men den er stadig en elskelig og innovativ ”maskine” og tjente i mange år som mit keyboard i Kætter Kvartet hvor jeg både var pianist og bassist i samme moment. Pianist mestendels i højre hånd og bassist hovedsagelig med venstre hånd. :-)
Dens uhyre smidige opsætning af presets, og mulighed for op til 8 valgfrie splits i samme preset, gjorde den uhyre velegnet som live instrument. Min foretrukne klaverlyd var lidt metallisk, men fungerede godt live, og ved at double et par baslyde opnåede jeg en baslyd som når musikken spillede angiveligt har fået selv bassister til at stå og kigge efter bassisten i bandet. Det krævede alt sammen nogle særlige instrukser til lydmanden, men det virkede.

Kætter Kvartet, Gimle, Roskilde 2011. foto: Franseska Mortensen

Hærværk – eller den man elsker tugter man…

Og så var den faktisk forbløffende robust. Eneste lidt skrøbelige ting ved den er tangenternes vægtning, som til tider kan falde af, hvis man virkelig hamrer igennem. I dens yngre dage har den prøvet at blive tabt på gulvet, at blive transporteret et utal af gange uden flightcase, og som prikken over i’et og stadig uden flightcase at blive katapulteret fra en cykelanhænger der påkørte en helle med 30 km/t, op i luften og lande kurende på asfalten, selvfølgelig ned ad bakke og selvfølgelig med tangenterne nedad. Og selvfølgelig i Århus C i myldretiden. Det kostede nogle lidt sprukne paneler og en del gaffa at lappe sammen, men den spillede troligt videre, trods denne yderst alternative behandling. Til sidst efter mange års tro og hård tjeneste, begyndte den dog at blive lige lovlig leddeløs og ustabil, så i forbindelse med Kætter Kvartets reunion i 2010 og 11 havde jeg faktisk forestillet mig at spille på enten en Roland som ovennævnte eller en Nord Stage. Det viste sig dog at være lidt af en umulighed, at få dem til at gøre det jeg var vant til at kunne gøre mht til splits og forskellige lyde, så det endte med, at jeg anskaffede jeg en dublet KS-32, som ikke havde spillet over 500 jobs, og som ikke var blevet kastet rundt med. Og som efter genuploadning af de gamle presets  fik et fortjent ”Digital Genuine Kætter Keyboard” badge.
Drømmekeyboardet er for mig derfor hverken japansk, svensk eller amerikansk, men alle tre ting på en gang. Svejaparikansk måske. Eller rettere sagt Svendsk! Rødt og smukt og med fede lyde som en Nord Stage, med tangenter og nogle af lydene fra mit Roland, og så med den geniale arkitektur og setup-smidighed som er KS-32’erens største adelsmærke.

Jeg vil slutte alle disse til dels lovprisende ord af med en lille epilogisk ting – den er vist fra 1995 eller deromkring. :-)

”Svendsoniq”?? Det var trommeslager og percussionist Peter Dombernowskys elegante omdøbning af mit på det tidspunkt allerede lidt antikverede instrument. Vi har spillet et hav af revy-jobs, og senere (helt op i seneste årti) en anseelig mængde dansemusik-jobs. Jeg har flere gange tænkt, om jeg ikke burde forsøge at lokke Peter til igen at spille med på noget af min egen musik, og denne gang noget, der ikke er komponeret til en revy. Både fordi han er god, alsidig og musikalsk, men selvfølgelig mest fordi han ved, hvad tingene skal hedde. Om det flasker sig, vil tiden vise. :-) Gad vide hvad han i givet fald vil døbe min Martin guitar…

Edit: Tiden viste så, at Peter Dombernowsky endte med at spille med på 8 numre på mit 2022 album “Her hvor det vender”. :-)

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013

Jeg har spillet musik så længe jeg kan huske, og har kreeret musik, siden jeg var teenager. Der gik dog mange år, før jeg blev bare nogenlunde tilfreds med mine sangtekster, så jeg var længe afhængig af at have tekstforlæg, eller have nogen til at sætte ord på mine melodier. Det var fint som revy-kapelmester, og også fint i anden co-write sammenhæng. Men ikke så fint i forhold til selv at stå som sangskriver.

Sjovt nok, var det til dels en utilfredshed med de ord, som en (i øvrigt ganske fortræffelig) co-writer ville lægge på en af mine melodier, (hvor jeg for en gangs skyld selv HAVDE fundet et omkvæd med tekst) der satte mig i gang, og siden da, har jeg i stor udstrækning været min egen tekstforfatter, eller sagt på en anden måde “fuldbyrdet sangskriver”. Jeg har dog i 2012 og 13 co-writet med folk fra nær og fjern, hovedsageligt gennem mit engagement i Århus Sangskriver Værksted og det har både været inspirerende og resulteret i en 5-6 sange som jeg synes er rigtig gode, og som jeg regner med at skrive mere om senere.

Jeg har gennem tiden givet emnet sangskrivning en del overvejelser, og kreerede i 2012 et lille og stadig aldeles ufuldendt skrift om sangskrivning og performance. (opdateret juli 2013).

(download/read)

Du kan der læse om MUSIK og ORD, følelse og intellekt, håndværk og inspiration, “License To Play“, ting der skaber sammenhæng, disciplin, musen og den kreative proces, og du kan evt. samle nogle små tips og tricks op, som du ikke kendte, eller som du havde glemt, at du kendte. Du kan også læse om autenticitet, om at gribe instrumenter du ikke kan spille på, og gøre det alligevel – og du kan også læse nogle, synes jeg selv, velvalgte ord om performance. Der har

Skriftet er oprindelig tænkt som et slags kompendium eller udgangspunkt for et undervisnings-forløb i sangskrivning, men læs og feel free to get inspired, or to disagree.