Lost – en smuk menage a troi

Jeg brugte for nylig (og i lighed med tidligere år) en halv uge i selskab med godt 30 andre kreative og musikalske sjæle i alle aldre fra både ind og udland i en spejderhytte i de vilde og (sådan da) ufremkommelige skove 4 km fra Give. Det ER faktisk længere væk end det lyder, og i hvert fald er det så isoleret fra ens dagligdag, at den kreative synergi og gensidige inspiration blomstrer og vokser. En vigtig ingrediens er det, der på moderne sangskriverdansk kaldes co-writing. Det går ud på – i samarbejde med en eller flere andre – at stykke en sang sammen på sådan ca. no time, eller i hvert fald ganske kort tid. Og denne sang var faktisk kun ganske få timer gammel, da vi spillede den som den lyder her, generøst optaget af Jens Stage. En co-write af de sjældnere i øvrigt – fordi vi var og er tre. Det kan ofte være svært, men her var det en gave. Så tak for dét til Corinne Stratton og Chris Brown.

1. september 2015

Improvisation har igennem en længere årrække fået mere og mere fokus som et frugtbart kreativt udgangspunkt i både musik og teater. Og mængden af akademisk forskning såvel som praktiske håndbøger i ”how to improvise” i det ene eller det andet er nærmest eksploderet. Mængden af bøger og web-sider der beskæftiger sig med improvisation og sangskrivning er også omfattende, for nu at sige det mildt. At improvisation har relevans for komposition og sangskrivning, er dog i virkeligheden en gammel nyhed, og komponister og sangskrivere lige fra Bach og Mozart, til Paul McCartney og John Mayer har brugt improvisation som en integreret del af deres kreativitet.

Mozart – improviserende komponist

For mange sangskrivere er improvisation en uadskillelig og helt selvfølgelig del af det at skrive sange, og for andre er det måske knap så selvfølgeligt. Så da Søren Lyhne og Misha Hoekstra fra Århus Sangskriverværksted for nyligt foreslog mig at afholde en workshop, omkring musikalsk improvisation som sangskriver-værktøj, slog jeg til. Og i tilgift kom der denne lille opsamling på det bagvedliggende tankegods og erfaringsgrundlag, samt en berøring af hvordan man kan improvisere melodier, akkordrundgange, riffs eller andet frem i samspil og modspil til rammer man selv sætter op.

Improvisation – hvorfor?

Kort sagt fordi dét at improvisere kan være en uudtømmelig kilde til musikalsk materiale, der holder, fordi det bunder i noget der kom nærmest af sig selv, i stedet for at være blevet “konstrueret”. I inspirerede øjeblikke kan de indfald og ideer der springer ud af ens improvisationer have eller meget hurtigt få så megen substans, at det i virkeligheden kunne gøre det ud for en hel komposition, men typisk er der løse ender tilbage, der indbyder til mere bevidste overvejelser. Der er m.a.o. en vekselvirkning mellem ubevidst musikalsk impuls, intuitivt udstukne retninger og mere bevidste refleksionsprægede bearbejdelser.

To PLAY music

Den legende intuitive del af denne vekselvirkning mellem bevidst og ubevidst, er således i høj grad improvisations-afhængig. Improvisation og leg er nemlig tæt forbundet, og nedenstående handler derfor også om hvordan man kan øve sig i at arbejde i et legende univers, præget af flow og umiddelbarhed. Der kan i øvrigt, i modsætning til hvad mange umiddelbart tænker, være en nærmest flydende overgang mellem komposition og improvisation, og for eksempel kalder pianisten Keith Jarrett improvisation for ”instant composition”.

Musikalske rammer – er bolden inde eller ude?

Til en start skal det slås fast, at improvisation IKKE bare er at spille ud i det blå, at finde på. Al improvisation, ligesom al leg, kræver et udgangspunkt – en ramme at forholde sig til. Rammen er rammen omkring det man foretager sig. Den er til, for at man ved, om bolden er inde eller ude.

Måske kan man selv være rammeholder, for eksempel ved at spille klaver eller guitar mens man improviserer med sin stemme, men det kræver, at man kan gøre det med lethed, sådan at det nærmest kører af sig selv. Hvis man er meget øvet, skaber man den og ændrer den løbende mens man spiller. Men for at legen og improvisationen kan flyde, er det vigtigt, at der ikke bruges for megen energi på at holde den.

Den musikalske ramme kan være et beat, en trommerytme, en akkordrække man mangler en melodi til, en melodi der mangler akkorder, ja måske bare et takt-antal. En del af rammen kan være at vide, hvad man IKKE vil, men der vil så alligevel være et eller andet andet der presser sig på som udgangspunkt.

Hvordan?

Improviserende guitarist

Hvis man ikke er ubesværet rutineret på sit instrument, eller bare gerne vil slippe for at være ramme mens man skal improvisere, er der selvfølgelig andre metoder. Har man sit eget band eller medspiller er det godt, men det kræver selvfølgelig, at bandet eller makkeren er med på legen. Moderne musik-værktøjer, så som loop-maskiner og sequenser/audio programmer som Logic, Cubase og Band in a box, er yderst oplagt. Man kan vælge et trommeloop, der fænger, eller måske kan man selv indspille eller sammensætte en akkordrundgang, der skal improviseres op ad.

Det er vigtigt at rammen ikke er uforståelig. Der skal kunne spilles på og til den, så derfor skal den give mening, og det er nærmest et must, at der er noget appellerende ved den. Noget der gør, at man gider høre den igen og igen, mens man improviserer melodier og musikalske figurer frem. Rammen om ens udfoldelser, kan selvfølgelig være en blanding af de her beskrevne – og ofte vil man ændre dem undervejs – som børn ændrer reglerne i leg, hvis de får lyst og er enige om det.

Sanselighed

Det legende og intuitive i improvisation, vil ofte give en større grad af sanselighed og umiddelbarhed i det man arbejder med. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil have det man laver til at have umiddelbar appel for andre. Det er IKKE det samme som klichéer, men heller ikke nødvendigvis det modsatte. Man skal m.a.o. have henført sig selv, for at kunne gøre sig håb om at henføre andre. Det er klart, at musikalske præferencer, stil, og hvad man i det hele taget vil, er medbestemmende for hvem man henfører. En totalt henført freejazz/avangarde musiker henfører ikke nødvendigvis Frk. Hansen på fjerde, men det der ”kom af sig selv”, og som var fedt både i sin fødsel og i sin gentagelse, rummer en ofte uafviselig sanselighed og autenticitet, som på sin vis er indiskutabel, netop fordi det ikke er konstrueret.

License to play

Paul McCartney – improviserende komponist        Foto: Linda McCartney

Det er uhyre vigtigt at have ja-hatten på, og at give sig selv, det jeg har valgt at kalde, license to play. Denne ”licens” indbefatter nemlig licens til at lege, til at fejle, til at fjolle, osv. Det er vigtigt, at man glædes ved sit eget udtryk, og sin egen kreativitet. At man tror på processen, og på at man ikke drukner, selvom man kaster sig ud på dybt musikalsk vand.

Det er udbredt at tænke skalaer, når man øver improvisation, og i nogle jazz-sammenhænge udgør det en stor del af tilgangsvinklen. Det kan man også fint bruge, både i jazz, pop og rock, men man kan altså også lade være, og i hovedsagen forlade sig på sit øre. Dette gælder ikke mindst sang-improvisationer. Man kan sige, at for mange vil et skala-teoretisk overblik være en hjælp og på den måde en del af den givne ramme, men for andre, vil det være givtigt (og lettest) at holde processen mere intuitiv og “fri for teori”.

Go with the flow

Det er vigtigt at acceptere det niveau, man er på, og vigtigt at være taknemlig for det – det er nemlig ikke en forhindring for at stræbe efter mere. Jo mere og oftere man improviserer, desto lettere er det. Hen ad vejen bliver man også bedre til at mærke, om noget føles rigtigt og godt eller ej. Hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. Hold ikke krampagtigt fast i noget, der ikke føles som flow, men smid det hellere væk. Spil, tæsk løs på guitaren eller spil mediterende toner. Til tider er det ekstremt frigørende, helt eller delvist at gøre noget andet, end det du plejer. Og glem frygten for fejl. Mange fede ting opstår, fordi man spiller forkert eller rammer en anden akkord, end man havde tænkt sig…

Sørg for at få nedskrevet eller ofte bedre optaget det der sker, mens det sker, m.a.o. LIGE NU, og ikke hvad du om en time eller om 10 minutter tror, at du gjorde lige nu. Det der adskiller det fede, du har gang i lige nu, fra det du har gjort 100 gange før, er måske så lidt eller så uvant, at det er væk igen, før du aner det.

Skidt og kanel

Det er vigtigt at huske, at selv om noget kommer ud af en utroligt fed improviserende proces, er det ikke ensbetydende med, at det er genialt, guddommelig light eller bare anvendeligt. Til tider er intet af det umiddelbart brugbart, men det er til en start også helt fint. Bare dét at øve sig i åbenhed og modtagelighed er vigtigt. Så hvis noget overhovedet er forbudt i denne proces, er det at sammenligne sig selv kritisk med andre og andet. Denne og andre former for fejlsøgning hører til senere og andre steder i et kompositionsforløb. F. eks i den mere rationelt analyserende tilslibning af det materiale der er kommet i improvisations-processen.

Så altså – selvom man i den improviserende proces kan – og i en hvis forstand skal blive forelsket i det man har gang i, er det altid en rigtig god idé, at lade det ligge nogle dage, og så vende tilbage til det, lytte til optagelser, spille med og undersøge om magien indfinder sig igen. Hvis den gør, er man med Tim Christensens ord ”on to something”. John Mayer fortæller om samme proces, at han spørger sig selv: ”Is this something?”

Det er vigtigt at slå fast, er at improvisation, ikke er noget, der fordrer et bestemt musikteoretisk niveau hos den enkelte musiker. Men jo mere man ved om skalaer, tonearter, blue notes, forskellige stilarter etc, og jo flere kompositions-tekniske fifs man kender og er vant til at bruge, desto bredere bliver ens buket af muligheder – desto flere veje vil man kunne spille sig selv hen ad.

Improvisation og ord.

Denne artikel fokuserer på musikalsk improvisation, men i sangskrivning og sang kan ord selvfølgelig spille en rolle i den improviserende proces. Og selv i decideret tekstskrivnings-sammenhæng kan improvisation være et frugtbart værktøj. En god verbal skriftlig improvisationsøvelse er dét, sangskriver-guruen Pat Pattison kalder ”speed-writing”. Det handler om dagligt at dedikere 10 minutter til skrivning uden stop eller refleksion. Emnet er ligegyldigt og alt – gentagelser, platheder, citater, ævl og bævl – er tilladt. Det eneste, der ikke er tilladt, er at stoppe skrivestrømmen. Rammen er altså 10 minutters skrivetvang. Om der kommer genialiteter, banaliteter eller ubrugeligt bras ud af det, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det kan være med til at frisætte ens verbale kreativitet og få ordene til at flyde.

Nye veje frem

Legende og improviserende Kristian – bolden og banen. Foto: Svend Seegert

Det er som sagt vigtigt, at ens ramme har appel. Samtidig har det betydning, hvordan man bruger den. Man kan spille helt efter reglerne og det kan være fint, men man kan også udfordre rammen lidt, når man har lært den at kende. Krydderier er ofte lækkert oven i alt det sikre… En udfordring af rammen kan starte bevidst, og via et musikteoretisk ræsonnement, men kan også være mere intuitivt baseret. Og er man øvet, kan det faktisk være begge dele på samme tid.

Hvis rammerne i en leg bliver for kedelige, finder man på noget nyt. Sådan gør børn instinktivt, og sådan bør den improviserende musiker også gøre. Bliver den 4 eller 8 takters periode du har brugt som ramme for kedelig, jamen så lav om på akkorderne, twist et eller andet, eller prøv med et ulige antal takter. Eller find en anden takt-art til dit trommeloop. Spiller man selv rammen, kan det være en improviserende leg bare at lave den om og gøre den mere interessant. Så er den altid nødvendige ramme, dét man gjorde lige før, men som man er ved at finde en vej ud af. Hermed også sagt, at improvisation og efterfølgende refleksion ofte interagerer mere flydende og i flere lag, end ovenfor beskrevet.

Afslutningsvis vil jeg opfordre til at sige f… til Janteloven, og til at tage den århusianske musiker og hjerneforsker Peter Vuusts syv ”bud” for personlig kreativitet og innovation til sig: Tro på dig selv, tænk stort, tænk enkelt, brug andre, stjæl fra andre, spring over hvor gærdet er lavest og øve, øve øve.

——————————-

PS: Man kan finde meget mere omkring improvisation (også forfattet af undertegnede) her.

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013