Lost – en smuk menage a troi

Jeg brugte for nylig (og i lighed med tidligere år) en halv uge i selskab med godt 30 andre kreative og musikalske sjæle i alle aldre fra både ind og udland i en spejderhytte i de vilde og (sådan da) ufremkommelige skove 4 km fra Give. Det ER faktisk længere væk end det lyder, og i hvert fald er det så isoleret fra ens dagligdag, at den kreative synergi og gensidige inspiration blomstrer og vokser. En vigtig ingrediens er det, der på moderne sangskriverdansk kaldes co-writing. Det går ud på – i samarbejde med en eller flere andre – at stykke en sang sammen på sådan ca. no time, eller i hvert fald ganske kort tid. Og denne sang var faktisk kun ganske få timer gammel, da vi spillede den som den lyder her, generøst optaget af Jens Stage. En co-write af de sjældnere i øvrigt – fordi vi var og er tre. Det kan ofte være svært, men her var det en gave. Så tak for dét til Corinne Stratton og Chris Brown.

Author’s cut af artikel oprindeligt skrevet til DMF Århus’ tidsskrift Basunen. Denne udgave er publiceret marts 2015 med enkelte senere tilføjelser.

Playing for Integration, Irland september 2012. Foto. Katarina Juvančič

Vi er på noget der næsten ligner en stroppetur. Den pensionerede katolske præst trækker os med en gennemsnitsfart der ligner en motionsløbers igennem de maleriske og utroligt stemningsfulde omgivelser ved Glendaloch i Wicklow Mountains Irland. ”Vi” er 25 sangskrivere på sangskriver-summit i Donard små 50 km fra Dublin. Sangskriverne er fra vidt forskellige dele af Europa, og alle deltagere i det EU-støttede Playing for Integration. Vi er næsten alle aldre, men dog er ingen af os så gamle som den 72 årige præst, vi har lidt svært ved at følge i det kuperede terræn.

Den travle præst har samtidig nærvær og gennemslagskraft nok til at fortælle smukt og indlevende om det, han tager os igennem. Glendalough er et gammelt kristent pilgrimsted med en historie og et klosterkompleks med ruiner, der daterer sig mere end 1500 år tilbage, og stedet nærmest emmer af historie og gode fortællinger.

Michael Rodgers, pensioneret præst – fortællende

Præsten er ikke længere særlig interesseret i religion som institution eller trosretning. Det handler om ”growth”, vækst og han minder på flere måder om den vaskeægte druide der guidede os gennem en session i en ældgammel stencirkel dagen før. Og han anbefaler som den hedenske druide, at vi ikke glemmer at nyde en pint eller to, prefarebly Guinness.

Christof, Dietmar, Lucjan, Jakob, Bi, Ronan, Dejan, Svend, alle sangskrivere – lyttende

I bussen på vej hjem til vores inkvartering sidder vi to og to, og snakker om, hvad vi har oplevet, mens landskabet glider forbi. Jeg sidder og snakker med Misha Hoekstra – amerikaner bosat i Aarhus, og på sædet bagved udveksler Katarina Juvančič og Claudia Schwarz fra hhv. Slovenien og Østrig indtryk. Meningen er nemlig, at vi tager dagens oplevelser som afsæt til en co-write, der hvis den lykkes skal med til den afsluttende offentlige concert dagen efter. Egentlig er fire til en co-write to for mange, men det lykkes ikke desto mindre at få en virkelig fin og inspireret sang ud af det fælles fokus og de fælles kreative udfoldelser.

Sangen blev dagen efter fremført og applauderet på den store scene i et fyldt Civic Theater i Tallaught, i selskab med en masse andre fine co-writes, og efterfulgt af en smuk koncert med John Spillane, en af Irlands bedste sangskrivere og performere. En fin afslutning på nogle dage præget af gensidig inspiration, kreativt fællesskab, og af det som både præsten og druiden talte om – nemlig vækst.

Fra spidse albuer til fælles flow

At være sangskriver og singersongwriter har ellers ofte været forbundet med en til tider albuespids konkurrence om at tilkæmpe sig en plads på den i forvejen ikke altfor imponerende del af musikmarkedet der udgøres af folk fra denne genre. Den gensidige faglige respekt har ikke sjældent været ledsaget af en holden på sine hemmeligheder, der i stor udstrækning har været forbundet med angsten for at nogle skulle lure ens egne tricks og tilgangsvinkler af, og med dem i lommen lave noget der måske var lige så godt, eller (ohh ve) bedre end det man selv lavede.

I de senere år er der dog kommet andre og mere positive boller på suppen også i den danske andedam. Flere anerkendte sangskrivere som f. eks Annette Bjergfeldt og Brett Perkins har skrevet bøger og undervist i sangskrivning og det er kommet på programmet både på efterskoler og højskoler som f. eks Engelsholms Højskole. I Århus har lysten til at udvikle sin sangskrivning i konstruktivt fællesskab fået frit løb i Århus Sangskriverværksted (ÅSV), som siden den spæde start i 1998 har udviklet sig til en bæredygtig og dynamisk forening bestående af sangskrivere i alle aldre, af begge køn og strækkende sig fra glade amatører op til performere på højt professionelt niveau.

Tyskland 2013, Guy Fletcher, Dan Plews. Foto: Playing for Integration

Dette netværk fik i 2011 en saltvandsindsprøjtning af international karakter, da ÅSV (igangsat af bl.a Jonas Dahl og Lars Graulund begge fra ÅSV) deltog i før nævnte ”Playing for Integration”, (p4i) et projekt der bestod af fællesfaglige sangskriver summits i hvert af de 8 lande der deltog, og hvor workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter var de gennemgående temaer. Samarbejdet strakte sig ind i efteråret 2013, og har for mange af de deltagende sangskrivere haft stor betydning.

For Dan Plews, englænder og i selskab med en håndfuld andre engelske sangskrivere deltager i ÅSV’s vinterlejr i 2013, 14 og 15, har Playing for Integration samarbejdet sat stadigt aktive spor.

”Til tider kan et andet sæt øjne og ører forvandle en ellers tvivlsom sang, og når man ikke skriver sit på modersmål kan man komme til at sige ting på ”ny og interessante måder”. På den måde kan sproglige barrierer komme til at få en positiv virkning. Desuden giver co-writing med sangskrivere fra andre lande ofte øget  indblik i andres sprog og kultur, hvilket igen er med til at belyse din egen baggrund, og ”forces compromise on everyone” .

Katarina Juvančič, nævnt i indledningen formulerer det således:

”Jeg tror, at vi alle erfarede, at det at skrive sange trancenderer etniske, sociale, kulturelle og politiske grænser, fordi sange først og fremmest er ”the expressions of a soul”. De er udtryk for intimitet, følelser og grundmenneskelige forestillinger som er fælles for alle.

Man kan lidt opsummerende sige, at den flow, synergi og kreative opblomstring der nævnes ovenfor også normalt opstår i lokale workshops og undervisningsforløb, men mod- og medspil på tværs af landegrænser giver det hele en ekstra dimension og en større horisont. Et ekstra og internationalt pift om man vil.

Open source

Playing for Integration (P4i) EU-støttet projekt under ”Grundtvig Partnership – Lifelong Learning Programme – 2011-2013.”
Grundlægger og ide-udvikler Christof Fink, Østrig.
Deltagende lande: Danmark, Irland, England, Tyskland, Polen, Rumænien, Slovenien og Østrig.
Samarbejdet og de 8 workshops, én i hvert land, resulterede dels i en sangbog med co-writes fra de forskellige workshops, og en guide med retningslinier for afholdelse af internationale kreative workshops. De forskellige workshops havde forskellige temaer og tilgangsvikler men havde samtidig workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter som fællesnævnere.

For Peter Andrej, slovensk musiker og sangskriver, har Playing for Integration desuden betydet en større bevidsthed om værdien og mulighederne omkring et fortsat og vedligeholdt sangskriverfællesskab. Han er medarrangør af den slovenske musik og sangskriver-festival Kantfest International, hvor flere af Playing for Integration deltagerne efterhånden har spillet. Han betoner sin respekt for ÅSV’s måde at organisere sig på som sangskriver, og brænder for et udviklet samarbejde på tværs af landegrænser. På det lidt ledende spørgsmål ”Does the term ’open source’ bear any resemblence to the exchange of ideas that took place during P4i?” svarer han kategorisk,  ”Certainly does, that was the best part!”.

Melodica Festival
Samarbejdet har også haft flere berøringsflader med Melodica Festival, som er et vidtforgrenet festival-netværk med sangskriverfestivaller i vidt forskellige dele af verden og også i Aarhus. Festivalerne er med interaktion imellem de forskellige optrædende med til at vedligeholde og udvikle de internationale bånd mellem sangskrivere fra nær og fjern. Melodica Aarhus har i 2013 og 2014 desuden haft en koncert der udelukkende bestod af co-writes på tværs af landegrænser af de optrædende kunstnere. Et eksempel på dét er undertegnedes tidligere omtalte co-write med Jenny Thiele fra 2013.

Så, selvom Playing for Integration-projektet er historie, er der er stadig gang i udveksling af kreativitet og input mellem sangskrivere både i Aarhus, andre steder, og på tværs af landegrænser. I 2015 har dette afspejlet sig på ÅSV’s vinterlejr som udover Dan Plews fik deltagelse af 5 andre englændere.

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen:

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013

Chris Lykkegaard – hun hedder også Cohen Stuart somewhere inbetween – spurgte mig engang i tidernes morgen om jeg skrev musik, og ja det gjorde jeg, og hun skrev tekster, og det var ret fjong, for dengang skrev JEG endnu ikke tekster, og i hvert fald slet ikke sang-tekster.

Det kom der nogle virkelig fine sange ud af, og en af dem hedder Jack In The Jewelbox, og den var på repertoiret i den øhh skal vi frit sige legendariske trio Stuart, Seegert & Nilsson. (Robert Nilsson på bas)

Talentet og sangene til trods blev trioen dog aldrig legendarisk i ret manges bevidsthed, måske fordi ingen af os var de fødte bookere og det var derfor en både rigtig og fed fornemmelse at sige goddag til mine gamle co-writes for relativt nylig. Denne gang lidt kættersk med mig selv i front, men det føles alligevel som en tråd der bliver taget op.

Nedenstående er en demo, og videoen ligeledes. Still-billeder med tekst – så det er også et forsøg på at lave levende billeder uden at have dem til rådighed…

Musikken er indspillet hos Anders Borbye i 2012, og jeg siger tak til alle de uafvident medvirkende, (Bedstemor And, Sophia Loren m.fl.) såvel som de vidende.

Det første var svært selvom jeg holder meget af nummeret – det sidste drøn-enkelt og velfungerende. Det eneste svære var at stemme guitaren…. Sådan er der så meget.