21. marts 2021

”Her hvor det vender” er, i hvert fald ind til videre, titlen på mit kommende album. Og albummet er min erfaring til trods faktisk et debut-album! ”Debut” forstået som at det er det første fulde og officielle album med sange fra min egen hånd nogensinde! I hvert fald i dette liv …

Der har som nogle vil vide været sange nok til et album i en efterhånden længere årrække og sangene er gennem disse år blevet ofte luftet og slebet til gennem live-optrædener mestendels på østjyske scener og i det århusianske sangskriver-miljø men nu er det ganske snart virkelighed! Det med et færdig-indspillet album altså.

Fordelen ved at vente så længe med at udgive noget er jo, at man kan slå begreberne ”greatest hits” og ”debut-album” sammen, men det er også på samme tid noget af det, der har gjort processen langsommelig. Hvilke sange skulle med, hvordan skulle de lyde for at blive lige så gode som de ”i virkeligheden” er, hvilke musikere ville jeg gerne have med, og hvilken indspilnings-strategi var bedst? Anyway – nu er langt de fleste af disse og andre valg taget og forleden kiggede min gode gamle musikven Simon Høirup forbi og lagde lidt velspillet vintage-stratocaster guitar på reprisen af ”Nu hvor Gud er gået”.

Gode guitarister med fede skjorter hænger jo ikke på træerne. Den eneste guitarist jeg erindrer have været oppe i et træ, faldt ned fra det … Og en turne blev aflyst. Men altså – de hænger mere aktivitetsløse eller i hvert fald nærmest musikjobløse rundt i intetheden grundet det sidste års besynderlige beskaffenhed. Simon har selv brugt denne ”intethed” til at lave et album med egne sange (ja ja – nogle rider samme dag som der sadles), men han havde heldigvis tid og lyst til at lægge vejen forbi Flemming Blochs Mindless Studio hvor mit album er blevet til gennem det sidste par år. Og han spiller heldigvis mindst lige så fedt og melodisk som da vi begge var med i opsætningen af rockballetten ”Vulkanen” for snart 3 årtier siden.

Øvrige medvirkende på det kommende album er:

Peter Dombernowsky på trommer

Rebekka Neergaard, Andrea Brink Siem og Stine Rahbek Villadsen på kor

Klaus Glüsing på sax (Her hvor det vender)

Jonas Pfeiffer på bas (Som var det første gang – En Århussang)

Og nå ja – så mig selv på vokal, guitar, bas, klaver og andre tangenter.

Og selvfølgelig den gode Flemming Bloch som ”studie-vært” og co-producer.

Mere info kommer helt sikkert inden længe – men her er lige lidt et par billeder og ikke mindst en håndholdt iphone-video (med iphone-lyd!) af et af Simons fede takes til ”Nu hvor Gud er gået” reprisen. Mere polerede smagsprøver og anden horn-blæsning følger selvfølgelig snarest.

Live fra Råhuset 27. september 2015. På datoen 3 år siden i skrivende stund.

Special guest star: Finn Poulsen på kromatisk mundharmonika, som den lyder når den er bedst.

Vi havde aldrig spillet sammen før, havde ikke øvet og kendte ikke hinanden på forhånd. Finn kendte heller ingen af mine sange, men spurgte på basis af en lille guitar-jam inden koncerten om han måtte spille med (på mundharmonika) på et nummer undervejs i mit sæt. Jeg sagde ja, da jeg allerede havde registret en usædvanlig stor musikalitet og lydhørhed hos Finn og da det det kun blev bekræftet da han kom på scenen, spillede han med mig det meste af sættet. Senere samme aften lagde jeg lidt improviseret pianospil ind over et af hans numre, som jeg meget passende heller ikke kendte, så det var en aften præget af lydhørhed og store ører. :-)

26. oktober 2017

Om et par timer spiller jeg klaver på Café Hack. Som i denne sammenhæng sædvanligt aner jeg ikke hvad jeg skal spille. Alt opstår på stedet, og hvis skuespillerne (som så absolut er aftenens improviserende hovedpersoner) bryder ud i sang, komponerer man en sang på stedet, i fælles og i nuet opstået (u)enighed. “Blot til Lyst” hedder de erfarne improviserende skuespillere, og en lille håndfuld gange hvert år, når deres normale aldeles kompetente pianist Søren Jensen ikke kan være deres musikalske makker, får jeg tjansen. Det er forskelligt fra gang til gang, men derfor altid superunderholdende også som pianist, fordi man skal være nærværende konstant. Og konstant nærværende. I aften bliver om muligt endnu mere festlig, fordi det er “ALL STARS” aften bl.a. med deltagelse af Henrik Krogh og John Batz, som jeg har lavet revy med i forrige århundrede! Det kan vist kun blive godt. :-)

In memoriam

Peter Bastians i konventionel forstand for tidlige død har allerede fået virkeligt mange fine ord med på vejen. Med rette synes jeg. Han var for mig et fyrtårn bestående af blændende musikalitet, dybt og seriøst engagement, charmerende gadedrengs-charme og et helt usædvanligt talent for formidling. Både af musik, af musikalsk erkendelse og af kulturkritisk stillingtagen.

Han turde og kunne i 80’erne tale om musik, musikoplevelse og musikudøvelse på tværs af gængse akademiske normer, hvilket for mange og i hvert fald mig udgjorde en sprudlende og alternativ oase af dedikeret indsigt.

Hans formidlingsevne og musikalitet gik på tværs af genrer, og han var ikke bange for at lege og være gammel vismand. Han turde tale om værdien af inden i sig selv at komme i kontakt med behovet for noget højere. Han turde også tale om ”musikfaste”, om at blive selektiv i hvad man udsætter sig for, og samtidig turde udsætte sig selv for noget man ikke forstår en dyt af. Både musikalsk og menneskeligt.

Jeg kan rigtig godt lide nedenstående citat – plukket fra et interview med Martin Spang Olsen i 2012. (det kan findes på youtube)

”Hvis vi er interesseret i tilværelsen, i at være til stede, så påkalder vi os tilværelsens interesse, og det betyder simpelthen, at vi kommer i spil. Og når du kommer i spil, ja så er der fare på færde. Who cares – det er ligesom hele pointen. I det øjeblik du beslutter dig til, at ”nu vil jeg flytte mig”, så løber du en frygtelig risiko. Du risikerer at lave fejl, det kan ikke undgås. Du er nødt til at indstille dig på, at det at lukke op for tilværelsen på tilværelsens præmisser og ”lander på planeten”, kan give mærker i lakken. Men pointen er jo ikke om der kommer mærker i lakken, pointen er, om du vil gemme dig i et garderobeskab eller deltage i tilværelsen, sådan som den fungerer.”

Peter Bastian kom i hvert fald i spil, og fik skrammer. Jeg tvivler på, at han vidste hvordan et garderobeskab ser ud indefra, men heldigvis vidste han så meget andet, som han bragte i spil.

Tak for det.

1. september 2015

Improvisation har igennem en længere årrække fået mere og mere fokus som et frugtbart kreativt udgangspunkt i både musik og teater. Og mængden af akademisk forskning såvel som praktiske håndbøger i ”how to improvise” i det ene eller det andet er nærmest eksploderet. Mængden af bøger og web-sider der beskæftiger sig med improvisation og sangskrivning er også omfattende, for nu at sige det mildt. At improvisation har relevans for komposition og sangskrivning, er dog i virkeligheden en gammel nyhed, og komponister og sangskrivere lige fra Bach og Mozart, til Paul McCartney og John Mayer har brugt improvisation som en integreret del af deres kreativitet.

Mozart – improviserende komponist

For mange sangskrivere er improvisation en uadskillelig og helt selvfølgelig del af det at skrive sange, og for andre er det måske knap så selvfølgeligt. Så da Søren Lyhne og Misha Hoekstra fra Århus Sangskriverværksted for nyligt foreslog mig at afholde en workshop, omkring musikalsk improvisation som sangskriver-værktøj, slog jeg til. Og i tilgift kom der denne lille opsamling på det bagvedliggende tankegods og erfaringsgrundlag, samt en berøring af hvordan man kan improvisere melodier, akkordrundgange, riffs eller andet frem i samspil og modspil til rammer man selv sætter op.

Improvisation – hvorfor?

Kort sagt fordi dét at improvisere kan være en uudtømmelig kilde til musikalsk materiale, der holder, fordi det bunder i noget der kom nærmest af sig selv, i stedet for at være blevet “konstrueret”. I inspirerede øjeblikke kan de indfald og ideer der springer ud af ens improvisationer have eller meget hurtigt få så megen substans, at det i virkeligheden kunne gøre det ud for en hel komposition, men typisk er der løse ender tilbage, der indbyder til mere bevidste overvejelser. Der er m.a.o. en vekselvirkning mellem ubevidst musikalsk impuls, intuitivt udstukne retninger og mere bevidste refleksionsprægede bearbejdelser.

To PLAY music

Den legende intuitive del af denne vekselvirkning mellem bevidst og ubevidst, er således i høj grad improvisations-afhængig. Improvisation og leg er nemlig tæt forbundet, og nedenstående handler derfor også om hvordan man kan øve sig i at arbejde i et legende univers, præget af flow og umiddelbarhed. Der kan i øvrigt, i modsætning til hvad mange umiddelbart tænker, være en nærmest flydende overgang mellem komposition og improvisation, og for eksempel kalder pianisten Keith Jarrett improvisation for ”instant composition”.

Musikalske rammer – er bolden inde eller ude?

Til en start skal det slås fast, at improvisation IKKE bare er at spille ud i det blå, at finde på. Al improvisation, ligesom al leg, kræver et udgangspunkt – en ramme at forholde sig til. Rammen er rammen omkring det man foretager sig. Den er til, for at man ved, om bolden er inde eller ude.

Måske kan man selv være rammeholder, for eksempel ved at spille klaver eller guitar mens man improviserer med sin stemme, men det kræver, at man kan gøre det med lethed, sådan at det nærmest kører af sig selv. Hvis man er meget øvet, skaber man den og ændrer den løbende mens man spiller. Men for at legen og improvisationen kan flyde, er det vigtigt, at der ikke bruges for megen energi på at holde den.

Den musikalske ramme kan være et beat, en trommerytme, en akkordrække man mangler en melodi til, en melodi der mangler akkorder, ja måske bare et takt-antal. En del af rammen kan være at vide, hvad man IKKE vil, men der vil så alligevel være et eller andet andet der presser sig på som udgangspunkt.

Hvordan?

Improviserende guitarist

Hvis man ikke er ubesværet rutineret på sit instrument, eller bare gerne vil slippe for at være ramme mens man skal improvisere, er der selvfølgelig andre metoder. Har man sit eget band eller medspiller er det godt, men det kræver selvfølgelig, at bandet eller makkeren er med på legen. Moderne musik-værktøjer, så som loop-maskiner og sequenser/audio programmer som Logic, Cubase og Band in a box, er yderst oplagt. Man kan vælge et trommeloop, der fænger, eller måske kan man selv indspille eller sammensætte en akkordrundgang, der skal improviseres op ad.

Det er vigtigt at rammen ikke er uforståelig. Der skal kunne spilles på og til den, så derfor skal den give mening, og det er nærmest et must, at der er noget appellerende ved den. Noget der gør, at man gider høre den igen og igen, mens man improviserer melodier og musikalske figurer frem. Rammen om ens udfoldelser, kan selvfølgelig være en blanding af de her beskrevne – og ofte vil man ændre dem undervejs – som børn ændrer reglerne i leg, hvis de får lyst og er enige om det.

Sanselighed

Det legende og intuitive i improvisation, vil ofte give en større grad af sanselighed og umiddelbarhed i det man arbejder med. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil have det man laver til at have umiddelbar appel for andre. Det er IKKE det samme som klichéer, men heller ikke nødvendigvis det modsatte. Man skal m.a.o. have henført sig selv, for at kunne gøre sig håb om at henføre andre. Det er klart, at musikalske præferencer, stil, og hvad man i det hele taget vil, er medbestemmende for hvem man henfører. En totalt henført freejazz/avangarde musiker henfører ikke nødvendigvis Frk. Hansen på fjerde, men det der ”kom af sig selv”, og som var fedt både i sin fødsel og i sin gentagelse, rummer en ofte uafviselig sanselighed og autenticitet, som på sin vis er indiskutabel, netop fordi det ikke er konstrueret.

License to play

Paul McCartney – improviserende komponist        Foto: Linda McCartney

Det er uhyre vigtigt at have ja-hatten på, og at give sig selv, det jeg har valgt at kalde, license to play. Denne ”licens” indbefatter nemlig licens til at lege, til at fejle, til at fjolle, osv. Det er vigtigt, at man glædes ved sit eget udtryk, og sin egen kreativitet. At man tror på processen, og på at man ikke drukner, selvom man kaster sig ud på dybt musikalsk vand.

Det er udbredt at tænke skalaer, når man øver improvisation, og i nogle jazz-sammenhænge udgør det en stor del af tilgangsvinklen. Det kan man også fint bruge, både i jazz, pop og rock, men man kan altså også lade være, og i hovedsagen forlade sig på sit øre. Dette gælder ikke mindst sang-improvisationer. Man kan sige, at for mange vil et skala-teoretisk overblik være en hjælp og på den måde en del af den givne ramme, men for andre, vil det være givtigt (og lettest) at holde processen mere intuitiv og “fri for teori”.

Go with the flow

Det er vigtigt at acceptere det niveau, man er på, og vigtigt at være taknemlig for det – det er nemlig ikke en forhindring for at stræbe efter mere. Jo mere og oftere man improviserer, desto lettere er det. Hen ad vejen bliver man også bedre til at mærke, om noget føles rigtigt og godt eller ej. Hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. Hold ikke krampagtigt fast i noget, der ikke føles som flow, men smid det hellere væk. Spil, tæsk løs på guitaren eller spil mediterende toner. Til tider er det ekstremt frigørende, helt eller delvist at gøre noget andet, end det du plejer. Og glem frygten for fejl. Mange fede ting opstår, fordi man spiller forkert eller rammer en anden akkord, end man havde tænkt sig…

Sørg for at få nedskrevet eller ofte bedre optaget det der sker, mens det sker, m.a.o. LIGE NU, og ikke hvad du om en time eller om 10 minutter tror, at du gjorde lige nu. Det der adskiller det fede, du har gang i lige nu, fra det du har gjort 100 gange før, er måske så lidt eller så uvant, at det er væk igen, før du aner det.

Skidt og kanel

Det er vigtigt at huske, at selv om noget kommer ud af en utroligt fed improviserende proces, er det ikke ensbetydende med, at det er genialt, guddommelig light eller bare anvendeligt. Til tider er intet af det umiddelbart brugbart, men det er til en start også helt fint. Bare dét at øve sig i åbenhed og modtagelighed er vigtigt. Så hvis noget overhovedet er forbudt i denne proces, er det at sammenligne sig selv kritisk med andre og andet. Denne og andre former for fejlsøgning hører til senere og andre steder i et kompositionsforløb. F. eks i den mere rationelt analyserende tilslibning af det materiale der er kommet i improvisations-processen.

Så altså – selvom man i den improviserende proces kan – og i en hvis forstand skal blive forelsket i det man har gang i, er det altid en rigtig god idé, at lade det ligge nogle dage, og så vende tilbage til det, lytte til optagelser, spille med og undersøge om magien indfinder sig igen. Hvis den gør, er man med Tim Christensens ord ”on to something”. John Mayer fortæller om samme proces, at han spørger sig selv: ”Is this something?”

Det er vigtigt at slå fast, er at improvisation, ikke er noget, der fordrer et bestemt musikteoretisk niveau hos den enkelte musiker. Men jo mere man ved om skalaer, tonearter, blue notes, forskellige stilarter etc, og jo flere kompositions-tekniske fifs man kender og er vant til at bruge, desto bredere bliver ens buket af muligheder – desto flere veje vil man kunne spille sig selv hen ad.

Improvisation og ord.

Denne artikel fokuserer på musikalsk improvisation, men i sangskrivning og sang kan ord selvfølgelig spille en rolle i den improviserende proces. Og selv i decideret tekstskrivnings-sammenhæng kan improvisation være et frugtbart værktøj. En god verbal skriftlig improvisationsøvelse er dét, sangskriver-guruen Pat Pattison kalder ”speed-writing”. Det handler om dagligt at dedikere 10 minutter til skrivning uden stop eller refleksion. Emnet er ligegyldigt og alt – gentagelser, platheder, citater, ævl og bævl – er tilladt. Det eneste, der ikke er tilladt, er at stoppe skrivestrømmen. Rammen er altså 10 minutters skrivetvang. Om der kommer genialiteter, banaliteter eller ubrugeligt bras ud af det, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det kan være med til at frisætte ens verbale kreativitet og få ordene til at flyde.

Nye veje frem

Legende og improviserende Kristian – bolden og banen. Foto: Svend Seegert

Det er som sagt vigtigt, at ens ramme har appel. Samtidig har det betydning, hvordan man bruger den. Man kan spille helt efter reglerne og det kan være fint, men man kan også udfordre rammen lidt, når man har lært den at kende. Krydderier er ofte lækkert oven i alt det sikre… En udfordring af rammen kan starte bevidst, og via et musikteoretisk ræsonnement, men kan også være mere intuitivt baseret. Og er man øvet, kan det faktisk være begge dele på samme tid.

Hvis rammerne i en leg bliver for kedelige, finder man på noget nyt. Sådan gør børn instinktivt, og sådan bør den improviserende musiker også gøre. Bliver den 4 eller 8 takters periode du har brugt som ramme for kedelig, jamen så lav om på akkorderne, twist et eller andet, eller prøv med et ulige antal takter. Eller find en anden takt-art til dit trommeloop. Spiller man selv rammen, kan det være en improviserende leg bare at lave den om og gøre den mere interessant. Så er den altid nødvendige ramme, dét man gjorde lige før, men som man er ved at finde en vej ud af. Hermed også sagt, at improvisation og efterfølgende refleksion ofte interagerer mere flydende og i flere lag, end ovenfor beskrevet.

Afslutningsvis vil jeg opfordre til at sige f… til Janteloven, og til at tage den århusianske musiker og hjerneforsker Peter Vuusts syv ”bud” for personlig kreativitet og innovation til sig: Tro på dig selv, tænk stort, tænk enkelt, brug andre, stjæl fra andre, spring over hvor gærdet er lavest og øve, øve øve.

——————————-

PS: Man kan finde meget mere omkring improvisation (også forfattet af undertegnede) her.

Klaus Holten, Jørgen A. Leth, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Christine Halse, Svend Seegert, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund), Henrik Birk Aaboe

Billedet viser 7 musikstuderende, vores ret jævnaldrende lærer, Klaus Holten Hansen, samt en knapt så jævnaldrende DSB færge.

Året er 1989, og færgen er den (i hvert fald dengang) navnkundige færge Peder Paars. Peder Paars var oprindeligt blevet berygtet fordi den under indkøringen, hvis jeg må sige sådan om en færge, blev ved med at smadre ind i molerne i både Århus og Kalundborg, men da børnesygdommene var overstået viste den sig at være en fin færge, med oceaner af plads og et afstressende element i enhver Århus-København tur. Turen mellem Århus og Kalundborg tog, både når man sejlede den ene og den anden vej, 3 timer. Så hvad kunne vel være mere naturligt end at lave et eksamens-afløsnings-projekt, der handlede om at komponere, co-write, sammensætte og spille 3 timers sammenhængende musik på en sådan overfart og få det godkendt både af DSB og af Musik-instituttet??

En del vist nok, men ITP-holdet (Integreret Teori og Praksis) bestående, af mig selv, Sigurd Barrett, Søren Eppler, Jørgen A. Leth, Henrik Birk Aaboe, Anne Mette Jensen (nu Risager Lund) og Christine Halse var enige om at fokusere på komposition, sangskrivning og arrangement, og tilsammen så kreativt tænkende, at ”ud af boksen” var standard-indstillingen. Så da idéen om at lave et stort sammenhængende musikstykke og spille det på en DSB færge tur retur først var undfanget i en vidtløftig (og helt derfor normal) brainstorm og da den entusiastiske DSB kaptajn Ole Schriver sagde ja, var der ingen vej tilbage.

I realiteten kom de 3 timers sammenhængende musik til at bestå af 3-4 musikalske bidrag fra os hver, som så blev bygget og spillet sammen af forskellige musikalske broer, der kunne vare fra 15 sekunder op til flere minutter. Broerne (sjovt begreb på en færge…) spillede således en meget stor rolle i helheden, ikke kun fordi de bandt de forskellige dele sammen, men også fordi vi i udstrakt grad forsøgte at tænke ”ledemotivisk”.

Med ledemotivisk menes motiver som går igen, og som første gang de høres måske ikke udfoldes for alvor, men kun som anelser om det der kommer. Og de kan komme som ”erindringer” om noget der har været… Det brugte Richard Wagner 25 år eller mere på at skrive om, og det kan der skrives meget mere og passende om end jeg både kan og vil, men i hvert fald var disse interne musikalske kryds-referencer med til at binde det hele sammen til en stor organisk helhed. Syntes vi selv. Og vi VAR jo musikstuderende…

Jørgen A. Leth & Sigurd Barrett diskuterer kursen…

Så altså – een stor co-write med 7 implicerede, og med visse ret faste bestanddele i form af de forskellige sange og instrumental-numre, og med masser af løst men stadig tematisk stof i form af broerne, som i betydeligt højere grad blev co-writet og spillet frem i øve-processen. Jeg kan vist stadig huske hovedparten af de forskellige ”faste” bestanddele, og tror også stadig, at der var en række mindeværdige musikalske substanser i det glade og kalejdoskopiske sammenskudsgilde.

Et af højdepunkterne underholdningsmæssigt var Sigurd Barretts hip hop/rap ”Pigen og Peder Paars”:

“Vi gjorde det for og vi gjorde det agter”

Denne poetiske linje krævede sit rimende svar:

“Og nede på bildækket  – i en traktor”

Anne Mette, Jørgen, Henrik på rejsegrammofon, Christine, og Sigurd i front

Sigurd lavede i øvrigt et melodisk og veldrejet instrumentalnummer, hvor melodien kun bestod af tonerne D,Eb og Bb (sagt på dansk DSB), og som gav DSB’s egen jingle lavet efter samme princip klart baghjul. Stilmæssigt kom vi vidt omkring – pop, poprock, latin, rap, recitationer, heltone-skala-rock, new age, blues, lettere klassisk, og et enkelt indslag af seriel minimalisme. Vi bidrog alle med hvad der lå os bedst for, og selvom jeg ikke her nævner alt og heller ikke alles bidrag, ved jeg, at vi alle havde essentielt del i den kreative helhed det hele blev til i.

Midtvejs, og derfor også midtvejs begge veje, gik ruten gennem ”Lindholm Dyb” som sejlpassagen mellem Samsø og Vejrø malerisk er navngivet, og på dette sted var et aldeles DYBT-klingende mandekor en vigtig ingrediens i Søren Epplers ”Gennem Lindholm Dyb”.

Så, der var både mediterende, inciterende, poetiske og  humoristiske passager i den 3 timer lange gryderet, som i sidste ende blev kaldt:

Hymner til Havet

fra

Havn til Havn

Hovedæren for denne smukke titel tilfalder Søren Eppler. Læg mærke til bogstavrimene og formen der afspejles af antallet af ord i hver linje (3-1-3), som tilsammen danner et H der ligger ned. Dette H er yderst (og inderst) fremtrædende i titlen. :-) Denne form kan der vistnok siges en del mere om, men det bliver en anden gang, eller i næste post-update, og bør måske i virkeligheden italesættes af den hovedansvarlige.

Hymner til Havet fra Havn til Havn blev opført i alt 6 gange, på 3 tur-retursejladser, og så vidt jeg husker lykkedes det os hver gang at time starten med at færgen satte i gang og slutningen med at færgen lå stille i modsatte havn. Broerne var (igen lidt paradoksalt) en vigtig del af timingen, da visse af dem kunne varieres i længde, og forud lå selvfølgelig også en puslespils-periode hvor vi fik alle de forskellige bestanddele kogt sammen til en helhed, der skulle kunne vare lige præcis tre timer, men som også skulle kunne varieres lidt.

Som kuriosum kan nævnes, at vi af forsikrings-hensyn i forhold til musikgrejet havde en vagtordning, som indebar at mindst to personer i spilleperioden skulle overnatte på skibet sammen med musikgrejet. Til gengæld var vi også på en indledende introtur med rundvisning både i maskinrum, og på kommandobroen hos den gode kaptajn Schriver, og der fik flere inspiration, bl. andre Søren Eppler, som skrev sin Kommandobro Blues med det fine omkvæd:

Som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg – som en ravfisk, en ravfisk, en ravfisk var jeg

Forstenet i mit indre – før jeg mødte dig.

Projektet var, efter hvad jeg har hørt, i en del år målestok for hvor kreativt man kunne gribe overbygningen an på Musik-instituttet, og det kan man da godt være lidt stolt over, men det var nu også et ITP hold sprængfyldt med talent. (vi glemmer lige Janteloven her…) Vores lærer Klaus var vist nok lidt i krise over vores selvkørenhed, og lidt i tvivl om hvad han skulle bidrage med, men han fandt en rolle til sig selv i processen, som nodeopsamler, arkivar og timekeeper i øveforløbet, og skal i øvrigt have credits for overhovedet at have troet på projektet fra start af. Og så bidog han i øvrigt med et serielt-modernistisk sømandspotpourri!

Udover ivrig deltagelse i ”bro-byggeriet”, bidrog jeg med en enkelt popsang, “Sådan som” og med tre instrumental-numre. Et af dem bør nævnes dels for titlens skyld, “Pedro Possa Bossa”, og fordi Sigurd tog det på repertoiret i sin Trio de Janeiro. Et andet og mere lyrisk indslag var dette her: (indspillet solo ca. 10 år senere hos John Bæk)

Og ja, vi fik alle vores eksamens afløsning. :-)

Klokken er 20.01 og vi er i gang med at time en afslutning i Århus. :-) Bagerst er det garneret af keyboards Henrik og Søren, bag percussion Sigurd, og i forreste geled Jørgen, Svend, Anne Mette og Christine. I forgrunden publikum, som ikke helt ved om de er publikum eller rejsende…

Publiceret første gang 21. maj 2013