John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Et ikonisk cover fylder 50

Verdens smukkest fotograferede og mest ikoniske fodgængerovergang ligger i London. Den ligger, hvad mange ikke ved, tæt på et kryds hvor vejen splitter op i to, og derfor var jeg i 1991 eller 92, da jeg selv opsøgte den (og fik Peter Engelund Skoven til at tage et billede af mig), lidt desorienteret. Det er jo selvfølgelig Beatles’ Abbey Road fodgængerovergangen (ingen overkørsler her tak) jeg fabler om og den er, hvis jeg ikke tager meget fejl, endnu mere ikonisk i dag, end for de næsten tre årtier siden hvor jeg selv på en tur med kunsthistorie-kammeraterne, pressede den ind som et must mellem Tate Gallery, National Museum og andre gallerier, hvis beliggenhed og indhold jeg for længst har glemt.

Abbey Road 8. august 1969

Men Abbey Road overgangen og det ikoniske cover er her endnu og i min bevidsthed på linje med Rembrandt og Van Gogh … Selvfølgelig ikke fordi at kunsten i billedet er verdenskunst, men så alligevel. Det er i hvert fald pop-kunst, hvis jeg må udvide det 60′er begreb en anelse. Det er et af verdens fineste album-covers nogensinde, og tror jeg, med lethed det mest citerede. Blå mystiske George, casual barfodede Paul med smøg i højre hånd, elegant klædte Ringo og løveagtigt behårede John i front. Sjovt fordi John vel ER på vej videre rent mentalt, samtidig med at han ikke mere er den ledende beatle – og ja, masser af skøre symbolikker. Beatles-nørder ved selvfølgelig at VW’ens nummerplade LMW 281F af konspirationsteoretikere af den yderst vidtløftige slags, skal læses som LMW 28 IF – ford Paul næste gang ville fylde 28 HVIS han altså ikke var død ved et biluheld 2 år før … Hans bare fødder skulle så være et hint (som om man ville give det, hvis det virkelig skulle have været tilfældet), fordi at det at være barfodet i Indien (vistnok) er et dødssymbol, eller noget …. jow jow …Og så havde man fundet en venstrehåndet standin, der så ligesådan ud og havde samme stemme … og ér man i gang med den dødsrute er George graver, Ringo bedemand og John Jesus!

Well – men billedet ER smukt. Og det fylder 50 år i dag den 8. august. Det er et af de sidste billeder af The Beatles sammen og det er i mine øjne et lyst lykkeligt billede, lidt som selve albummet. George Martin var, efter ikke at have været med på Let It Be, tilbage som producer og med-beatle, og det er som om at de var bevidste om, at svanesangen skulle være en sang med klang, med dedikation, med tætte fyldte harmonier og på sin vis et testamente. Af den gode slags.

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Paul McCartney fylder 75

Det er Paul McCartneys fødselsdag.

Da han var 16(!) skrev han om at blive 64 ”many years from now”, og nu fylder han altså 75.
Jeg vil ikke tøve med at kalde ham verdens største nulevende sangskriver, og jeg kunne let lokkes til at bruge større ord. :-)

Han har skrevet sange som Yesterday, Hey Jude, Let It Be, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, Penny Lane, The Long And Winding Road, For No One, Maybe I’m Amazed, Got To Get You Into My Life, And I Love Her, Get Back, Helter Skelter, I Will, Can’t Buy Me Love, Lady Madonna, Paperback Writer, og mange mange andre.

Han har desuden skrevet et hav af sange med andre – først og fremmest selvfølgelig John Lennon – de var faktisk fælles om ikke så lidt, men blandt andre samarbejdspartnere kan nævnes Michael Jackson, Stevie Wonder, Elvis Costello, Carl Perkins, Kanye West og Riannah. (der er utvivlsomt flere..)

Den vægtigste del af hans sangskat stammer fra Beatles-tiden, men en af de smukkeste sange han har lavet synes jeg faktisk er ”Here Today” – hans underspillede og fine sang til John Lennon.

Paul er her heldigvis endnu, og at han stadig gider at tage verden rundt og spille sine sange for 3-4 generationer af medsyngende fans og almindelige musik-elskere, synes jeg både er fedt og generøst. Hans stemme ER slidt af de mange års udforskning af grænselandet mellem Yesterday, Helter Skelter og Oh Darling, men sangene er friske og i ordets bedste forstand evigt-grønne evergreens.
Og når han en dag ikke er her mere, vil sangene, fællesskabet, glæden ikke mindst den sprudlende musikalske glæde være her endnu.

Og det vil den også være many years from now.

1. september 2015

Improvisation har igennem en længere årrække fået mere og mere fokus som et frugtbart kreativt udgangspunkt i både musik og teater. Og mængden af akademisk forskning såvel som praktiske håndbøger i ”how to improvise” i det ene eller det andet er nærmest eksploderet. Mængden af bøger og web-sider der beskæftiger sig med improvisation og sangskrivning er også omfattende, for nu at sige det mildt. At improvisation har relevans for komposition og sangskrivning, er dog i virkeligheden en gammel nyhed, og komponister og sangskrivere lige fra Bach og Mozart, til Paul McCartney og John Mayer har brugt improvisation som en integreret del af deres kreativitet.

Mozart – improviserende komponist

For mange sangskrivere er improvisation en uadskillelig og helt selvfølgelig del af det at skrive sange, og for andre er det måske knap så selvfølgeligt. Så da Søren Lyhne og Misha Hoekstra fra Århus Sangskriverværksted for nyligt foreslog mig at afholde en workshop, omkring musikalsk improvisation som sangskriver-værktøj, slog jeg til. Og i tilgift kom der denne lille opsamling på det bagvedliggende tankegods og erfaringsgrundlag, samt en berøring af hvordan man kan improvisere melodier, akkordrundgange, riffs eller andet frem i samspil og modspil til rammer man selv sætter op.

Improvisation – hvorfor?

Kort sagt fordi dét at improvisere kan være en uudtømmelig kilde til musikalsk materiale, der holder, fordi det bunder i noget der kom nærmest af sig selv, i stedet for at være blevet “konstrueret”. I inspirerede øjeblikke kan de indfald og ideer der springer ud af ens improvisationer have eller meget hurtigt få så megen substans, at det i virkeligheden kunne gøre det ud for en hel komposition, men typisk er der løse ender tilbage, der indbyder til mere bevidste overvejelser. Der er m.a.o. en vekselvirkning mellem ubevidst musikalsk impuls, intuitivt udstukne retninger og mere bevidste refleksionsprægede bearbejdelser.

To PLAY music

Den legende intuitive del af denne vekselvirkning mellem bevidst og ubevidst, er således i høj grad improvisations-afhængig. Improvisation og leg er nemlig tæt forbundet, og nedenstående handler derfor også om hvordan man kan øve sig i at arbejde i et legende univers, præget af flow og umiddelbarhed. Der kan i øvrigt, i modsætning til hvad mange umiddelbart tænker, være en nærmest flydende overgang mellem komposition og improvisation, og for eksempel kalder pianisten Keith Jarrett improvisation for ”instant composition”.

Musikalske rammer – er bolden inde eller ude?

Til en start skal det slås fast, at improvisation IKKE bare er at spille ud i det blå, at finde på. Al improvisation, ligesom al leg, kræver et udgangspunkt – en ramme at forholde sig til. Rammen er rammen omkring det man foretager sig. Den er til, for at man ved, om bolden er inde eller ude.

Måske kan man selv være rammeholder, for eksempel ved at spille klaver eller guitar mens man improviserer med sin stemme, men det kræver, at man kan gøre det med lethed, sådan at det nærmest kører af sig selv. Hvis man er meget øvet, skaber man den og ændrer den løbende mens man spiller. Men for at legen og improvisationen kan flyde, er det vigtigt, at der ikke bruges for megen energi på at holde den.

Den musikalske ramme kan være et beat, en trommerytme, en akkordrække man mangler en melodi til, en melodi der mangler akkorder, ja måske bare et takt-antal. En del af rammen kan være at vide, hvad man IKKE vil, men der vil så alligevel være et eller andet andet der presser sig på som udgangspunkt.

Hvordan?

Improviserende guitarist

Hvis man ikke er ubesværet rutineret på sit instrument, eller bare gerne vil slippe for at være ramme mens man skal improvisere, er der selvfølgelig andre metoder. Har man sit eget band eller medspiller er det godt, men det kræver selvfølgelig, at bandet eller makkeren er med på legen. Moderne musik-værktøjer, så som loop-maskiner og sequenser/audio programmer som Logic, Cubase og Band in a box, er yderst oplagt. Man kan vælge et trommeloop, der fænger, eller måske kan man selv indspille eller sammensætte en akkordrundgang, der skal improviseres op ad.

Det er vigtigt at rammen ikke er uforståelig. Der skal kunne spilles på og til den, så derfor skal den give mening, og det er nærmest et must, at der er noget appellerende ved den. Noget der gør, at man gider høre den igen og igen, mens man improviserer melodier og musikalske figurer frem. Rammen om ens udfoldelser, kan selvfølgelig være en blanding af de her beskrevne – og ofte vil man ændre dem undervejs – som børn ændrer reglerne i leg, hvis de får lyst og er enige om det.

Sanselighed

Det legende og intuitive i improvisation, vil ofte give en større grad af sanselighed og umiddelbarhed i det man arbejder med. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil have det man laver til at have umiddelbar appel for andre. Det er IKKE det samme som klichéer, men heller ikke nødvendigvis det modsatte. Man skal m.a.o. have henført sig selv, for at kunne gøre sig håb om at henføre andre. Det er klart, at musikalske præferencer, stil, og hvad man i det hele taget vil, er medbestemmende for hvem man henfører. En totalt henført freejazz/avangarde musiker henfører ikke nødvendigvis Frk. Hansen på fjerde, men det der ”kom af sig selv”, og som var fedt både i sin fødsel og i sin gentagelse, rummer en ofte uafviselig sanselighed og autenticitet, som på sin vis er indiskutabel, netop fordi det ikke er konstrueret.

License to play

Paul McCartney – improviserende komponist        Foto: Linda McCartney

Det er uhyre vigtigt at have ja-hatten på, og at give sig selv, det jeg har valgt at kalde, license to play. Denne ”licens” indbefatter nemlig licens til at lege, til at fejle, til at fjolle, osv. Det er vigtigt, at man glædes ved sit eget udtryk, og sin egen kreativitet. At man tror på processen, og på at man ikke drukner, selvom man kaster sig ud på dybt musikalsk vand.

Det er udbredt at tænke skalaer, når man øver improvisation, og i nogle jazz-sammenhænge udgør det en stor del af tilgangsvinklen. Det kan man også fint bruge, både i jazz, pop og rock, men man kan altså også lade være, og i hovedsagen forlade sig på sit øre. Dette gælder ikke mindst sang-improvisationer. Man kan sige, at for mange vil et skala-teoretisk overblik være en hjælp og på den måde en del af den givne ramme, men for andre, vil det være givtigt (og lettest) at holde processen mere intuitiv og “fri for teori”.

Go with the flow

Det er vigtigt at acceptere det niveau, man er på, og vigtigt at være taknemlig for det – det er nemlig ikke en forhindring for at stræbe efter mere. Jo mere og oftere man improviserer, desto lettere er det. Hen ad vejen bliver man også bedre til at mærke, om noget føles rigtigt og godt eller ej. Hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. Hold ikke krampagtigt fast i noget, der ikke føles som flow, men smid det hellere væk. Spil, tæsk løs på guitaren eller spil mediterende toner. Til tider er det ekstremt frigørende, helt eller delvist at gøre noget andet, end det du plejer. Og glem frygten for fejl. Mange fede ting opstår, fordi man spiller forkert eller rammer en anden akkord, end man havde tænkt sig…

Sørg for at få nedskrevet eller ofte bedre optaget det der sker, mens det sker, m.a.o. LIGE NU, og ikke hvad du om en time eller om 10 minutter tror, at du gjorde lige nu. Det der adskiller det fede, du har gang i lige nu, fra det du har gjort 100 gange før, er måske så lidt eller så uvant, at det er væk igen, før du aner det.

Skidt og kanel

Det er vigtigt at huske, at selv om noget kommer ud af en utroligt fed improviserende proces, er det ikke ensbetydende med, at det er genialt, guddommelig light eller bare anvendeligt. Til tider er intet af det umiddelbart brugbart, men det er til en start også helt fint. Bare dét at øve sig i åbenhed og modtagelighed er vigtigt. Så hvis noget overhovedet er forbudt i denne proces, er det at sammenligne sig selv kritisk med andre og andet. Denne og andre former for fejlsøgning hører til senere og andre steder i et kompositionsforløb. F. eks i den mere rationelt analyserende tilslibning af det materiale der er kommet i improvisations-processen.

Så altså – selvom man i den improviserende proces kan – og i en hvis forstand skal blive forelsket i det man har gang i, er det altid en rigtig god idé, at lade det ligge nogle dage, og så vende tilbage til det, lytte til optagelser, spille med og undersøge om magien indfinder sig igen. Hvis den gør, er man med Tim Christensens ord ”on to something”. John Mayer fortæller om samme proces, at han spørger sig selv: ”Is this something?”

Det er vigtigt at slå fast, er at improvisation, ikke er noget, der fordrer et bestemt musikteoretisk niveau hos den enkelte musiker. Men jo mere man ved om skalaer, tonearter, blue notes, forskellige stilarter etc, og jo flere kompositions-tekniske fifs man kender og er vant til at bruge, desto bredere bliver ens buket af muligheder – desto flere veje vil man kunne spille sig selv hen ad.

Improvisation og ord.

Denne artikel fokuserer på musikalsk improvisation, men i sangskrivning og sang kan ord selvfølgelig spille en rolle i den improviserende proces. Og selv i decideret tekstskrivnings-sammenhæng kan improvisation være et frugtbart værktøj. En god verbal skriftlig improvisationsøvelse er dét, sangskriver-guruen Pat Pattison kalder ”speed-writing”. Det handler om dagligt at dedikere 10 minutter til skrivning uden stop eller refleksion. Emnet er ligegyldigt og alt – gentagelser, platheder, citater, ævl og bævl – er tilladt. Det eneste, der ikke er tilladt, er at stoppe skrivestrømmen. Rammen er altså 10 minutters skrivetvang. Om der kommer genialiteter, banaliteter eller ubrugeligt bras ud af det, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det kan være med til at frisætte ens verbale kreativitet og få ordene til at flyde.

Nye veje frem

Legende og improviserende Kristian – bolden og banen. Foto: Svend Seegert

Det er som sagt vigtigt, at ens ramme har appel. Samtidig har det betydning, hvordan man bruger den. Man kan spille helt efter reglerne og det kan være fint, men man kan også udfordre rammen lidt, når man har lært den at kende. Krydderier er ofte lækkert oven i alt det sikre… En udfordring af rammen kan starte bevidst, og via et musikteoretisk ræsonnement, men kan også være mere intuitivt baseret. Og er man øvet, kan det faktisk være begge dele på samme tid.

Hvis rammerne i en leg bliver for kedelige, finder man på noget nyt. Sådan gør børn instinktivt, og sådan bør den improviserende musiker også gøre. Bliver den 4 eller 8 takters periode du har brugt som ramme for kedelig, jamen så lav om på akkorderne, twist et eller andet, eller prøv med et ulige antal takter. Eller find en anden takt-art til dit trommeloop. Spiller man selv rammen, kan det være en improviserende leg bare at lave den om og gøre den mere interessant. Så er den altid nødvendige ramme, dét man gjorde lige før, men som man er ved at finde en vej ud af. Hermed også sagt, at improvisation og efterfølgende refleksion ofte interagerer mere flydende og i flere lag, end ovenfor beskrevet.

Afslutningsvis vil jeg opfordre til at sige f… til Janteloven, og til at tage den århusianske musiker og hjerneforsker Peter Vuusts syv ”bud” for personlig kreativitet og innovation til sig: Tro på dig selv, tænk stort, tænk enkelt, brug andre, stjæl fra andre, spring over hvor gærdet er lavest og øve, øve øve.

——————————-

PS: Man kan finde meget mere omkring improvisation (også forfattet af undertegnede) her.