Author’s cut af artikel oprindeligt skrevet til DMF Århus’ tidsskrift Basunen. Denne udgave er publiceret marts 2015 med enkelte senere tilføjelser.

Playing for Integration, Irland september 2012. Foto. Katarina Juvančič

Vi er på noget der næsten ligner en stroppetur. Den pensionerede katolske præst trækker os med en gennemsnitsfart der ligner en motionsløbers igennem de maleriske og utroligt stemningsfulde omgivelser ved Glendaloch i Wicklow Mountains Irland. ”Vi” er 25 sangskrivere på sangskriver-summit i Donard små 50 km fra Dublin. Sangskriverne er fra vidt forskellige dele af Europa, og alle deltagere i det EU-støttede Playing for Integration. Vi er næsten alle aldre, men dog er ingen af os så gamle som den 72 årige præst, vi har lidt svært ved at følge i det kuperede terræn.

Den travle præst har samtidig nærvær og gennemslagskraft nok til at fortælle smukt og indlevende om det, han tager os igennem. Glendalough er et gammelt kristent pilgrimsted med en historie og et klosterkompleks med ruiner, der daterer sig mere end 1500 år tilbage, og stedet nærmest emmer af historie og gode fortællinger.

Michael Rodgers, pensioneret præst – fortællende

Præsten er ikke længere særlig interesseret i religion som institution eller trosretning. Det handler om ”growth”, vækst og han minder på flere måder om den vaskeægte druide der guidede os gennem en session i en ældgammel stencirkel dagen før. Og han anbefaler som den hedenske druide, at vi ikke glemmer at nyde en pint eller to, prefarebly Guinness.

Christof, Dietmar, Lucjan, Jakob, Bi, Ronan, Dejan, Svend, alle sangskrivere – lyttende

I bussen på vej hjem til vores inkvartering sidder vi to og to, og snakker om, hvad vi har oplevet, mens landskabet glider forbi. Jeg sidder og snakker med Misha Hoekstra – amerikaner bosat i Aarhus, og på sædet bagved udveksler Katarina Juvančič og Claudia Schwarz fra hhv. Slovenien og Østrig indtryk. Meningen er nemlig, at vi tager dagens oplevelser som afsæt til en co-write, der hvis den lykkes skal med til den afsluttende offentlige concert dagen efter. Egentlig er fire til en co-write to for mange, men det lykkes ikke desto mindre at få en virkelig fin og inspireret sang ud af det fælles fokus og de fælles kreative udfoldelser.

Sangen blev dagen efter fremført og applauderet på den store scene i et fyldt Civic Theater i Tallaught, i selskab med en masse andre fine co-writes, og efterfulgt af en smuk koncert med John Spillane, en af Irlands bedste sangskrivere og performere. En fin afslutning på nogle dage præget af gensidig inspiration, kreativt fællesskab, og af det som både præsten og druiden talte om – nemlig vækst.

Fra spidse albuer til fælles flow

At være sangskriver og singersongwriter har ellers ofte været forbundet med en til tider albuespids konkurrence om at tilkæmpe sig en plads på den i forvejen ikke altfor imponerende del af musikmarkedet der udgøres af folk fra denne genre. Den gensidige faglige respekt har ikke sjældent været ledsaget af en holden på sine hemmeligheder, der i stor udstrækning har været forbundet med angsten for at nogle skulle lure ens egne tricks og tilgangsvinkler af, og med dem i lommen lave noget der måske var lige så godt, eller (ohh ve) bedre end det man selv lavede.

I de senere år er der dog kommet andre og mere positive boller på suppen også i den danske andedam. Flere anerkendte sangskrivere som f. eks Annette Bjergfeldt og Brett Perkins har skrevet bøger og undervist i sangskrivning og det er kommet på programmet både på efterskoler og højskoler som f. eks Engelsholms Højskole. I Århus har lysten til at udvikle sin sangskrivning i konstruktivt fællesskab fået frit løb i Århus Sangskriverværksted (ÅSV), som siden den spæde start i 1998 har udviklet sig til en bæredygtig og dynamisk forening bestående af sangskrivere i alle aldre, af begge køn og strækkende sig fra glade amatører op til performere på højt professionelt niveau.

Tyskland 2013, Guy Fletcher, Dan Plews. Foto: Playing for Integration

Dette netværk fik i 2011 en saltvandsindsprøjtning af international karakter, da ÅSV (igangsat af bl.a Jonas Dahl og Lars Graulund begge fra ÅSV) deltog i før nævnte ”Playing for Integration”, (p4i) et projekt der bestod af fællesfaglige sangskriver summits i hvert af de 8 lande der deltog, og hvor workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter var de gennemgående temaer. Samarbejdet strakte sig ind i efteråret 2013, og har for mange af de deltagende sangskrivere haft stor betydning.

For Dan Plews, englænder og i selskab med en håndfuld andre engelske sangskrivere deltager i ÅSV’s vinterlejr i 2013, 14 og 15, har Playing for Integration samarbejdet sat stadigt aktive spor.

”Til tider kan et andet sæt øjne og ører forvandle en ellers tvivlsom sang, og når man ikke skriver sit på modersmål kan man komme til at sige ting på ”ny og interessante måder”. På den måde kan sproglige barrierer komme til at få en positiv virkning. Desuden giver co-writing med sangskrivere fra andre lande ofte øget  indblik i andres sprog og kultur, hvilket igen er med til at belyse din egen baggrund, og ”forces compromise on everyone” .

Katarina Juvančič, nævnt i indledningen formulerer det således:

”Jeg tror, at vi alle erfarede, at det at skrive sange trancenderer etniske, sociale, kulturelle og politiske grænser, fordi sange først og fremmest er ”the expressions of a soul”. De er udtryk for intimitet, følelser og grundmenneskelige forestillinger som er fælles for alle.

Man kan lidt opsummerende sige, at den flow, synergi og kreative opblomstring der nævnes ovenfor også normalt opstår i lokale workshops og undervisningsforløb, men mod- og medspil på tværs af landegrænser giver det hele en ekstra dimension og en større horisont. Et ekstra og internationalt pift om man vil.

Open source

Playing for Integration (P4i) EU-støttet projekt under ”Grundtvig Partnership – Lifelong Learning Programme – 2011-2013.”
Grundlægger og ide-udvikler Christof Fink, Østrig.
Deltagende lande: Danmark, Irland, England, Tyskland, Polen, Rumænien, Slovenien og Østrig.
Samarbejdet og de 8 workshops, én i hvert land, resulterede dels i en sangbog med co-writes fra de forskellige workshops, og en guide med retningslinier for afholdelse af internationale kreative workshops. De forskellige workshops havde forskellige temaer og tilgangsvikler men havde samtidig workshops, co-writing, kulturudveksling samt interne og eksterne koncerter som fællesnævnere.

For Peter Andrej, slovensk musiker og sangskriver, har Playing for Integration desuden betydet en større bevidsthed om værdien og mulighederne omkring et fortsat og vedligeholdt sangskriverfællesskab. Han er medarrangør af den slovenske musik og sangskriver-festival Kantfest International, hvor flere af Playing for Integration deltagerne efterhånden har spillet. Han betoner sin respekt for ÅSV’s måde at organisere sig på som sangskriver, og brænder for et udviklet samarbejde på tværs af landegrænser. På det lidt ledende spørgsmål ”Does the term ’open source’ bear any resemblence to the exchange of ideas that took place during P4i?” svarer han kategorisk,  ”Certainly does, that was the best part!”.

Melodica Festival
Samarbejdet har også haft flere berøringsflader med Melodica Festival, som er et vidtforgrenet festival-netværk med sangskriverfestivaller i vidt forskellige dele af verden og også i Aarhus. Festivalerne er med interaktion imellem de forskellige optrædende med til at vedligeholde og udvikle de internationale bånd mellem sangskrivere fra nær og fjern. Melodica Aarhus har i 2013 og 2014 desuden haft en koncert der udelukkende bestod af co-writes på tværs af landegrænser af de optrædende kunstnere. Et eksempel på dét er undertegnedes tidligere omtalte co-write med Jenny Thiele fra 2013.

Så, selvom Playing for Integration-projektet er historie, er der er stadig gang i udveksling af kreativitet og input mellem sangskrivere både i Aarhus, andre steder, og på tværs af landegrænser. I 2015 har dette afspejlet sig på ÅSV’s vinterlejr som udover Dan Plews fik deltagelse af 5 andre englændere.

Og historien om en dansk-tysk-(og tildels bulgarsk) sammensværgelse.

“Det er Svend”

“Det er Jakob” (Alsbjerg red.)

“Hej Jakob”

“Hej Svend”

(…)

“Svend hør her, der er jo snart Melodica-Festival…, og vi har fundet på at arrangere nogle co-writes på tværs af landegrænserne, så hvad siger du til at lave en co-write med en ung talentfuld tysk kvinde der hedder Jenny Thiele??”

“(…) Øhh joohh – ja, hvorfor ikke??”

Sagde jeg til mig selv, og til Jakob.

Co-writing er nemlig ikke det værste man har. Når det fungerer bedst, bringer samarbejdets synergi det bedste frem i de implicerede, og ud af denne kollektivt kreative proces udspringer, når det virker, et produkt, som ikke ville være opstået under andre omstændigheder, og som man ikke selv havde kreeret. Man kan sige, at selve samarbejdet og de ting der skal gives og tages i sig selv er et kreativt benspænd, der ofte løfter mere end det spænder. Samtidig er det altid en fed og til tider endda stor fornemmelse, at være glad for noget man har lavet, eller i gang med at lave, og denne fornemmelse får en ekstra dimension, når man er flere om det. Dette har jeg også erfaret inden for de sidste par år, hvor jeg har co-writet jævnligt efter ikke at have gjort det i mange år.

Så, derfor ja til Jakob, og til Jenny Thiele, og ja’et blev efterfulgt af en udvekslen af email-adresser og sådan startede mit første forsøg på co-write fra bar bund via nettet.

Det var en sjov og i starten lidt mærkelig proces at skrive og diskutere kreativt med en person man overhovedet ikke kender, men efter at have lyttet lidt til de indbyrdes udvekslede mp3 skitser, hvor vi begge også begyndte at sige noget til hinanden før og efter musikken, ”Hi Svent, wot do you think about this?” begyndte det at føles næsten normalt… Og da vi så dagen inden vi skulle spille nummeret endelig mødtes in real life i Århus for at øve og for at få teksten på helt plads, var der både god kemi, humor samt medvind på cykelstien.

Jenny Thiele, Svend Seegert, Ivo Dechkoff. foto: Franseska Anette Mortensen

Sangen endte med at hedde Watch It While It Grows, og blev som planlagt spillet på Melodica festivallens sidste dag, men Jenny havde lavet et solo-job til sig selv på Gyngen onsdagen efter, og foreslog at vi også spillede vores nyfødte nummer der. Og så var det at den ovennævnte ”sammensværgelse” opstod… Jenny medvirkede nemlig (som eneste ikke klassisk uddannede) i den koreografiske opera ”The Picture Of Dorian Gray” som den Jyske Opera satte op i slutningen af august 2013 i Musikhus Aarhus.

(Opsætningen og operaen blev i øvrigt en kunstnerisk succes og var en stor oplevelse at overvære)

Fra øverne med den Jyske Opera var Jenny stødt på Ivo Dechkoff, klassisk uddannet bulgarsk violinist, og pludselig var Jennys job på Gyngen ikke så solo at det gjorde noget. Vi fandt 7 numre som vi spillede sammen – tre af Jennys og tre af mine + vores co-write, og som eksotisk og velklingende krydderi Ivo, på melankolsk og lyrisk violin. Det var under den enlige øver, der var tid til, at vi grundlagde “the conspiracy”, sammensværgelsen hvis første og største formål var at udvide begrebet solo, og at levere lidt multikulturelt og multigeografisk sammenspil.

Det var en både fed og uforudset oplevelse, og processen var virkelig ret “watch it while it grows-agtig” – på den deltagende måde – forstås.

Jenny Thiele spillede dog også solo, det meste af tiden faktisk, fede numre og en del både mere lyriske og poppede end nedenstående, som til gengæld har både humor og noget ret hårdkogt tysk over sig. ( jo johh )

Multi-national konspirationsudgave af “Som var det første gang – en Århussang”. Jennys danske er helt sikkert bedre end mit bulgarske.

Og selvfølgelig “Watch It While It Grows” i en yderst intermistisk optagelse fra samme koncert. Ivo spiller en smuk solo.

I august 2013 kom Jenny tilbage til Århus i forbindelse med opførelsen af ovennævnte “The Picture of Dorian Gray” og da benyttede vi vores tid sammen til at indspille vores hit (ingen jantelov her) hos Flemming Bloch i hans Mindless Studio. Vi havde håbet, at Ivo kunne være med på studie-indspilningen, men vores kalendere passede ikke sammen desværre.

Til gengæld komponerede vi en aldeles enkel men også smuk solo på et støvet Wurlitzer el-piano som Flemming tilfældigvis eller skæbnebestemt havde stående, og den spiller Jenny på smukkeste vis. :-)

Claus Lund (alias Duke Denver) lavede en video i forbindelse med indspilningen: