Tour de France starter i morgen – og for at fejre det med mig selv, kørte jeg en eftermiddagstur på 115 km. Der var masser af sol, masser af blæst, men lad det være sagt med det samme: Jeg gik i udbrud fra første kilometer og så mig yderst sjældent tilbage. Jeg kom da også alene i mål uden at være indhentet af andet end mine egne forventninger til gennemsnitsfarten – men vejen førte både op til Col de la Himmelbjerget og over Col de la Yding Skovhøj, så jeg arbejder med at acceptere at snittet kun næsten blev 30 km/t … Nå – men der blev ingen billeder taget, så jeg har til gengæld lånt et på nettet af den ikoniske, legendariske, uovertrufne (find selv på superlativer) Eddy Merckx, som vandt sin første tour i 1969 (samme år som min “næsten” så legendariske S.C.O. blev bygget). Merckx sprængte alle rammer, alle forestillinger og konventioner ved at vinde både pointtrøjen, bjergtrøjen og den gule førertrøje. Og hans debut-tour blev vundet med en margen på næsten 18 minutter ned til nr 2. Og derfor – som en markering af 50 året for den bedrift, som sætter mit eget ridt i dag lidt i skyggen, starter Touren i år i Bruxelles. Allors – vive la tour – vive la France, Vive la grande Eddy, Vivi Flindt etc etc

Eddy Merckx, Tour de France 1969, en smuk mand uden cykelhjelm

Forår og cykling er fedt – også i forskellige kombinationer. I Belgien kørtes et af årets fem ”monumenter”: Flandern Rundt (Ronde van Vlaanderen) og lidt uden for Århus kørtes et fint motionsløb der med hilsen til den flamske klassiker kalder sig ”Ronde van Borum”. Dette fine tiltag er startet og tovholdt af journalist, fotograf og cykel-entusiast Uggi Kaldan, og det får næste år deltagelse af en belgisk legende i form af Johan Museeuw, (dobbelt Flandern Rundt-vinder) så lidt interaktion er der faktisk mellem de to begivenheder.
Squadra Molteni var (selvfølgelig) repræsenteret i Borum-runden – denne gang med ikke mindre end 10 ryttere der placerede sig pænt fordelt ”rundt omkring”. Og ja, vi var selvfølgelig først i ”på stål og i uld-kategorien”. For alles vedkommende blev der (i uld) gået til stålet, og samtidig var det en officiel debut til den ny-restaurerede holdbus der med kærlig, kyndig og selvopofrende hånd er gjort køreklar af Grane Maaløe.
Dagens soigneur og ”poselangerske” var Maria Winther – og hun udgjorde sammen med Grane og hans fantastiske Citroën HY dagens stilistiske højdepunkt.
Har pt ikke styr på min egen placering, men har en ide om at jeg gennemførte dagens 74 yderst kuperede km med omkring 33 km/t i snit. Det har jeg personlig godkendt som et fint resultat, ekvipagens samlede alder taget i betragtning (109 år), og i den til lejligheden selvopfundne kategori ”+59” blev jeg vist rigtig godt placeret.

Svend Seegert og Kasper Sørensen – høj puls og skarpt højresving.

Efter løbet var der belgisk øl og almindelig munterhed + obligatorisk gruppefoto.
Og nåh ja – i Belgien var dagens mand (udover den italienske vinder) danske Kasper Asgreen, der som en verdensklassehjælperytter kørte for holdkammerater, der aldrig viste hvad de skulle have vist, og til sidst kørte han efter en overdådig indsats alene afsted og sled sig til en vild andenplads.
En stjerne er født …

Squadra Molteni – et retrocykelhold og en smuk Citroën.

Kreative og rekreative interaktioner i 2018

Kære alle

Året rinder ud og der er tradition for status.

Jeg vil springe alle politiske fortrædeligheder over – lokale såvel som globale, og gå direkte til noget mere bæredygtigt og opløftende.

Jeg vil nemlig sige TAK. Og gerne med mindst lige så store bogstaver som sidste år. At nogen overhovedet har lyst til at være i et fællesskab med én selv, er noget man let kan komme til at tage for givet, men når man (jeg) tænker efter, er taknemlighed en central følelse. Det er rigtig fint at kunne vælge og at turde spørge – men det er altså også rigtig fint at blive valgt og at blive spurgt. Og så er det jo fantastisk, at nogle gider spille og skrive musik med mig, og at så mange gider lytte når jeg fremfører mine egne sange. I mindre ydmyge øjeblikke tænker jeg, at det er meget naturligt(!), men alligevel.

Som nogle vil vide holder jeg af cykling – gerne på stål og i uld, og at der en håndfuld gange i årets løb er lejlighed til at gøre det med verdens sejeste eller skøreste cykelhold Squadra Molteni er også fantastisk. Og det er jo i tilgift en gave at have gode arbejdskammerater, en sød familie, dejlige børn og verdens sødeste kæreste.

Så altså – TAK!!! Vi er jo alle noget unikt hver især, men vi er det kun i kraft af hinanden … (forkortet af redaktionen) :-p

Godt Nytår.

Og til allersidst en hilsen til søens folk, Margrethe nævner dem jo alligevel aldrig – og til min søn der på grund af geografiske forhold tager 6 timers forskud på årsskiftet. :-)

#mindreulighed2019, #medmenneskelighed2019, #detvarmehjerteogdetkøligeoverblik2019 #kvalitetfremforkvantitet2019, #dialogfremformonolog2019 #brobygningfremforgrøftegravning2019

(oprindeligt postet på Facebook)

Jeg har som næsten aldrig før omtalt (her i bloggen i hvert fald) en 49 år gammel SCO verdensmestercykel model professionel. Den har været skilt ad i et stykke tid, da jeg har forsøgt at finde den rigtige måde at reparere den dens ikoniske metalrøde lak på. Det er stadig work in progres, da det skal gøres nænsomt og uden decideret omlakering. Til trods for projektets uafsluttede tilstand, brugte jeg dog lørdag og et par timer af natten til søndag på at skrue den sammen, og deltage i et sjovt cykelløb – Chasing Cancellara i Silkeborg bakker 8 timer senere. Cyklen holdt, og vi fangede godt nok ikke Cancellara, som i øvrigt havde en brækket fod som undskyldning for ikke at stille op, men til gengæld kørte vi fra Bjarne Riis samt en masse andre. Og 36,4 km/t i snit må være godkendt – alder, materiel og rute taget i betragtning.

Tjek evt den ekstremt sandfærdige beretning om dagen ud her: Squdara Molteni – Chasing Cancellara

Squadra Molteni – Chasing Cancellara 2018

Som en fjer i hatten er jeg nødt til at dele denne selfie. Ikke at jeg selv har taget den – næh nej. Intet kunne ligge mig æhh fjernere. (eller noget) Her er det en dobbelt OL-guldvinder, der tager en selfie i selskab med 4 velklædte cyklister. :-)

Fabian Cancellara & Squadra Molteni

Jeg har tilbragt lidt af min weekend med at gense “En forårsdag i Helvede” – Jørgen Leths episke film om den cykelløbet Paris-Roubaix. Den er stadig fænomenal, legendarisk, episk (find selv på), og blev, som en del af programmet på Aarhus Bike Show meget passende fremvist på ARoS. Det bedste var dog, at jeg fik hilst på min barndoms største danske cykel-koryfæer, Niels Fredborg og Ole Ritter. De diskede begge op med fine historier fra og om dengang både mænd og cykelstel var lavet af stål. Og Ole Ritters selvbiografi “Ritter” fortalt til Flemming Enevold er fin læsning, hvis man er tilvelfortalt cykelsportshistorie fra det virkelige liv.

En lille hilsen fra det virkelige liv.

En OL guldmedalje fra det virkelige liv.