Suk – vore nationalskjalde og digtere er lige så dødelige som alle os andre.

Og ligesom Benny Andersen frabad sig “Danmarks-ikoniseringen”, havde Kim Larsen et forbeholdent forhold til at blive udnævnt til noget som helst. ”Ordner hænger man på idioter” har han sagt. Det er jo faktisk et P.A. Heiberg citat fra 1790, men at citere Heiberg viser lidt af hans spændvidde.

I mine øjne var han folkelig uden at please, og fremragende uden at være fortænkt. En livslang demonstration af at det enkle ikke behøver at være banalt. Han gjorde det aldrig sværere end det behøvede at være, men havde samtidig sin helt egen musikalske intuition og sin helt egen musikalske signatur.

Og at mange af hans sange har børne-appel er på mange måde et kvalitets-stempel.

Så tak for sangene til Kim.

Og nyd evt. den flabede og kærlige charme han hylder Dronning Margrethe med i dette klip fra 2010.

Folkekære digtere (også selv om de helst vil kaldes mellemfolkelige) er ikke det værste man har. Nu har vi så desværre ikke Benny Andersen mere. Men vi har heldigvis hans ord. Læs f. eks her hvor netop det mellemfolkelige er temaet:

I begyndelsen

I begyndelsen var isen
derpå kom indvandrerne
de første jægere sydfra
det var tider dengang
kneb det med rensdyrsteg
tog man til takke med østers

Da danerne blev trætte af at bo i Sverige
flyttede de meget passende til Danmark
og sådan er det gået slag i slag
lige siden

De ankom til fods
til hest
til søs
men det gælder dem alle
kyndige købmænd og stoute stenhuggere
gæve gøglere og hårdføre håndværkere
aktive arkitekter og ledige lejesoldater:
de var med til at danne Danmark

Mange kom af egen drift
mens andre var blevet drevet på flugt
eller simpelthen deporteret hertil
men det gælder dem alle
franske huguenotter og russiske jøder
hollandske gartnere på Amager
polske roearbejdere på Lolland
kartoffeltyskere i Jylland:
de var med til at danne Danmark

Og navnene lever videre
navnene bag stavnsbåndets ophævelse
Reventlow og Moltke
Grundlovens stiftere
Lehmann og Monrad
Tscherning og Andræ
gode gamle indvandrernavne som
efterhånden lyder ganske danske

At Jylland i vore dage ikke
ligger hen som en ørken
har på en ejendommelig
men meget dansk måde
noget at gøre med Dalgas Boulevard

Danske forfattere
har navne som Jacobsen
Andersen og Jensen
Kristensen og Jæger
men også navne som Oehlenschlæger
Pontoppidan
Paludan
Panduro
uanset navnet
blev dansk mere dansk
for hver linje de skrev

I begyndelsen var isen
derpå kom vi indvandrere
fra alle verdenshjørner
vi ryddede og dyrkede
pløjede og plejede
byggede og bryggede
splejsede og svejsede
vi trodsede og tabte
vi rejste os og skabte
et land som er en gnalling
på det store verdenskort
med knap en promille af klodens milliarder
og dog med et ret anseligt ry
for fred og fordragelighed
omsorg og opfindsomhed
hensyn og humor
som gir folk i fjerne lande milde øjne

Og Danmarkshistorien er langtfra forbi
trods indvandrerstop
har vi noget at se frem til:
hvilke nye navne vil om tyve tredive år
lyder lige så fortroligt danske
som Meyer og Passer
Utzon og Borge
Schmeichel og Schade gør i dag?

I begyndelsen var isen
men den er smeltet forlængst
nu er det os der er her
og fremtiden begynder lige nu.

Fra digtsamlingen: Denne kommen og gåen – 1993 – Borgen
Af Benny Andersen

In memoriam

Peter Bastians i konventionel forstand for tidlige død har allerede fået virkeligt mange fine ord med på vejen. Med rette synes jeg. Han var for mig et fyrtårn bestående af blændende musikalitet, dybt og seriøst engagement, charmerende gadedrengs-charme og et helt usædvanligt talent for formidling. Både af musik, af musikalsk erkendelse og af kulturkritisk stillingtagen.

Han turde og kunne i 80’erne tale om musik, musikoplevelse og musikudøvelse på tværs af gængse akademiske normer, hvilket for mange og i hvert fald mig udgjorde en sprudlende og alternativ oase af dedikeret indsigt.

Hans formidlingsevne og musikalitet gik på tværs af genrer, og han var ikke bange for at lege og være gammel vismand. Han turde tale om værdien af inden i sig selv at komme i kontakt med behovet for noget højere. Han turde også tale om ”musikfaste”, om at blive selektiv i hvad man udsætter sig for, og samtidig turde udsætte sig selv for noget man ikke forstår en dyt af. Både musikalsk og menneskeligt.

Jeg kan rigtig godt lide nedenstående citat – plukket fra et interview med Martin Spang Olsen i 2012. (det kan findes på youtube)

”Hvis vi er interesseret i tilværelsen, i at være til stede, så påkalder vi os tilværelsens interesse, og det betyder simpelthen, at vi kommer i spil. Og når du kommer i spil, ja så er der fare på færde. Who cares – det er ligesom hele pointen. I det øjeblik du beslutter dig til, at ”nu vil jeg flytte mig”, så løber du en frygtelig risiko. Du risikerer at lave fejl, det kan ikke undgås. Du er nødt til at indstille dig på, at det at lukke op for tilværelsen på tilværelsens præmisser og ”lander på planeten”, kan give mærker i lakken. Men pointen er jo ikke om der kommer mærker i lakken, pointen er, om du vil gemme dig i et garderobeskab eller deltage i tilværelsen, sådan som den fungerer.”

Peter Bastian kom i hvert fald i spil, og fik skrammer. Jeg tvivler på, at han vidste hvordan et garderobeskab ser ud indefra, men heldigvis vidste han så meget andet, som han bragte i spil.

Tak for det.