John Lennon

9. oktober 2020

John Lennon ville have fyldt 80 i dag. Det er trist, at han ikke gør det i levende live, eller ikke fik chancen for det, men hvor er det dog godt at han nåede halvdelen af vejen.
Uden ham havde der ikke været noget The Beatles – i hvert fald ikke som vi kender det og der havde ikke været det legendariske Lennon/McCartney samarbejde og brand som delte både rockhistorie og sangskrivning i et ”før og efter”. Musikalsk og menneskeligt var han selvfølgelig uundværlig i The Beatles. Det var de alle, inklusive producer George Martin men Lennon ikke mindst.

For mig er der næsten en urkraft bare i stemmen. Lyt for eksempel til verset i “A Hard Days Night”, til “Ticket To Ride” og “She Said She Said.” Lyt f. eks også til ”I Want You (She’s so Heavy)” fra Abbey Road hvorfra Tim Christensen og et hav af andre har lånt ideen/tricket med at lade en guitarstemme eller basstemme understøtte og dubbe sangstemmen og melodien.
Og bare for at slå det fast: Det var jo ikke sådan at Paul skrev balladerne og John rocknumrene. Det var heller ikke sådan at John var avantgarde og Paul poppet. Eller rettere – jo! Det var det. Men det var også omvendt. Og selv når de ikke direkte skrev sammen, hvilket de jo hen ad vejen gjorde mindre og mindre, gjorde de hinanden bedre som sangskrivere, fordi de havde hinanden som referencepunkter. Og det er jo noget af humlen ved hele det kreative samspil i The Beatles, og en grund til at de kunne være så sprudlende og mangefarvede som de kunne. Og hen ad vejen blev George Harrison jo en mere og mere ligeværdig del af denne kreative smeltedigel.

John & Paul 1968

Blandt numre der entydigt er John Lennons i The Beatles kan man for at illustrere bredden nævne ”A Hard Days Night”, “Help” You’ve Got to Hide Your Love Away”, ”If I fell”, ”In My Life” “Nowhere Man”, ”Help”, ”Ticket to Ride”, “Dear Prudence” og “Come Together” – og så er der jo også sangene skrevet i årene efter The Beatles. Imagine, Instant Karma, ”Working Class Hero” og ”Woman” for blot at nævne nogle få.
Hvem ved hvad det kunne være blevet til … Hans liv blev taget fra ham, netop som han var klar til en ny musikalsk fokusering oven på 5 års frivillig genopladning og børnepasning. Dette satte skæbnen og en forvirret fan en tragisk stopper for, men hvor var det som sagt en gave til os alle, at han var her i samfulde 40 år. Så happy Birthday John – og tak. :-)

Et ikonisk cover fylder 50

Verdens smukkest fotograferede og mest ikoniske fodgængerovergang ligger i London. Den ligger, hvad mange ikke ved, tæt på et kryds hvor vejen splitter op i to, og derfor var jeg i 1991 eller 92, da jeg selv opsøgte den (og fik Peter Engelund Skoven til at tage et billede af mig), lidt desorienteret. Det er jo selvfølgelig Beatles’ Abbey Road fodgængerovergangen (ingen overkørsler her tak) jeg fabler om og den er, hvis jeg ikke tager meget fejl, endnu mere ikonisk i dag, end for de næsten tre årtier siden hvor jeg selv på en tur med kunsthistorie-kammeraterne, pressede den ind som et must mellem Tate Gallery, National Museum og andre gallerier, hvis beliggenhed og indhold jeg for længst har glemt.

Abbey Road 8. august 1969

Men Abbey Road overgangen og det ikoniske cover er her endnu og i min bevidsthed på linje med Rembrandt og Van Gogh … Selvfølgelig ikke fordi at kunsten i billedet er verdenskunst, men så alligevel. Det er i hvert fald pop-kunst, hvis jeg må udvide det 60′er begreb en anelse. Det er et af verdens fineste album-covers nogensinde, og tror jeg, med lethed det mest citerede. Blå mystiske George, casual barfodede Paul med smøg i højre hånd, elegant klædte Ringo og løveagtigt behårede John i front. Sjovt fordi John vel ER på vej videre rent mentalt, samtidig med at han ikke mere er den ledende beatle – og ja, masser af skøre symbolikker. Beatles-nørder ved selvfølgelig at VW’ens nummerplade LMW 281F af konspirationsteoretikere af den yderst vidtløftige slags, skal læses som LMW 28 IF – ford Paul næste gang ville fylde 28 HVIS han altså ikke var død ved et biluheld 2 år før … Hans bare fødder skulle så være et hint (som om man ville give det, hvis det virkelig skulle have været tilfældet), fordi at det at være barfodet i Indien (vistnok) er et dødssymbol, eller noget …. jow jow …Og så havde man fundet en venstrehåndet standin, der så ligesådan ud og havde samme stemme … og ér man i gang med den dødsrute er George graver, Ringo bedemand og John Jesus!

Well – men billedet ER smukt. Og det fylder 50 år i dag den 8. august. Det er et af de sidste billeder af The Beatles sammen og det er i mine øjne et lyst lykkeligt billede, lidt som selve albummet. George Martin var, efter ikke at have været med på Let It Be, tilbage som producer og med-beatle, og det er som om at de var bevidste om, at svanesangen skulle være en sang med klang, med dedikation, med tætte fyldte harmonier og på sin vis et testamente. Af den gode slags.

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Ham her ville være fyldt 75 år i dag. Han var den yngste Beatle, men samtidig en på flere måder både søgende, ærlig og velvoksen sjæl i et ungt menneske. Han formåede også at stå frem som integreret musiker og sangskriver, selv i det naturligt fokustagende selskab som John Lennon og Paul McCartney udgjorde. Jeg så et sted, at den sang flest mennesker har udnævnt til deres yndlings-Beatlessang er “Here Comes The Sun”. Uanset hvad var han en uundværlig del af “the fab four”, (det var de jo alle) og her er han i et fint klip fra 1987, hvor han i selskab med Ringo, Phil Collins, Eric Clapton, Jeff Lynne, Elton John, den allestedsnærværende Ray Cooper og andre fremfører sin “While My Guitar Gently Weeps”. Fin performance selv på trods af et genstridigt mikrofonstativ… :-) Bonusinfo/anbefaling: Martin Scorseses dokumentar om George “Living In The Material World” kan(kunne) vist stadig ses på Netflix. Den er lang men uhyre anbefalelsesværdig.